Nargis 1: “Vi bliver ladt i stikken af generalerne”

Øjenvidne: I Myanmar vokser vreden mod juntaen, der lader sin befolkning i stikken. Rapport fra et af verdens mest lukkede lande efter cyklon-katastrofen, som har  kostet op mod 100.000 mennesker livet. Trøstesløsheden for almindelige mennesker rammer én som et chok. Hjælpearbejdet obstrueres.
Bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Yangon. Allerede da vi kører fra lufthavnen i Myanmars (Burma) hovedstad, kommer det første varsel: Et kæmpe billboard af jern er krøllet sammen og maltrakteret af cyklonen Nargis.

Så dukker træerne op, flækkede eller revet op med rode, ligesom el-masterne, som vindstød har fjernet fra fundamentet med en snuptag. Nedrevne el-ledninger fletter sig sammen med trærødder, hvis stammer har lagt sig oven på sønderkvaste huse. Soldater i grønne uniformer fejer grene sammen, saver og stabler.

Det ville være nydeligt arbejde, hvis det ikke var, fordi over 65.000 burmesere er konstateret dræbt eller savnet, og op mod én million mennesker er blevet hjemløse og endnu ikke har fået hjælp.

Men hovedvejen skal være pæn og nogenlunde ryddelig. Den skal ryddes. Militærjuntaen i et af de mest lukkede lande i verden gør sit yderste for at bevare facaden trods katastrofen.

Regimets foragt for sin egen befolkning og dets paranoia over for enhver udenlandsk nødhjælpsarbejder gør lige nu situationen desperat i Myanmars sydlige del omkring Irrawaddy-deltaet.

Her er hele landsbyer revet væk af den flodbølge, der fulgte i kølvandet på cyklonen Nargis, da den ramte kystområderne søndag. Nogle samfund er tæt på at være helt udslettet: På Haing Gye-øen anslår nødhjælpsorganisationer, at 3.000 ud af øens 4.000 indbyggere er omkommet.

Nødhjælpen blokeres

Nødhjælpen lader vente på sig, og sådan er det også i slumkvartererne i hovedstaden Yangon (Rangoon).

»Det lød, som om et kæmpestort tog kom dundrende. Jeg forsøgte at holde bambusvæggen på plads, men til sidst faldt huset ned over os, og vi styrtede ned i vandet. Hele landsbyen flygtede over i templet,« fortæller 25-årige Myint til Jyllands-Posten.

Hun står med sin mor foran familiens bambushytte, der er sunket sammen i mudderet.

I katastrofeområderne er manglen på rent vand, medicin og basale fødevarer som ris mest påtrængende. I forvejen er de fattige burmesere en hårdt prøvet befolkning. De lever under et regime, som bruger over halvdelen af sine penge på militæret, der derfor er fordoblet i styrke de seneste 20 år.

Juntaen undertrykker

Og de bor i et diktatur, som samtidig sylter uddannelse, velfærd og sundhed. Hvert tredje barn er underernæret, og WHO har udråbt Myanmars sundhedssystem til verdens næstdårligste. Befolkningen har en voldsom overdødelighed på grund af helt banale sygdomme.

25-årige Myints far døde nu ikke af en sygdom, men ved en drukneulykke. For fire år siden forsøgte han at redde et barn fra at drukne i Hlaing-floden, som strømmer nær familiens hjem. Det gik galt.

Mor og datter må nu klare sig selv og har lånt 500 kr. af venner og naboer til at bygge en ny hytte. Men det bliver en hård kamp at betale dem tilbage, for de to kvinder lever af at sælge fisk og tjener kun 10 kr. om dagen.

Beboerne i slumbebyggelserne er dog forsigtige med at sige noget kritisk om juntaen, der har for vane at slå hårdt ned på al modstand eller bare kritik.

Men det betyder ikke, at vreden ikke findes, siger en midaldrende taxichauffør, der ikke ønsker sit navn frem.

»Vreden er stor nu. Regeringen hjælper ingen af ofrene. Men det værste er, at den ikke evakuerede folk før katastrofen, selv om den var blevet advaret. Vi spørger os selv hvorfor« siger manden med henvisning til, at både Thailand og Indien advarede regimet om faren ved cyklonen.

Slumområder hårdt ramt

Nogle slumområder i Yangon er meget hårdt ramt. 80-90 pct. af husene er ødelagt. Menneskene sover under plasticpresenninger, i templer, på skoler eller i kirker. Det er et trøstesløst syn, som møder én.

Vi passerer en tre-etagers skole, hvor der bor flere hundrede ofre for cyklonen, men der er lige nu fyldt med militærfolk, så vi kører videre. Efter sigende er regeringen nu begyndt at smide de hjemløse ud af skolerne igen.

Ud over ris er andre dagligvarer også eksploderet i pris – f.eks benzin, der er blevet dobbelt så dyr på få dage.
Taxichaufføren måtte holde i kø kl. 3 om morgenen for at få tanket op til arbejdsdagen.

Det var netop en voldsom prisstigning i benzinpriserne, der i efteråret udløste de største demonstrationer mod juntaen i to årtier, da hundredtusinder af buddhistiske munke, politiske aktivister og almindelige borgere krævede forandringer og rystede regimet i dets grundvold.

Opstanden endte dog med, at hæren skød ind i flokken af demonstranter og tæskede munkene i et forløb over flere døgn. Ifølge FN’s undersøgelser blev mindst 38 mennesker dræbt i disse uroligheder.

Desperation

I Myanmar verserer der under den igangværende katastrofesituation forlydender om plyndringer af statens rislagre, og om mennesker, der er så desperate, at de vil slå hinanden ihjel for mad.

Men der er foreløbig intet, der tyder på at, Nargis-katastrofen vil føre til en ny opstand.

»Folk er ganske enkelt for bange. Ingen ved, hvad militæret kan finde på,« siger en Yangon-borger.

Han sidder på en skammel i et tehus og læser et eksemplar af regeringsavisen Daily Mirror. Dagens hovedhistorie er, at Nargis var en katastrofe, der ikke kunne undgås.

Manden smiler, ligesom de fleste i Yangon smiler, når de bliver spurgt om, hvordan de vil stemme til den kommende folkeafstemning om en ny forfatningstraktat: Overbærende og indforstået.

Afstemningen er udskudt i katastrofeområderne, men lørdag skal resten af landet stemme om den forfatning, der ifølge generalerne skal gøre Myanmar demokratisk i 2010.

Reelt er forfatningen dog konstrueret sådan, at juntaen kan fortsætte med at sidde på magten, bl.a. fordi en afgørende del af parlamentssæderne på forhånd er reserveret militæret.

»Selv om jeg vil stemme nej, så ved jeg ikke, om jeg tør,« siger manden i te-huset.

Ingen forventer, at afstemningen vil være 100 pct. anonym, og Myanmars befolkning er skræmt.

I ly under plastic

Men burmeserne er også et folk, der i højere grad har lært at klare sig selv, når regimet svigter, som det sker nu. I slumområderne er mange beboere begyndt at bygge nye huse af egen kraft.

Under en blå plasticpresenning sidder den 71-årige Hta med sine to børnebørn. Da cyklonen forvandlede hendes hus til det, der nu ligner en bunke kviste, krøb hun ind bag vandbrønden af cement. Der lå hun og børnebørnene resten af natten med en paraply som et alt for utilstrækkeligt dække.

Familien havde hørt om cyklonen i radioen, men vidste ikke, hvor voldsom den kunne være.

»Hjælp os,« råbte Hta til de to Buddha-statuer i teak, da bambusvæggene ruskede. I dag sover hun og børnene nærmest i det fri, kun dækket af lidt plastic.

Men naboerne er i fuld gang med at bygge et nyt hus til den ældre dame. Huset bliver dog ikke lige så stort som det gamle. De tørrede palmeblade, der skal bruges til at lave tag af, er også steget i pris.

Imens bliver situationen mere og mere desperat i deltaområdet, hvor langt de fleste mennesker er blevet dræbt. Men næsten ingen nødhjælp er nået ud, fordi militæret spærrer vejen og trække visum-udstedelserne i langdrag af frygt for at få for mange udenlandske nødhjælpsarbejdere og diplomater ind.

»I nogle områder er stort set hvert eneste hus ramt. Alt er ødelagt, og folk er desperate,« siger danskeren Eva Pineda Hansen, der er udsendt for Folkekirkens Nødhjælp.

Nødhjælpsorganisationen har været i deltaet for at se på skaderne og dele medicin og madforsyninger ud.

Skråt over for 71-årige Hta’s plasticdække sidder en mand med to svin i bur.

»Jeg venter på, at de bliver fedet op, så jeg kan sælge dem og bygge et nyt hus,« siger han, velvidende at i Myanmar kræver livet tålmodighed.