Nargis 3: Titusinder på flugt i Myanmar

Flugt fra vandet: Manglen på mad og drikkevand har fået titusinder af ofre for cyklonen til at flygte ind mod byerne, hvor presset på skoler, templer og kirker vokser. Det kan vare et helt år, før flygtningene kan vende hjem. Bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Irrawaddy-deltaet. 47-årige Lwin presser begge hænder mod brystet, som prøver hun at holde sammen på en krop, der hvert øjeblik kan gå i opløsning af desperation.

Cyklonen Nargis, der ramte Myanmars sydlige Irrawaddy-delta for 10 dage siden, flåede hendes tre sønner på 9, 12 og 14 år af den palme, de omklamrede.

Nu leder hun på ottende dag efter drengene.

Sammen med titusinder af andre ofre for cyklonen, er Lwin sejlet nordpå og ud af deltaet. I byen Myaungmya sover flygtningene nu på cementgulve i skoler, kirker og templer.

»Jeg vil finde mine drenge,« siger Lwin, mens hun stirrer tomt mod tre siddende buddhaer. Det er næsten ikke til at høre overbevisningen i hendes stemme.

Deltaet syd for Myaungmya blev ramt hårdt af Nargis. Det siges, at bølgen her var en meter højere end andre steder. Hele landsbyer blev trukket i havet og slettet fra landkortet. Stort set intet er tilbage.

I Myaungmya er der ikke bare mødre, der leder efter sønner, men også børn, der leder efter forældre. Enkelte mirakler er her også.

Som 29-årige Kyaw, hvis kone og to børn overlevede stormen.

Han står foran skolen i Myaungmya, hvor omkring 500 ofre for cyklonen bor i en af regeringens lejre.

»Vi holdt fast i hinanden og løb alt, hvad vi kunne mod templet,« fortæller Kyaw. Sådan er det generelt: De fleste overlevere gemte sig bag Buddhas mure, som er langt stærkere end væggen på en bambushytte.

»Indtil hæren kom og hentede os for tre dage siden levede vi af kokosnødder,« siger Kyaw.

Junta lukker lejre

Juntaen tillader ingen udenlandske nødhjælpsarbejdere at komme tæt på lejre i Myaungmya eller andre steder, og i det hele taget ønsker styret ikke, at udlændinge blander sig i katastrofen. FN har kun fået en femtedel af det mad ind, der er nødvendigt, og hjælpen til flygtningene foregår halvt i det skjulte.

Folkekirkens Nødhjælps partnere i Myanmar har selv oprettet 21 flygtningelejre, som huser 104.000 mennesker. Men lejrene chikaneres af myndighederne, og det er usikkert, om de får lov at fortsætte.

»Vi må skjule den mad og medicin, vi bringer ind i lejrene, og der er konstant fare for, at lejrene bliver lukket,« siger Nødhjælpens udsendte i Myanmar , Eva Pineda Hansen.

Regeringen lukker lejre

To lejre er allerede blevet lukket af regeringen, fortæller hun.

Andre flygtninge bliver afvist ved regeringslejrene og får besked på , at de skal rejse hjem, selv om det er et sted, der ikke længere findes.

Juntaen erklærede på et stort iscenesat møde forleden, at den har alt under kontrol, og at alle, der har brug for hjælp også får det.

Blandt nødhjælpsorganisationerne er der frygt for, at generalernes løgne og nøl betyder, at det kan tage et helt år, før landsbyerne er genopbygget.

Det kunne gøres langt hurtigere; de kirkelige organisationer alene satser på at genopbygge huse og etablere vandforsyning til de 104.000 flygtninge inden for tre måneder.

Lykkes det ikke at holde juntaen fast på genopbygningen, risikerer særligt de etniske minoriteter at ende som internt fordrevne. I forvejen lever over 500.000 stammefolk på flugt fra en regering, der har myrdet og jagtet dem i årtier, og udnyttet dem til tvangsarbejde i junglen.

Konflikten med karenerne, har gennem årene sendt flere hundredetusinde flygtninge over grænsen til Thailand, men nabolandet har nu lukket grænsen.

Myanmar må klare sine egne problemer.

Ingen adgang til lejrene

I Myaungmya er der omkring 20.000 flygtninge i juntaens lejre, men der er stort set ingen der ved, hvordan forholdene for flygtningene er her. Alle nægtes adgang.

Da vi kørte ad den hullede grusvej mellem rismarkerne på vej mod Myaungmya, trak min chauffør pludselig ind til siden.

Han steg ud og rev resolut klistermærkerne med taxa-selskabets firmanavn af. At transportere udenlandske journalister rundt i Myanmar er forbundet med en vis risiko, og det ved chaufføren. Han vil ikke kunne spores.

Da vi når skolen med de mange flygtninge, passerer jeg først en soldat i grøn uniform, der er så lav i rang, at han ikke tør sige noget, men bare smiler usikkert.

I klasselokalerne er familier samlet i små klynger, nogle steder er kvinder og børn adskilt fra mændene.

De fleste sidder tavse i skrædderstilling eller ligger sammenkrøbet på et stykke plastic og stirrer ud i luften. På tavlen er der kridtskrift fra de seneste skoletimer – snart slutter ferien og klasselokalerne skal bruges igen.

Efter få minutter har lederen af flygtningecentret fundet ud af, at jeg er der, og beder mig med et bestemt vink med armen om at forsvinde. Denne situation gentager sig i andre centre – efter nogle minutter bliver jeg bortvist.

På gaden møder jeg en engelsklærer, der på eget initiativ hjælper flygtningene med mad.


Lægerne stak af

»Der er ingen bønner, løg eller madolie i lejrene, kun ris. Flygtningene kan ikke få lægehjælp, for alle lægerne tog til Yangon før cyklonen, fordi de var bange,« siger han.

Lejrene bliver også kritiseret for dårlig hygiejne, og om få uger kommer monsunen, og så stiger risikoen for udbrud af kolera og denguefeber.

Nede ved bådebroen står 38-årige Shein med stråhat og foldede arme.

Hernede, hvor man kan se kilometer op af floden, kom Nargis rullende for 10 dage siden.

I disse dage kommer flygtningene ind med den store færge. 500 ad gangen står de på dækket, og der kommer hele tiden nye både til.

Shein mistede to af sine tre børn til cyklonen, og han er nu i byen for at sælge ‘våde’ ris, som man kalder de afgrøder, der blev oversvømmet af cyklonen. Shein vil tjene penge til at bygge en ny bambushytte.

Andre har opgivet det sted, som Nargis tog fra dem.

»Der er intet tilbage. Nu venter vi på at se hvilken plan, regeringen har med os,« siger Kyaw fra flygtningelejren på skolen.

Men juntaen har ingen plan.