Efter stormen I

Dilemma. Hvordan hjælper man et folk, der lider under et brutalt regime, uden også at understøtte diktaturet? Weekendavisen er rejst til Burma et år efter, at cyklonen Nargis dræbte 140.000 mennesker.

Irrawaddy-deltaet. For et år siden var risbonden U Kyaw så udmagret, at hans ribben syntes at ville vokse ud af kroppen på ham, og hans blik så paralyseret, at man ikke var i tvivl om, at denne mand havde været i helvede.

I Irrawaddy-deltaet hed helvedet Nargis. Cyklonen bragte en syv meter høj bølge med sig, der skyllede 35 kilometer ind over land og efterlod et spor af død og ødelæggelse. Kyaw mistede to døtre og et barnebarn.

I tre dage sejlede han op og ned ad floden for at finde dem, og han gik kilometervis ind og ud mellem rismarkerne. Til sidst gav han op. Stanken af død havde taget over, der var ganske enkelt for mange lig. 140.000 døde, 2,4 millioner ramte og en flok paranoide generaler, som ikke ville lukke nødhjælpen ind.

Ét år efter katastrofen er Weekendavisen rejst tilbage til Irrawaddy-deltaet for at finde ud af, hvordan det er gået med U Kyaw og de hundredtusinder af mennesker, der siden har kæmpet for at komme på fode igen. Men også for at udforske, hvordan man hjælper et folk, der er kørt i sænk efter at have levet næsten fem årtier under et militærdiktatur, der synes at være ligeglad med sin egen befolknings ve og vel.

Frygten for at blive sat i bås med kyniske generaler betyder, at Burma før Nargis-katastrofen blot modtog 3 dollar i udviklingsbistand per indbygger, mens andre fattige lande i Sydøstasien som Cambodja og Laos fik henholdsvis 38 og 63 dollar. Eller tag en slyngelstat som Sudan, der henter 55 dollar per indbygger.

Nogle områder i Burma er så forarmede, at nødhjælpsarbejdere sammenligner situationen med nogle af de værste steder i Afrika. Og noget tyder på, at genopbygningen efter Nargis også lider under angsten for at involvere sig i diktaturet. For hvordan kan man hjælpe folket, uden at juntaen tager en bid af kagen eller misbruger det politisk? Og hvor meget skal man gå på kompromis med egne idealer for at nå en nødlidende befolkning?

En enestående chance

Da jeg i fjor nåede frem til det smadrede delta seks dage efter Nargis, var der endnu kun kommet sporadisk og helt utilstrækkelig hjælp. I landsbyerne langs Pyapon-floden levede U Kyaw og de andre bønder af våde ris, mens de ventede på, at mad og tøj skulle nå frem. Bøflerne var druknet, drikkevandshullerne fyldt med saltvand og bambushytterne jævnet med det røde grus. På en sønderrevet flodbred trådte en mand ud af rækken af tomme blikke og sagde det direkte:

»Hvis vi ikke får hjælp, så dør vi.«

Men hjælpen kunne ikke komme frem.

Af frygt for, at der blandt nødhjælpsarbejdere var spioner eller andre, der kunne true styret, holdt Burmas generaler grænsen lukket. Frankrig ønskede en militær intervention, som skulle sikre nødhjælpen, og ud for deltaet lagde amerikanske flådeskibe et vist pres på styret.

Efter nogen tøven kom FNs generalsekretær Ban Ki-moon og ASEAN, den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation, på banen, og den større tillid til nabolandene mindskede paranoiaen hos generalerne. Siden er der brugt 316 millioner dollar på nødhjælpen, en million mennesker har fået fødevarehjælp, over 900.000 er blevet tilset af sundhedspersonale og 90 procent af alle ofre har fået hjælp til midlertidige shelters.

Værre ser det ud med genopbygningen. Selv om ødelæggelserne efter Nargis kan sammenlignes med tsunamikatastrofen i Indonesiens Aceh-provins, har FN kun bedt om 690 millioner dollar til genopbygningen – en femtedel af de penge, det internationale samfund dengang hostede op med. Alligevel har donorer foreløbig kun givet tilsagn om 100 millioner dollar til burmeserne.

Ifølge chefen for FN-Habitat, David Evans, bor en halv million mennesker endnu i ekstremt skrøbelige sammenfletninger af plastic og bambuspinde, som næppe vil overleve monsunen, der sætter ind om få uger. »Får vi en slem storm, står vi i værste fald med 500.000 hjemløse,« siger han, da Weekendavisen møder ham i Rangoon.

Nogle peger på, at det altid er svært at få regeringer til at ryste op med dollarsedler, når først publicityen er ovre, og det kedelige genopbygningsarbejde skal i gang. Andre kæder det sammen med Vestens uvilje overfor at arbejde i landet.

»Den største udfordring i forhold til genopbygningen er, at der ikke er penge nok. Den næststørste er, at mange penge kommer med restriktioner for, hvad vi må bruge dem til. Vi kan ikke genopbygge en lægeklinik i en landsby med penge fra USA eller noget EU-land, fordi klinikken er en del af en statslig struktur, så vi må nøjes med at slå telte op. Det er brandslukning, ikke bæredygtige løsninger,« siger en centralt placeret kilde i en af de internationale udviklingsorganisationer, der arbejder i Burma. Udviklingsarbejderne kan for eksempel ikke træne det statslige sundhedspersonale eller placere et malarialaboratorium på et regeringshospital, hvor langt flere kunne få glæde af det.

»Vi har én donor, som ikke sætter restriktioner på hjælpen, og jeg plejer at drille de andre donorer med, at hver eneste dollar vi får fra den kant, er ti gange mere værd i et bæredygtigt perspektiv,« siger kilden, der til gengæld mener, at militærregimet – efter problemerne i begyndelsen – ikke har lagt store hindringer i vejen.

»Den burmesiske regering har på mange måder åbnet op, og det er en enestående chance for at arbejde under friere rammer, end vi nogensinde har gjort før.«


Skruer ned for kritikken

I fjor så jeg mennesker skubbe lig væk fra deres landsbyer med bambuskæppe. Nu står fiskerne igen og renser deres net, mens børn pjasker rundt i floden. I landsbyen Nauk Pyan Doe kommer U Kyaw gående med raske skridt. Vi sætter os for foden af den gigantiske guldfarvede Buddha, der for et år siden tronede over den knuste by. Under betelnødpalmerne er nye hytter skudt op, og nogle munke har doneret en skole af mursten.

Men mange indbyggere bor stadig i den slags shelters, David Evans talte om, og det plastic, U Kyaw har brugt som tag, er flænset af sol og vind. Risbonden er dybt forgældet. For at kunne købe ny såsæd og høstredskaber har han lånt 1200 dollar af en ven og 750 dollar af en lånehaj, der kræver seks procent i rente om måneden. Saltvand, snegle og krabber har siden ødelagt høsten, og derfor er gælden vokset til det dobbelte, og lånehajen har meldt ham til politiet.

U Kyaws trængsler illustrerer endnu et af de store problemer i Irrawaddy-deltaet – at genetablere folks levebrød.

Folkekirkens Nødhjælp støtter landmændene i deltaet, men det er ikke uden sværdslag at hjælpe folk som U Kyaw. Endnu har udviklingsorganisationen ikke fået en samarbejdsaftale med styret, og det betyder, at den må arbejde i et form for indforstået skjul, hvor styret godt ved, at danskerne er der, men hvor organisationen ikke reklamerer med logos eller kan oprette en bankkonto. I Folkekirkens Nødhjælp forventer man dog, at en samarbejdsaftale er på plads »meget snart«.

Men der er også andre ting på spil.

Før Nargis støttede Folkekirkens Nødhjælp især arbejdet i flygtningelejrene ved grænsen til Thailand og var kendt som en hård kritiker af regimets brutale fremfærd i Karen-staten, hvor titusinder er på flugt fra hærens forfølgelser og kampe mod oprørsstyrker. Programkoordinator Susanne Kempel siger, at tilstedeværelsen inde i Burma nu gør, at man er mindre »skinger« i sin kritik. Men er der tale om, at udviklingsorganisationer ser gennem fingre med menneskeretskrænkelser for at kunne yde bistand til de nødlidende – og er det i så fald rigtigt at gøre?

»Det er også en menneskeret at få vand og mad, så det handler om at opveje tingene,« mener Susanne Kempel.

Dilemmaet gælder også for Nargis-arbejdet.

I marts offentliggjorde en sammenslutning af eksilburmesiske grupper kaldet Emergency Assistance Group (EAT) en kritisk rapport om arbejdet efter cyklonen. EAT havde selv lavet nødhjælpsarbejde, og rapporten fortalte om omfattende konfiskationer af nødhjælp, diskrimination og brug af børn til tvangsarbejde. 20 burmesere sidder fortsat fængslet for at have hjulpet med nødhjælp. EAT opfordrede til et stop for den internationale hjælp, indtil der var klarhed over situationen.

I en sjældent set udmelding reagerede Folkekirkens Nødhjælp og en række andre udviklingsorganisationer ved at afvise de mange problemer – og derved utilsigtet komme juntaen til undsætning.

Susanne Kempel mener, at rapporten tegner et forkert billede af, hvorvidt hjælpen har nået de rigtige mennesker.

»Når en del donorer er usikre på, om pengene bliver brugt rigtigt, og de samtidig er under pres fra parlamenter og lobbygrupper i deres lande, så har vi også et større ansvar for at informere om, at det faktisk godt kan lade sig gøre at hjælpe.«

- Man kunne også få den tanke, at I holder igen med kritikken af styret for at kunne arbejde i landet?

»Vi vil ikke bare give et rosenrødt billede af, hvad der foregår. Ifølge rapporten havde styret konfiskeret en masse nødhjælp og lagt hindringer i vejen, og det er delvis korrekt, hvad den første måned angår, men siden har der været meget få problemer.«

- Hvad ville få jer til at sige »det her kan vi ikke være med til«?

»At vores nødhjælp bliver konfiskeret, eller at lokale myndigheder bestemmer, hvem der kan få hjælp. Oplever vi, at vores hjælp leder til værre problemer, så er grænsen også nået. I et af de områder, vi arbejder i, er der en organisation, som bygger små huse. Det har medført, at en del mennesker er blevet flyttet til andre landsbyer, uden at de ønskede det – altså en slags tvangsforflyttelse. Sådan noget vil vi overhovedet ikke indgå i.«

Mere intelligent bistand

En af de tydeligste konsekvenser af knap fem årtiers militærdiktatur er burmesernes sundhedstilstand. Juntaen bruger omkring en dollar om året på sundhed per borger, mens over halvdelen af statens budget går til militæret. WHO har tidligere udråbt landets sundhedssystem til at være verdens næstdårligste, kun overgået af krigshærgede Sierra Leone. Hvert tredje burmesiske barn er underernæret, tuberkulose og malaria er udbredt, og mens nabolandene har fået inddæmmet HIV-faren, truer en epidemi i Burma. I november anklagede Læger Uden Grænser både juntaen og det internationale samfund for at ignorere problemet.

Dansk Røde Kors har sat ind med HIV-forebyggelse i de svært tilgængelige jademine-områder. Generalsekretær Anders Ladekarl mener, at det sker uden at gå for meget på kompromis med egen bistandsetik.

»Det er mere risikofyldt end normalt at arbejde i Burma, og derfor handler det om at gøre det intelligent. Der findes civilsamfundsstrukturer i landet, som kan lave egne aktiviteter, men det er ikke uden kontrol fra styret eller med fri adgang alle steder, og derfor er vi nødt til at gå mere på kompromis, end vi normalt gør. Men så længe vi har rimeligt styr på, hvad pengene bliver brugt til, er vi villige til at indgå det kompromis, fordi problemerne er så store i landet,« siger Anders Ladekarl.

Han mener, det er muligt at øge bistanden »væsentligt« fra de tre dollar årligt per indbygger – uden at juntaen bestemmer over pengene.

Tænketanken International Crisis Group opfordrede for nylig Vesten til at gøre op med restriktionerne på bistanden.

»20 års bistandsrestriktioner – som betyder, at Myanmar (Burma, red.) modtager 20 gange så lidt hjælp per indbygger som andre underudviklede lande – har svækket, ikke styrket, de kræfter, der arbejder for forandring,« konkluderede International Crisis Group.

Noget tyder på, at der langsomt er ved at ske noget.

Både den britiske regering og EU har på trods af fortsatte sanktioner forstærket bistandsindsatsen, og Danmark er også fulgt med. Oven i de 78 millioner kr., som sidste år blev bevilget til Nargis-ofrene, har udviklingsminister Ulla Tørnæs afsat 165 millioner kr., som over tre år skal bruges på landbrug, uddannelse, sundhed og menneskerettigheder.

Til gengæld har Obama-regeringen netop forlænget sanktionerne. Det sker som følge af, at oppositionsleder Aung San Suu Kyi er blevet fængslet og anklaget for at have brudt reglerne for sin husarrest, efter at en amerikaner svømmede over en sø og hen til hendes hus. Frihedsheltinden, der vandt en jordskredssejr i 1990, men aldrig har fået magten, risikerer nu fem års fængsel.

»Dilemmaet i Burma er,« mener Ulla Tørnæs, »at der er et styre, som vi ikke vil samarbejde med, men hvis vi ikke er til stede, får befolkningen det endnu værre. Vi ønsker at støtte den nødlidende befolkning, men vi må samtidig sikre os, at danske bistandskroner ikke ender i lommerne på juntaen.«

Juntaens kispus-lege

Men når det er muligt at hjælpe folket direkte, hvorfor skal Burmas undertrykte befolkning så være blandt dem, der modtager mindst bistand i verden?

De diplomater og bistandsfolk i Rangoon, Weekendavisen taler med, siger, at det er de internationale lobbygrupper, der blokerer for, at der for alvor åbnes op for udviklingsbistanden. Særligt Burma-komiteerne er kendt for at stå hårdt på sanktioner og boykot af for eksempel turisme.

Anette Berentzen, generalsekretær i Den Danske Burma Komité, siger, at komiteen ikke har noget imod det danske humanitære engagement i landet. Men hun advarer mod at åbne op for bistand i stor stil.

Hun har netop været i flygtningelejrene i grænseområdet mellem Thailand og Burma, og her giver de etniske mindretalsgrupper udtryk for, at de internationale udviklingsorganisationer ikke når frem til deres områder. Nogle områder er ramt af sult, andre af hærens forfølgelser og kampe mod oprørsstyrker.

»Det, de oplever i Nargis-områderne, er vand i forhold til, hvad folk oplever i etniske mindretals-områder,« mener Anette Berentzen.

- Men er det ikke bedre at hjælpe nogle end slet ikke at hjælpe?

»Burma har behov for verdens opmærksomhed og støtte, men vi er nødt til at have en bistand, der kan fungere på bistandens præmisser og ikke på regimets. Som det er nu, bestemmer styret, hvilke organisationer der kommer ind, hvor de må rejse hen, og hvem de må snakke med. Af frygt for repressalier tør de lokale ikke fortælle, hvad deres reelle behov er. Det kan ikke lade sig gøre at lave egentlig udviklingsbistand,« mener Anette Berentzen.

- Burmeserne lever i et kontrollerende og undertrykkende regime – er det ikke at straffe dem dobbelt at begrænse bistanden?

»Nej, det havde det derimod været at afvise humanitær bistand, for eksempel i forbindelse med Nargis, og det gør vi ikke. Men når vi oplever, at bistanden bliver politiseret og ikke når dem, den skal, så må vi sige fra. Hvor mange danskere er for eksempel klar over, at der sidder folk fængslet, fordi de har hjulpet lokalbefolkningen efter Nargis?« spørger Anette Berentzen.

Generalsekretæren siger, at Den Danske Burmakomités holdninger bygger på inputs fra faglige grupper, aktivister og studerende inde i landet, men nogle kritiserer Burma-komiteen for at lytte mere til politiske dissidenter end til folket.


Verdens øjne og ører

Juntaens kispus-lege har fået flere organisationer til at bakke ud af landet. I 2006 forlod den franske afdeling af Læger Uden Grænser Burma, fordi de ikke kunne få lov at arbejde frit i stater befolket af etniske mindretal, hvor hæren brændte landsbyer og tvangsforflyttede beboerne. Året før stoppede Internationalt Røde Kors sine fængselsbesøg, fordi organisationen ikke kunne tale med fangerne, uden at styret lyttede med. Og bortset fra i Nargis-områderne tager det fortsat »hvide« udviklingsarbejdere fire-seks uger at få tilladelse til at besøge egne projekter, ligesom der altid er en risiko for, at der kommer en »overfrakke« med fra styret.

Men Dansk Røde Kors fastholder, at det er muligt at lave udviklingsbistand på en forsvarlig måde. Generalsekretær Anders Ladekarl advarer mod at tage befolkningen som gidsler i et politisk spil.

»Det nemmeste i verden er selvfølgelig at råbe ‘boykot’. Det giver god politisk moral, men det hjælper ikke det folk, der er undertrykt. Hvis du har en international tilstedeværelse i Burma, har du også en bedre mulighed for at vise, hvilke problemer der er og fortælle, hvilke konsekvenser styret har for sin egen befolkning,« siger han.

I nogle tilfælde er udviklingsorganisationer med til at lægge låg på utilfredsheden snarere end at få den frem i lyset.

Ifølge Weekendavisens oplysninger har mindst én international udviklingsorganisation forbudt sine burmesiske ansatte at deltage i de nylige demonstrationer under retssagen mod Aung San Suu Kyi. Forbuddet mod at demonstrere skete af frygt for, at organisationens aktiviteter ville blive lukket ned. Samme dilemma gav under munkeopstanden i 2007 heftige interne diskussioner i FN, men det endte med, at de ansatte fik lov at deltage som privatpersoner.

Det er svært at vide, hvad Aung San Suu Kyi mener om de forskellige sanktioner over for Burma. Suu Kyi har siddet i husarrest sammenlagt 13 år og befinder sig lige nu i det berygtede Insein-fængsel. Hun har dog tidligere talt for økonomiske sanktioner og boykot af turisme.

Da jeg i Rangoon i hemmelighed mødes med et yngre medlem af oppositionspartiet NLD, siger hun modsat, at turisterne er vigtige for Burma, fordi »de er verdens øjne og ører«. På spørgsmålet om udviklingsbistanden svarer hun mere vagt: »I skal hjælpe, så meget I kan, så længe I kan sikre, at hjælpen når folket.«