Nargis 2: Døden i Myanmars floder

Øjenvidne: I det sydlige Myanmar flyder menneskelig og døde bøfler i floderne. Overlevende har travlt med at skaffe vand, ris og nye bambushytter, før monsunen rammer om få uger. Bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten.



Irrawaddy-deltaet.
Der findes næppe et værre syn end det, der møder øjet i Myanmars sydlige delta. Men det er sådan, virkeligheden er lige nu i generalernes land, og sådan må det også beskrives:

Overlevende fra cyklonen Nargis har opgivet at finde deres døde. Strømmen fører de tusinder af omkomne rundt i floderne, hvor oppustede menneskelig og bøffel-kadavere slår mod siv og væltede træer ved flodbankerne.

Landsbyerne i deltaet ligger lige ud til vandkanten, og nogle steder bruger beboerne årer til at skubbe ligene længere op ad floden med for at slippe af med stanken.

Andre steder er kvaste fiskekuttere blæst flere hundrede meter op over rismarkerne. Der ligger bådene som døde fisk med bugen opad. En landsby her har mistet hver fjerde indbygger, alle husene på nær templet er knust.

Adgangen til deltaet er på den ene side vanskelig, men på den anden side så nem, at nødhjælp ville kunne nå herned på en halv dag, hvis militærjuntaen tillod det.

På vej herned krydser jeg flere militærtjekpoints. Nogle udlændinge afvises og sendes tilbage til Yangon, mens andre slipper igennem.

Et sted spærrer to militærhelikoptere med nødhjælp vejen, men de medbringer tilsyneladende kun nogle få kasser med kiks og nudler.

Længere fremme er en vejbro knækket sammen, men ad en mindre omvej er det alligevel muligt at nå byen Pyapon, der ligger ved nogle af de hårdest ramte områder.

Brutale ødelæggelser

Her lejer jeg en smal, aflang træbåd med påhængsmotor og sejler sydpå mod flodens munding og Andamanerhavet.

Jo tættere på havet, desto mere brutale er ødelæggelserne.

Ved landsbyen Naut Pyan Do er det stort set kun den kæmpe, guldfarvede Buddha, der stadig står.

3 ud af 500 huse har overlevet cyklonen. I en cementbygning er flere hundrede overlevende samlet. En af dem er den 55-årige risbonde Kyaw, der mistede tre af sine seks børn, da Nargis fik vandet til at stige to meter og sendte vindstød af sted, der pillede bambushytterne fra hinanden.

»Vi forsøgte at holde fast om en stolpe, men vandet rev taget af, maste huset ned. Mine børn forsvandt ud i vandet, jeg kunne intet gøre,« fortæller Kyaw.

Mens ofrene for Nargis i Yangon havde håb i øjnene, er det tomheden, der fylder blikkene i Naut Pyan Do.

»Alle familier har mistet,« konstaterer en kvinde.

Efter stormen havde lagt sig, sejlede Kyaw ud for at finde sine tre børn på 6, 16 og 25 år. I to døgn ledte han 8-10 kilometer i strømretningen, men der var så mange lig i vandet, og til sidst gav Kyaw op.

I dag har Naut Pyan Do begravet sine døde ved en ceremoni, selv om kun en tredjedel af ligene af de 200 døde er fundet.

Sygdomme truer

Selv om byerne langs flodmundingen ligger isoleret, og mange beboerne fortæller, at de aldrig har set en hvid mand før, så ville nødhjælp kunne sejles herud fra Phyapon på et par timer.

Men hjælpen er tilfældig og helt utilstrækkelig.

Der ligger en militærlejr tæt på mundingen til Andamanerhavet, og i en landsby fortæller de, at soldater herfra har været forbi med nok rissække til, at hver familie kunne få fire små dåser med ris. I nabolandsbyerne har de intet fået.

Da Nargis trak sig tilbage, efterlod cyklonen så meget havsalt på rismarkerne, at det har ødelagt store dele af høsten.

Hvad, der måske er endnu værre, er, at landsbyernes vandreservoirs også er oversvømmet med saltvand og drikkevandet dermed gjort ubrugeligt. Naut Pyan Dos beboere drikker nu af det regnvand, de har samlet i store krukker.

Men det er et spørgsmål om tid, før det er slut.

»Hvis vi ikke får hjælp, så overlever vi ikke,« siger en landsbyboer fra et nærliggende fiskerleje. Om få uger sætter monsunen ind, og så stiger risikoen for følgesygdomme som malaria, dysenteri og kolera også.

Forleden bragte regeringsavisen New Light of Myanmar en historie om, hvordan generalerne har bragt 20 tv’er og 10 dvd-afspillere til ofrene for Nargis. For beboerne ved deltaets munding kan det ikke betragtes som andet end en hån.

Paranoide generaler

Myanmars generaler er tydeligt rådvilde over, hvordan de skal tackle situationen. Som den danske ambassadør i Thailand, Michael Sternberg, beskrev det, da jeg mødte ham i Yangon.

»Alle i styret har en tilknytning til området, som er beboet af etniske burmesere og ikke minoriteter, og det giver håb om, at regeringen vil tage det alvorligt. Men samtidig er generalerne inkompetente og paranoide mennesker, som ser enhver indblanding fra udlandet som en trussel mod deres magt.«

Ambassadøren er i Myanmar for at lægge pres på styret.

Det er ved at bliver mørkt i floddeltaet, og det er for sent at nå tilbage til Yangon. I stedet overnatter jeg i båden, som jeg har lejet af en burmeser. Om natten kan man høre fiskerne trække deres net gennem vandet. Selv om der er lig i floden, må livet gå videre, og fiskeriet er en afgørende del af det.

Familier overlevede

Bådsmanden fortæller, at da cyklonen kom, gemte seks familier sig i hans båd og lukkede den til. De overlevede alle.

Hver måned tvinger hæren burmeseren til at sejle varer gratis for sig. I deltaet har man vænnet sig til den form for tvangsarbejde fra et styre, der udnytter folket, når det kan komme til det, og negligerer det, når det har brug for dets hjælp.

I går stemte størstedelen af Myanmars befolkning om en ny forfatning, der ifølge generalerne skal gøre landet demokratisk, men som reelt sikrer deres fortsatte magt.

»Nargis kom for at bremse afstemningen,« hævder bådsmanden. Næste morgen slagter beboerne i landsbyen Ko Thein Mg en stor bøffel. Bøflen blev såret under stormen og døde senere af sine kvæstelser. I den nuværende situation er der ikke råd til at kassere selvdøde dyr.


Genopbygning

Næsten alle huse i landsbyen er faldet sammen, og beboerne er i gang med at samle stumper af bambus og træ sammen for at genopbygge. Imens bor familierne i ly af palmeblade eller stuvet sammen i templerne.

De af beboerne, der klamrede sig til palmerne for ikke at blive flået væk, har store hudafskrabninger ned over brystet som tatoveringer brændt ind i kroppen af cyklonen. Ngwe, der mistede sin datter, har tatoveret sagnfigurer op ad begge inderarme. De beskytter hende og familien mod kobra-slanger og andre farer. Men mod Nargis, kom selv skytsånderne til kort.