Nargis 4: Munke fyldt af vrede mod junta

Ulmende uro: Munkene fra opstanden i september er vrede over regeringen, som de beskylder for at svigte den katastroferamte befolkning. Bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Yangon. Munken fører mig ind i baglokalet i et kloster i Yangon (Rangoon), hvor unge mænd i saffron-farvede klæder sidder i skrædderstilling ved lave, runde træborde. Her er svalt og halvmørkt, og vigtigere endnu – her kan ingen lytte med. Alligevel sidder munkene tæt, og de taler med dæmpet stemme.

I efteråret gik disse munke forrest, da op mod 100.000 mennesker drev gennem Yangons gader og krævede demokrati og bedre livsvilkår. Til at begynde med virkede generalerne paffe, men da de først besluttede sig, kom svaret med brutal styrke: Soldaterne skød mod masserne; mindst 31 mennesker døde og munkene blev tæsket og smidt i vandhuller eller fængslet.

»Jeg gemte mig hver nat på nye toiletter i byen. Militæret kom altid efter os om natten,« fortæller en munk om dagene efter militærets nedslagtning af opstanden.

Efter at cyklonen Nargis ramte Irrawaddy-deltaet i forrige uge, beskyldes regimet igen for at svigte sin befolkning, men spørgsmålet er, om nogen påny tør hæve stemmen?

Flere munke fra klostret, som jeg besøger, er stadig fængslet – de har endnu ikke fået dom for deres medvirken i september-opstanden. Andre er flygtet til grænsebyen Mae Sot i Thailand.

Den manglende hjælp til de hundredtusinder af ofre for cyklonen Nargis har kun fået munkenes had til generalerne til at vokse.

»Vi står på de fattiges side og er fyldt med had til regeringen. Hvis befolkningen havde våben, ville den skyde mod militæret,« siger munken.

En ældre munk bryder ind og sammenligner Myanmars junta med Pol Pots morderiske regime i Cambodja, hvor mindst 1,7 mio. mennesker blev pint til døde i årene 1975-79.

»Militærregimet udsulter befolkningen som Khmer Rouge gjorde det i Cambodja, og generalerne tror kun på den absolutte magt, intet andet,« forklarer han.


Lig fjernes ikke

Der har siden september-opstanden været mange spekulationer om, hvorvidt munkene og resten af befolkningen kan rejse sig mod styret igen. Nogle siger, at vreden nu er så stor, at det kun er et spørgsmål om tid. Andre mener, at regimet har skræmt befolkningen så meget, at ingen tør sætte sig op mod juntaen igen.

For hvis generalerne tør meje munke ned, hvad kan de så ikke finde på at gøre mod den almindelige befolkning?

Særligt for de katastroferamte landsbyer handler det om at overleve og ikke om at vælte juntaleder Than Shwe. Men regimet vil uden tvivl komme under stort pres igen, mener munken fra september-opstanden:

»Folket lider så meget, at det er helt afgjort, at vi vil se nye demonstrationer i fremtiden.«

Han tilføjer, at selv før Nargis ramte Myanmar, var der mange mennesker, der ikke fik nok mad og stort set aldrig så en læge. Militæret bruger over halvdelen af statens budget på sig selv, og så er der ikke meget tilovers til sundhed og uddannelse. Munken har selv været i katastrofeområdet for at dele ris ud.

»Regeringen har ikke engang fjernet ligene endnu. Jeg forstår det ikke,« siger han og stopper op, som forsøger han alligevel at finde en forklaring, men forgæves.

»Jeg så også, at folk drak af det samme vand, som ligene lå i. Mange folk i Myanmar er dårligt uddannet – de ved ikke bedre,« fortsætter han.

Pludselig stirrer munken direkte mod min tolk.

»Er du spion for regeringen?« spørger han.

Hun griner afvæbnende. Han fastholder blikket. Munken forklarer, at man kan kende juntaens efterretningsagenter på den tynde kæde, de har om halsen, hvorfra der hænger en skjult mikrofon. Tit går agenterne også med walkie talkie, og de har konstant halsen strukket for at få så meget med som muligt.

Afstemnings-protest

Den 10. maj – blot otte dage efter, at Nargis ramte Myanmar, og deltaet var i kaos – afholdt juntaen folkeafstemning om en ny forfatning, der skal lede landet til demokrati i 2010. Manøvren kritiseres for at være et stort fupnummer, blandt andet fordi hæren sikres en afgørende del af sæderne i parlamentet og reelt får vetoret.

Forfatningen siger også, at oppositionsleder Aung San Suu Kyi aldrig kan blive præsident, da hun har været gift med en udlænding. Aung San Suu Kyi vandt det demokratiske valg i 1990, som blev annulleret af militæret, og hun har siden siddet i husarrest i sammenlagt 12 år.

I de katastroferamte områder er afstemningen om den ny forfatning udskudt til den 24. maj. En politisk aktivist, jeg møder i Yangon, forudser, at resultatet af afstemningen kan være den udløsende provokation, der igen vil få folk på gaden.

»Selv om de fleste ønsker at stemme nej, så tør de ikke. De er bange for at blive overvåget og straffet af styret,« siger hun, men fastholder, at hun selv vil sætte kryds ved Nej. Hun mener, at det internationale samfund bør gøre alvor af det franske forslag om, at FN skal tvinge nødhjælp ind med militær.

»Vores liv afhænger af jeres pres på juntaen,« siger hun.

I klostret kommer en yngre munk hen til os med et lamineret foto af en spinkel kvinde med opsat hår og et tillidvækkende smil.

»Det her er vores eneste rigtige leder,« siger teenageren. »Aung San Suu Kyi – the lady.«