Kina: 89erne

For nitten år siden rejste hundredtusinder af kinesere sig mod diktaturet. De indtog Den himmelske freds Plads og krævede frihed. Den 4. juni mejede hæren demonstranterne ned. Revolutionen døde, men arven fra 1989 lever måske stadig. Vi tog til Taipei, Beijing og Hong Kong for at opsøge opstandens ledere ni år efter.

Download tysk version bragt i Amnesty Journal (pdf.)

Læs flere inteviews med ledere af Tiananmen-opstanden bragt i magasinet Amnesty (pdf.)

Hele artiklen bragt i Weekendavisen.

Kina: 89erne

Af Thomas Aue Sobol

Fra sit lærred overvåger formand Mao Den himmelske freds Plads; de 16 røde og smældende flag, marmorsøjlerne, monumenterne, Maos eget mausoleum og lystavlen, der tæller ned til De Olympiske Lege. Tusinder af turister fylder pladsen, mens de holder tusinder af kameraer for øjnene. Får de øje på den ældre mand i det nydelige jakkesæt, der folder sit protestbanner ud? Ser de politiet, der hiver ham væk i ærmet, som en mor trækker af sted med sit uartige barn?
Det går så stærkt, at ingen bagefter kan – eller vil – forklare, hvad manden demonstrerede imod. Blot at han var vred på Kommunistpartiet. Det er sjældent tilladt i Kina, og slet ikke på Den himmelske freds Plads. Pladsen, der på kinesisk hedder Tiananmen, er Kommunistpartiets facade, et ansigt skåret i granit.
Soldater skærmer balladeområdet af med mekaniske skridt og hoveder, der er stive som statuers. Et øjeblik efter er kritikeren ryddet af vejen.

Så stærkt gik det ikke i 1989.
Da indtog op mod en million studerende, arbejdere og intellektuelle Tiananmen i ugevis. De kom fra universiteterne, fabrikkerne og ude fra landet, og de rejste telte, hævede næven og krævede reformer og demokrati. Måske krævede de mest af alt at blive hørt.
Mens jerntæppet i Østeuropa smuldrede, endte opstanden i Kina i tragedie. Den 4. juni mejede Folkets Befrielseshær hundreder eller tusinder af mennesker ned. Ingen ved endnu hvor mange, der døde.
Tv-optagelserne af manden, der dagen derpå spærrede vejen for en hel række militære tanks, blev symbolet på menneskets mod, når det er størst.
Mens Kommunistpartiet er ved at gøre sig klar til OL, er vi taget ud for at finde de personer, der ledede den hidtil alvorligste udfordring af Kinas diktatur. For hvad er arven fra Tiananmen?

Studenten
Tiananmen 1989: »Deng Xiaoping gå af!,« råber demonstranterne. Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov er i Kina efter 30 års fjendskab, og de studerende ser chancen for at presse deres ledere. De er rasende over den galoperende inflation, korruptionen og den manglende frihed. Situationen er pinlig for ministerpræsident Li Peng, og han presses til at møde de studerende i Folkets Store Hal. En af studenterlederne er den fandenivoldske 21-årige Wuer Kaixi med tilnavnet »rockstjernen«. Lige nu sidder han afkræftet over for Li Peng i en stribet hospitalspyjamas – sammen med tusinder af andre studerende sultestrejker Wuer. Da Li Peng taler belærende til de unge mænd, afbryder studenterlederen ham:
»Det er os, der har inviteret dig til at komme her, så det er os, der bestemmer, hvad der skal tales om.«
»De studerende satte deres liv på spil, for at mødet med Li Peng skulle lykkes, så hvis der var noget, jeg følte, så var det ikke frygt, det var…« Den nu 40-årige Wuer Kaixi holder en pause, mens han tænker næsten to årtier tilbage i tiden. Vi befinder os på 55. etage, lidt over halvvejs oppe i Taipei 101 Tower – Taiwans finansielle centrum, der rager så højt op, at resten af Taipei herfra synes langt mere småt, end det fortjener.
»…jeg følte et tungt ansvar. For mine døende kammerater, og for vores lands fremtid,« siger Wuer.
Efter massakren gik Kaixi under jorden, og han har siden levet i eksil i Frankrig, USA og nu Taiwan, hvor han er investeringsrådgiver, laver handler på »100 millioner af dollar« og taler om profit og konkurrence.
Under opstanden opildnede Wuer Kaixi til revolution og nedgjorde de intellektuelles snak om reformer.
I dag siger han, at reformer i »små skridt« er bedst. De menneskelige omkostninger ved en revolution er for store.
»Jeg var ung og ganske sikkert umoden. Vi vidste ikke så meget, hvad vi virkelig ville have. Vi vidste mere, hvad vi ikke ville have.«
Efter den blodige nat på Tiananmen, isolerede Vesten Kina, mens topleder Deng Xiaoping indgik en kontrakt med sin befolkning: kineserne ville få økonomisk frihed mod at opgive kravet om politisk frihed. Efter sigende begyndte Deng Xiaoping samtidig Kinas OL-planer. Landet skulle tilbage i varmen. Resultatet af de fortsatte markedsøkonomiske reformer kom hurtigt. Året efter massakren havde Kina en økonomisk vækst på 3,8 procent, men allerede i 1992 eksploderede den til 14,2 procent. Siden har Kina ikke set sig tilbage.
Landets økonomi forventes nu at firedobles i perioden 2000-2020, og middelklassen udgør snart 300 millioner mennesker, der kræver biler, flere kreditkort, privatskoler og ferierejser.
På Beijing Normal University, hvor Wuer Kaixi læste, taler de studerende ikke længere om revolution, men om karriere. Som der står på en studerendes T-shirt på Tiananmen: Its all about me.
Wuer Kaixi synes, kontrakten med Deng Xiaoping er elendig, fordi den økonomiske frihed i forvejen tilhører folket. Men han mener samtidig, at styret har åbnet en sluse, der ikke kan lukkes igen. Det private erhvervsliv, med dets krav om frihed til at drive forretning, er lige nu den største demokratiserende magt i Kina, mener den tidligere studenterleder:
»Tag et ekstremt eksempel som pornoindustrien. Denne industri har måske den største betydning for pressefriheden i Kina. Den nedbryder virkelig censuren og kontrollen. Er det, fordi den tror på ytringsfrihed? Det tvivler jeg på. Men jagten på profit fremmer ofte demokratiet.«
Et andet eksempel er erhvervslivets krav om gennemsigtighed og aflivning af den korruption, som Kommunistpartiet selv erkender, er et kæmpe problem. Men erhvervslivet kan gøre mere, understreger Wuer Kaixi. Kina modtager årligt udenlandske investeringer for over 60 milliarder dollar, og de udenlandske selskaber og handelsrepræsentationer bør bruge deres magt, når styret slår ned på Tibets munke, eller menneskeretsforkæmpere fængsles.
»Jeg siger ikke, at det er jeres pligt at reagere. Det er vores pligt. Men jeg appellerer til jeres samvittighed. Når I har overskuddet, så brug det også på menneskerettigheder. Fortæl kineserne, at venner fortæller hinanden sandheder. Lad være med at sige: ‘Det er Kina, der er alligevel ikke noget, vi kan gøre’. Der er altid noget, I kan gøre.«
Selv er den tidligere studenterleder lukket, når spørgsmålet går på hans egen virksomheds investeringer i Kina. Navnet på selskabet må vi ikke nævne – det er ikke ubetinget godt for forretningen at have en ’89er om bord.
I Folkets Store Hal ved Tiananmen er sofastolene, hvor Wuer Kaixi udfordrede Li Peng, tomme. Ingen har siden den majdag i 1989 hævet stemmen mod landets ledere her. Men Wuer er sikker på, at Tiananmen-opstanden i sidste ende vil føre til store forandringer:
»Det kinesiske folk oplevede, hvor vidunderligt det er at sige, hvad de føler. Når man først har smagt friheden, vil man aldrig give den fra sig igen.«

Arbejderen
Tiananmen 1989: da den 25-årige sporarbejder Han Dongfang står over for menneskehavet af arbejdere, føler han sig usikker. De studerende og de intellektuelle har så smukke beskrivelser af, hvad demokrati er. Sporarbejderen, der netop har dannet Kinas første uafhængige fagforening, bruger helt andre ord: bedre løn for arbejderne, bonusser og arbejdsmiljø. Efter at Kommunistpartiet har vasket blodet væk fra Tiananmens fliser, beslutter Han Dongfang sig for at cykle gennem sit land for at lære om bøndernes liv. Sporarbejderen opdager pludselig, at hans ansigt hænger på lygtepælene. Han er eftersøgt.
Den nu 44-årige Han Dongfang er på vej hjem med færgen, der sejler fra Hong Kong til den lille ø Lamma, hvor han lever i eksil med sine tre børn. Selv om sporarbejderen var sikker på, at han ville blive henrettet efter opstanden i 1989, valgte han alligevel at melde sig selv.
»Jeg havde sagt til arbejderne, at vi intet ulovligt gjorde, og at vi derfor aldrig skulle flygte. Jeg havde valget mellem at bryde dette løfte eller at opgive mit fysiske liv,« siger Han Dongfang.
Han slap med 22 måneders fængsel. Da han blev alvorligt syg af tuberkulose, blev han løsladt og rejste til USA for at få behandling. Kineserne lukkede ham aldrig ind igen. I stedet bosatte han sig i Hong Kong, hvorfra han i dag leder China Labour Bulletin – en organisation, der kæmper for kinesiske arbejderes rettigheder. Han Dongfang mener, at de seneste årtiers økonomiske mirakel – Deng Xiaopings kontrakt med folket – har skabt en så stor ulighed i det kinesiske samfund, at det kan ende med en eksplosion:
»Hvis man ser på mennesket som et dyr, har de fleste måske draget fordel af udviklingen. Folk har fået tv og mere mad på bordet. Men social uro kommer ikke af fattigdom, det kommer af den ulykkelighed, som ulighed skaber,« siger Han Dongfang.
Ifølge Asian Development Bank, har Kina den næstdybeste kløft mellem rig og fattig blandt bankens medlemslande, kun overgået af ny-maoistiske Nepal. Og uligheden vokser, blandt andet fordi byerne har vundet langt mere på industrialiseringen end landområderne. Men det er ikke kun bønderne, der er utilfredse. Arbejdere i byerne er også ramt.
Deng Xiaoping nedsmeltede »risskålen af jern« – statens forpligtelse til at forsørge den enkelte kineser hele livet – og satte dermed 50 millioner tidligere statsansatte på gaden. Uligheden mærkes også hos de omkring 150 millioner migrantarbejdere, som ofte udnyttes og underbetales. Selv i Beijings byggeboom frem mod OL, har Human Rights Watch dokumenteret, at migranterne i nogle tilfælde slet ikke får løn.
Kommunistpartiet erkender problemet med uligheden, og præsident Hu Jintao har sat udviklingen af »det harmoniske samfund« øverst på dagsordenen. Og der er sket forbedringer. Landbrugsskatten er afskaffet, og en ny arbejdslov gør det sværere at fyre ansatte, skaber mulighed for kollektive lønforhandlinger og forbedrer migranternes retsstilling.
Men Han Dongfang har oplevet for mange skruppelløse arbejdsgivere til at tro på Wuer Kaixis argument om erhvervslivet som bannerfører for demokratiet:
»Hvis en arbejder får skåret sine fingre af i en maskine, vil chefen typisk bebrejde ham, at produktionen gik i stå. Arbejderen skal være taknemmelig for, at han bliver fyret, men slipper for at betale erstatning til firmaet.«
Den tidligere sporarbejder mener, at løsningen er at oplyse arbejderne, skabe uafhængige fagforeninger og trække krænkerne i retten. I fjor støttede China Labour Bulletin 200 arbejdere med juridisk hjælp og vandt 90 procent af sagerne.
Ivrig efter at få sine pointer frem, læner Han Dongfang sig frem i plasticstolen på færgedækket. Han ligner stadig den unge agitator fra Tiananmen: høj, veltrænet, med langt, krøllet hår og et insisterende blik. Hvor nogle af aktivisterne fra ’89 måske føler, at de har gjort deres, virker den tidligere sporarbejder som en mand, der først lige er begyndt. Han Dongfang mener, der skete noget afgørende, da Folkets Befrielseshær mejede sit eget folk ned i ’89: kineserne mistede troen på Kommunistpartiet. Og mens de lokale partiledere venter på, at systemet kollapser, stikker de folkets penge i egen lomme, køber luksusvillaer i USA og sikrer deres børn rigdom resten af livet. Når arbejderne ser dette røveri, retter de vreden mod centralregeringen, mener Han Dongfang.
»Kommunistlederne hader disse korrupte mennesker, fordi de underminerer deres magt, men samtidig er lederne afhængige af dem, for de stoler heller ikke på folket.«
Befolkningens vrede mod regeringen manifesterer sig blandt andet ved de op mod 100.000 årlige lokale protester mod skatter, korruption, forurening og tvangsforflyttelser. Han Dongfang mener, at utilfredsheden er så massiv, at regimet risikerer at falde inden for de næste fem år:
»Vreden var langt mindre i 1989 i forhold til i dag. Der er grænser for, hvor meget folk vil finde sig i at blive udnyttet.«
Han bliver nærmest aggressiv, når nogen påstår, at OL vil skabe forandringer. Ifølge China Labour Bulletins beregninger koster investeringerne i stadions og sikkerhed det samme, som det koster at uddanne to generationer af kinesere: »Hvordan skal et tre-ugers cocktail party ændre noget fundamentalt for 1,3 milliarder mennesker? OL stjæler vores børns uddannelse. Jeg skal ikke se et eneste minut af det!«
Når Han Dongfang tænker tilbage på det, den unge sporarbejder sagde på Tiananmen, føler han sig ikke længere mindre værd end de intellektuelle. For ham handler demokrati stadig om at forbedre arbejdernes kår. Men som Wuer Kaixi ønsker Han Dongfang ikke en eksplosion, fordi det betyder, at mange mennesker vil dø. Dengang på Tiananmen så sporarbejderen drømme flyve rundt i luften uden vinger. Han frygter, at det kan ske igen. For sådan nogle smadrer altid mod jorden.

Den intellektuelle
Tiananmen 1989: Liu Xiaobo haster hjem fra University of Columbia i New York for at gå ind i kampen på Tiananmen.
»Hvis vi ikke slutter os til de studerende og møder den samme fare som de, har vi ingen ret til at tale,« siger Liu Xiaobo. Underviseren ønsker at gøre op med klassesamfundet og de intellektuelles kujoneri. Sammen med tre andre aktivister begynder han en sultestrejke, der genopliver opstanden. Mens soldaterne rykker nærmere, opdager Liu Xiaobo, at en studerende holder en halvautomatisk riffel. Liu smadrer den mod Monumentet for Folkets Helte. Først tror de studerende ikke på, at soldaterne skyder med skarpt. Så ser de deres kammeraters blod flyde fra bryst og hoved. »Hvis hær er I?« råber de til Folkets Hær.
Den nu 52-årige Liu Xiaobo har et blidt, nærmest saligt udtryk. Med hans store briller og høje pande minder han om tibetanernes leder Dalai Lama. Han er i dag formand for kinesisk PEN og forsvarer forfatteres, journalisters og redaktørers ytringsfrihed. Det er vanskeligt at interviewe menneskeretsforkæmpere i Beijing så tæt på OL. Da vi mødte medstifteren af det ulovlige China Democracy Party, Gao Hongming, måtte interviewet afbrydes, da Hongming overhørte nogen ringe efter politiet.
Siden 1989 har Liu Xiaobo været anholdt gentagne gange for sin kritik af Kommunistpartiet. I 1996 blev han dømt til tre års ophold i arbejdslejr. PEN-formanden siger, at grebet om systemkritikere og presse er strammet, siden Kina fik OL-værtskabet tildelt i 2001 – trods løfter om det modsatte. F.eks. blev aktivisten Hu Jia, der er kendt for sin kamp for miljø og hiv-smittede, i april idømt tre et halvt års fængsel. Og i februar fik freelancejournalist Lü Gengsong fire års fængsel for at have skrevet om korruption. Dertil kommer, at negative historier om OL, såsom tvangsforflyttelse af borgere, korruption eller boykot, er bandlyst. OL i Beijing slutter sig dermed til rækken af begivenheder i Kinas historie, der er »urørlige«. Ligesom Kulturrevolutionen. Og 4. juni 1989.
Nogle journalister rører dem alligevel. Som for eksempel Shi Tao, der op til 15-årsdagen for massakren på Tiananmen modtog en ordre fra Kommunistpartiet om ikke at skrive et eneste ord. Den besked sendte han videre til udenlandske medier og blev idømt ti års fængsel.
»Lovgivningen om, hvad man må skrive, er meget mudret. Derfor er der aldrig nogen, som præcis ved, hvornår de går over stregen. På den måde kan myndighederne skride ind når som helst,« forklarer Liu Xiaobo, der selv blev fyret fra Beijing Normal University efter sin sultestrejke og aldrig har fået lov at undervise siden. Der er hele tiden nye journalister, der forsøger at flytte grænsen for ytringsfrihed, siger Liu Xiaobo, og selv om styret i fjor blokerede hele 2500 hjemmesider og debatfora, så er internettet blevet et medie, der er umuligt fuldstændig at kontrollere.
Men der sker også noget andet interessant, mener Liu. Paradoksalt nok er stærkt regeringskontrollerede og konservative aviser begyndt at bringe indlæg, der diskuterer demokrati. Beijing Daily bragte i oktober 2006 et essay af det højtstående partimedlem Yu Keping under overskriften »Demokrati er godt«. Og sidste år skrev den 85-årige kommunistveteran og leder fra Folkets Universitet, Xie Tao, at kun demokratisk socialisme efter skandinavisk model kan redde Kina. Det er tegn på, at der findes en reformfløj, mener ’89eren Liu Xiaobo.
Men spørgsmålet er, hvor stærk opbakning fløjen har for eksempel hos nutidens unge. Liu Xiaobo erkender, at der er stor forskel på hans studerende i 89′ og de unge, der læser på universitetet i dag:
»I 1980erne havde de unge selv oplevet det hårde liv under Mao Zedong. De havde meget at kæmpe for. I dag er de studerende enebørn, der har vundet på fremskridtet.«
Enebørnene er ofte meget optaget af at gøre karriere. De er måske de eneste til at forsørge familien og kan derfor ikke skeje ud. Men at de unge ikke indtager Tiananmen, betyder ikke, at de har fralagt sig demokratiske idealer, mener Liu.
Frem mod OL har regeringen dog haft held til at spille på antivestlige værdier og nationalisme. Det sås blandt andet i demonstrationer mod den franske supermarkedskæde Carrefour oven på begivenhederne i Paris, hvor Tibet-aktivister slukkede OL-faklen. Men Liu Xiaobo afviser, at følelserne stikker særlig dybt. Styret er i virkeligheden bange for, at demonstrationerne går for vidt, siger han.
»Man skal tænke på, at demonstrationer mod USA, Japan og Frankrig er de eneste protester, der er tilladt i Kina. Og der er jo ikke sådan, at folk går hjem og smider alle deres vestlige ting ud ad vinduet. Demonstrationerne er en slags ventil for alle mulige frustrationer. Lukker man for meget luft ud, kan det meget hurtigt vende sig mod regeringen.«
På Tiananmen kropsvisiterer politiet kinesiske turister, der vil ind på pladsen. Sikkerheden er skærpet frem mod OL, og der er ikke plads til flere protester på den 440.000 kvadratmeter store plads. »Kina har brug for mere tid,« som en ung kvindelig studerende udtrykker det.
Liu Xiaobo mener, at Kommunistpartiet er tvunget til at åbne op. For når den økonomiske vækst begynder at aftage, vil kravet om politiske reformer tiltage. Det kan begynde med små skridt: at give visse aviser og tv-stationer større frihed. At gøre plads til folkevalgte fra provinserne i kongressen. At fjerne den politiske kontrol over domstolene.
»Et direkte demokratisk valg vil være sidste skridt,« fastslår han.
Da Liu Xiaobo talte til masserne i 1989, følte han, at hans ord kunne afgøre landets skæbne. Nu sidder han i udkanten af Beijing og forsvarer retten til overhovedet at kunne sige noget.

OL 2008
På Tiananmen bliver den ældre mand forhørt bag politibilens tonede ruder. Mon han ender i Beijings Fængsel nr. 2, ligesom mange af de andre samvittighedsfanger? På lystavlen fortsætter nedtællingen til det »tre ugers cocktail-party«, som Han Dongfang kalder OL.
Lederne fra ’89 er uenige om, hvordan Vesten bør forholde sig til OL. En begivenhed, som Kommunistpartiet bruger til at genvinde den tillid hos folket, der led et alvorligt knæk efter mordene på studenterne i 1989.
Det mest radikale synspunkt fra ’89erne er, at Vesten ved at afvise en boykot har forspildt chancen for at skabe nye magtkampe i Kommunistpartiet – kampe som en reformfløj kunne vinde. Kritikere af den tanke siger, at en boykot blot vil få folket til at samle sig om partiet. Politikere og eksperter har længe talt for »det stille diplomati«, som den bedste løsning over for Kina.
Fra sit eksil i Taiwan appellerer Wuer Kaixi til, at Vesten ikke bare vælger den mest bekvemme løsning, men også tør ofre noget.
»Med sloganet om et gnidningsfrit OL føler den kinesiske regering, at den kan gøre lige, hvad den vil med kritikerne. Jeg appellerer til jer, der har set blodet. Til jer, der kan gøre en forskel: Det mindste, I kan gøre, er at boykotte åbningsceremonien og lægge pres på styret.«
Da Kaixi for nylig skulle forklare sin 13-årige søn, hvad mod er, sagde han:
»Mod er ikke at gøre noget uden at være bange. Det er at gøre noget, selv om man er bange.«