Angts forandrer stemmer

Tortur. Flere tusinde munke og politiske aktivister er spærret inde i Myanmars fængsler. I forhørslokalerne venter tortur og nedværdigende behandling. Røde Kors har forbud mod at kontrollere forholdene.

Af Thomas Aue Sobol

Situationen er slem for munkene og de studerende. De bliver ganske sikkert tortureret, som jeg gjorde det. Jeg taler med min familie hver dag. De er så bange, de tør ikke gå uden for en dør«.

33-årige Nyein Ayes stemme lyder anderledes, end den gjorde, da jeg besøgte den tidligere politiske fange kort før munkenes oprør i Yangon. Angst forandrer stemmer.

I den thailandske grænseby Mae Sot fortalte burmeseren mig om den tortur, det totale mørke, han gennem ti år kæmpede mod i Myanmars/Burmans fængsler. Når vi hører Nyein Ayes og de andre aktivisters fortællinger, så ved vi også, hvad de hundredvis af fængslede og tilbageholdte munke nu er på vej ind til.

Det er i de første dage, at juntaen skal lokket navne på andre ’forrædere’ og bagmænd ud af de anholdte. Metoderne til at få fangerne til at tale har været de samme de seneste tyve år, fortæller de hos organisationen AAPP (Assistance Association for Political Prisoners) i Mae Sot: En blanding af fysiske, psykiske og seksuelle ydmygelser, der udelukkende varierer efter torturbødlernes fantasi.

Det hele begynder i efterretningstjenestens forhørslokaler. Her bliver modstandere af militærregimet holdt vågne i dagevis uden at få mad og drikke. De bliver tæsket med bambusstænger, eller de får elektrochok gennem testiklerne.

Nogle bliver tvunget til at slikke spyt op, tisse i bukserne eller rulle rundt i egen afføring. Andre bliver i timevis slået på den samme plet i hovedet hvert sekund. Tik-tak kalder de den form for tortur. Som et ur.

Efterfølgende bliver de mest genstridige fanger holdt i isolation i sorte huller, der tidligere blev brugt til den britiske kolonimagts militærhunde.

Omverdenen har ikke en chance for at kontrollere forholdene i Myanmars fængsler og forhørsanstalter.

Tidligere kunne Internationalt Røde Kors (ICRC) besøge fangerne, men siden 2006 har juntaen nægtet kontrollører at udføre deres arbejde. Overladt til sig selv er der en slags kodeks, aktivisterne prøver at leve op til: Kan de holde til tre dages pinsler uden at opgive navnene på nogen af deres venner, så er det godt. Så kan vennerne måske nå at flygte. Tre dage. 259.200 sekundslag.


Tal ikke om demokrati!

Nyein Aye vidste ikke meget om demokrati, da han sluttede sig til studenteroprøret som 13-årig i 1988. Men han vidste, at livet i hans land ikke var godt.

»Min far var professionel fodboldspiller og træner, men jeg havde tre søstre, og far kunne ikke tjene nok til, at vi alle kunne få mad på bordet. Jeg mødtes med andre unge, og vi talte om, at vi måtte af med militærstyret for at ændre vores land. Vi mente, at de var skyld i vores fattigdom«, fortæller Nyein Aye, da jeg møder ham hos AAPP i Mae Sot.

Myanmars general Ne Win havde dengang med sin ’Myanmars vej til socialisme’ ført landet ud i totalt kaos og nær bankerot. Inflationen var ude af kontrol, almindelige familiers penge pludselig intet værd. Da et klammeri mellem studerende og myndigheder i et tehus udviklede sig og endte i store demonstrationer for demokrati, gik Nyein Aye med i gaderne.

»Min mor og far sagde til mig, at jeg ikke skulle gå ud, fordi jeg ville blive skudt. Jeg var bange, men jeg sneg mig ud alligevel. Jeg havde to følelser derude på gaden: Jeg var glad, og jeg var vred. Glad, fordi vi stod sammen om at protestere, vred, fordi jeg så, hvor voldeligt militæret reagerede. De slog mange studerende ihjel«, siger Nyein Aye.

I Mae Sot har tidligere politiske fanger indrettet et museum med fotos og tegninger af deres fængslede kammerater og af den tortur, de gennemlever. Her er også portrætter af de munke, som i 2003 vendte risskålen på hovedet og nægtede at tage mod almisser fra juntaen. Nogle af munkene sidder stadig i fængsel.

Efter 88-demonstrationerne holdt myndighederne skoler og universiteter lukket et år, men da de genåbnede, fortsatte Nyein Aye møderne med andre aktivister. En nat blev det nok for juntaen, og de hentede teenageren.

»Du er meget ung, du burde studere og ikke demonstrere«, rasede forhørslederen. »Vi vil have demokrati«, svarede 14-årige Nyein Aye.

»Tal ikke om demokrati! Vi har ikke brug for Aung San Suu Kyi! Hun er mere britisk end burmesisk, hun kender ikke vores land«, råbte torturbødlerne om lederen af National League for Democracy (NLD), hvis britiske mand døde af kræft i 1999.

Derpå begyndte mørket: »De lagde mig i lænker. De brændte mig med en cigaret på arme og ben. De tæskede løs. De smed vand i ansigtet på mig. Så kom der et skarpt lys, en elektrisk pære lige op i ansigtet. Det gjorde ondt i øjnene og i hele kroppen. De holdt mig vågen i dagevis. Jeg ved ikke, hvor længe det hele stod på, men måske en hel måned«, siger Nyein Aye.

Teenageren fortalte aldrig sin familie om torturen, mens han sad i fængsel, men efter han blev løsladt, sagde han det til sin mor. Først da græd hun.

Ensomheden er det værste

Mange af de politiske fanger nævner ensomheden som den hårdeste prøve i fængslet. En af studenterlederne fra 1988, Min Ko Naing, levede 16 år i isolation i det berygtede Insein-fængsel, inden han i 2004 blev løsladt. Lederen var en af de første, der igen blev hentet af juntaen i sit hjem, da de nye protester mod høje brændstofpriser begyndte i august.

Da jeg mødte ham i Yangon kort før anholdelsen, sagde han om tiden i ensomhed: »Isolationen er den værste tortur, jeg nogensinde har oplevet. Hvis jeg havde haft mulighed for at være sammen med andre mennesker mod til gengæld at få tæsk hver dag, så ville jeg have valgt det. Tæsk og så ikke være alene. Jeg er et menneske, og jeg har brug for at være sammen med andre mennesker«.

I bogen ’The Darkness We See’ (Mørket vi ser, red.), baseret på interview med torturofre fra Myanmar, fortæller en anonym fange, at isolationen var ved at gøre ham vanvittig.

»Kulde, mørke og ensomhed angreb mig i cellen. Jeg græd. Jeg råbte. Jeg sang sange. Men det gav blot et ekko i cellen, og det skræmte mig endnu mere. Jeg prøvede at sove på gulvet. Det var koldt. Jeg kunne ikke ligge ned i mere end 15 minutter. Jeg sagde beskidte ord om militærjuntaen. Jeg løb i cellen. Jeg hoppede. Jeg gjorde alt, hvad der fik mig til at føle, at jeg var i live og normal. Under denne kæmpe mængde af frygt begyndte jeg for første gang at lede efter nogen at tilbede«.

Efter at have siddet næsten tre år i fængslerne Insein og Tharawaddy blev den nu 17-årige Nyein Aye løsladt igen.

Men han fandt hurtigt sammen med sine gamle venner. De var blevet ældre nu, unge mænd, men i kampen for demokrati og frihed var de ikke nået længere. Så de fortsatte arbejdet, møderne i studentergruppen, drømmene om forandring.

Anden gang Nyein Aye blev anholdt, dømte juntaen ham til syv års fængsel. Den tidligere fange slår ud i et stort grin, da han fortæller det, som om han stadig ikke kan tro det. Men sådan er det ifølge eksfangerne fra Myanmar: Retssager foregår uden vidneafhøringer og uden forsvarer.

Seancerne varer typisk mellem 5 og 15 minutter. Og ofte er straffen 5 til 15 år. Nogle gange mere; den tidligere studenterleder Thet Win Aung blev dømt til 59 års fængsel, men døde i fjor efter tortur og manglende lægehjælp. Han blev 34 år.

Under sit andet fængselsophold blev Nyein Aye holdt i isolation i måneder ad gangen. Hans far turde ikke besøge ham i fængslet, moderen kom, så ofte hun kunne. Politiske fanger må få besøg et kvarter hver anden uge, men ofte overholder fængslet ikke reglerne.

»Jeg forsøgte at undgå at gå i panik. Jeg mediterede. Jeg vidste, at hvis jeg kunne koncentrere mig, så ville jeg klare den. Men det var svært, for der skete så meget i mit hoved, jeg ikke kunne kontrollere. Jeg tænkte også på fremtiden, på, hvad der skulle ske med mit liv«, siger Nyein Aye.

Da burmeseren endelig var fri igen, var faderen død. At holde fangerne adskilt fra familien er en del af den psykiske tortur. Det måske værste, jeg hører om i Mae Sot, er dette eksempel: Fangen får at vide, at han skal løslades, og han bliver ført til fængselsporten. Her kommer fangens familie til syne, som han har været adskilt fra i måske ti år. Men da fangen skal til at træde ud i friheden, anholder juntaen ham igen og giver ham fem år ekstra i mørket.

Den 77-årige journalist U Win Tin, der var med til at starte NLD, har flere gange prøvet denne form for tortur. Han blev fængslet i 1989 og både i 2004 og 2005 annoncerede myndighederne, at de ville løslade ham. Det skete bare aldrig.

Vreden vækkes i fængslet

Selv om styret forsøger at isolere fangerne, så lykkes det for dem at kommunikere med hinanden og med omverdenen. Beskeder bliver skrevet på plast og smuglet videre, nyheder rulles ind i cigaretter, fangevogtere bestikkes og vender det døve øre til eller kommer selv listende med en radio. Hvad fortæller BBC om oprøret i gaderne? Vakler generalerne?

For nogle er mødet med andre fanger og deres historier blot med til at gøde hadet til juntaen.

En tidligere kvindelig fange i Insein, som jeg også mødte i Yangon, fortalte, hvordan hun i fængslet blev ophidset til politisk kamp på grund af de uretfærdigheder, hun mødte: En 60-årig mand dømt til års indespærring for at lytte til BBC. To søstre fra en skrædderbutik dømt til ti års fængsel, fordi deres brødre havde demonstreret mod regeringen.

Selv om han var meget alene, lærte Nyein Aye også af de andre politiske fanger. De gav ham den uddannelse, han aldrig fik af sit land.

»Jeg var den yngste, og de forsøgte at påvirke mig. De fik mig til at tænke over vores rettigheder som mennesker, og de lærte mig om vores historie og om verdens politiske systemer. Om forskellen på kommunisme og kapitalisme, på demokrati og diktatur«, siger Nyein Aye.

Men selv om fængslerne også fungerer som skoler for demokratikampen, så lykkes det for regimet at knække mange af sine modstandere.

I Mae Sot møder jeg flere af disse mænd, som har kæmpet for et nyt land, men siden konkluderet, at i kampen mod juntaen er de for små. De er glade for selv at være i sikkerhed, men tanken om deres kammerater, der stadig sidder i fængslerne, giver dem et desperat udtryk i øjnene.

Da Nyein Aye blev løsladt anden gang, ville han læse it, men det statsstyrede universitet nægtede at optage ham. På grund af det lange fængselsophold var Nyein Aye aldrig nået længere end til 9. klasse.

Og da burmeseren fik nys om, at myndighederne igen var efter ham, orkede han ikke mere. Han pakkede sine ting og betalte kontakter for at føre ham ud af landet. Han vil ikke fortælle om ruten, for han ved, at der er mange andre politiske flygtninge, der følger den samme vej. Barndomsvennen fra studentergruppen flygtede også. Men vennen kunne ikke klare eksilet, han rejste tilbage – lige ind i juntaens arme – og nu sidder han i fængsel igen. Alt, hvad der er tilbage af ham i Mae Sot, er et foto på en væg.

Da jeg senere flyver fra Yangon til Mandalay, får jeg øje på Insein-fængslet gennem ruden. Det har et vagttårn i midten, et centralt øje, og herfra går der lange smalle bygninger med celler ud i alle retninger. Yderrammen er en mur, der slår en cirkel om alle bygningerne, heroppefra ligner det hele et stort hjul.

I hvilken af bygningerne mon torturen foregår? Hvor placerer de højttalerne med militærmusik, der skal overdøve skrigene, som de gjorde det under fangernes sultestrejke i 1990? I næste øjeblik flyder skyer ind over Insein, som gardiner, der trækkes for en forestilling, og lige så hurtigt som fængslet opstod, forsvinder det igen.

De lyver for hele verden

Nyein Aye fik i 2004 politisk asyl i Oslo. Da jeg ringer til ham, efter at oprøret i Yangon er slået ned, er han hjemme i den norske hovedstad. Burmeseren frygter nu for sin familie. Myndighederne er kendt for at hævne sig mod politiske fangers slægtninge, og de har tidligere opsøgt familien for at lede efter ham.

Han er sikker på, at demonstrationerne vil begynde igen. Så længe folket lever i ufrihed, vil de rejse sig igen og igen. Det er et spørgsmål om tid, og tiden er ved at løbe ud.

Aung San Suu Kyi sagde det klart: at for dem, som virkelig ønsker at skabe forandringer i Burma, er løsladelsen af politiske fanger det vigtigste.

USA, Storbritannien og Frankrig forsøger at få vedtaget en opfordring i FN’s Sikkerhedsråd om, at de politiske fanger skal løslades og dialogen med oppositionen begyndes.

Men Nyein Aye tror ikke på, at juntaen har gode hensigter, når den siger, at den vil til at tale med Aung San Suu Kyi.

»De lyver, når de siger, at de vil i dialog. De gør det kun for at slippe for presset fra det internationale samfund. De lyver for os, de lyver for hele verden. Der vil intet godt komme ud af det«, siger han.

Regimet fortsætter jagten

Imens fortsætter juntaen jagten på demonstranter i Yangon. Munkenes lig bæres væk og brændes, siger lokale øjenvidner. Landets statslige tv hævder, at de fire ledere bag demonstrationerne stadig er på fri fod.

Hvilke metoder mon tages i brug for at tvinge oplysninger om deres skjulested ud af de anholdte?

Stemmerne, ordene, rædslerne fra mørket giver et fingerpeg.

En fange fortæller i ’The Darkness we see’, at »der blev anbragt knappenåle under mine albuer og knæ. De tog alt mit tøj af. Der var fire vagter på politistationen, alle fulde, og de fandt en stor hund, som de fik til at kravle op på ryggen af mig. De brugte så deres hænder til at få hundens penis op og stå og anbragte den mod mit anus. Hunden løb væk, da sådan noget ikke er naturligt, men myndighederne hentede den igen og fortsatte misbruget. Jeg kan tilgive dem, der torturerede mig for alt, bortset fra det seksuelle misbrug. Det ødelagde min selvtillid, min værdighed«.

Opstanden i Myanmar

19. august Benzinpriser antænder

Juntaen fordobler priser på olie og gas. Det antænder protester efter en ulmende utilfredshed med økonomisk tilbagegang blandt befolkningen. Myanmar er rigt på råstoffer, men er udviklingsmæssigt blandt Asiens fattigste.

23. august Demonstrationer

Juntaens uropoliti slår ned på de første demonstrationer i Yangon. Anført af prodemokratiske aktivister og systemkritikere deltager 400 i de største demonstrationer i flere år. Omkring 100 anholdes og køres bort på lastbiler.

5. september Varselsskud

Munke tager for første gang del i demonstrationer i byen Pakokku. Politi skyder hen over hovedet på munke. Tre får tæsk. Munke tager kortvarigt embedsmænd som gidsler og sætter en deadline for en undskyldning til 17. september.

17. september Optrapning

Tidsfristen udløber uden undskyldning fra juntaen. Titusinder af munke fører an i demonstrationer over hele landet og stopper al religiøs service til militæret. De barfodede munke vinder støtte. Daglige demonstrationer vokser.
24. september 100.000 på gaden

Juntaen står over for de største protester i Yangon siden 1988, da tusinder blev skudt af militæret. Demonstranter forhindres uden voldelige sammenstød i at nærme sig huset, hvor oppositionsleder Aung San Suu Kyi sidder i husarrest.

27. september Blodet flyder

Juntaen ignorerer advarsler fra omverdenen og åbner ild. Klostre tømmes, og tusinder af munke arresteres. Officielt meldes ni dræbt, mens informanter melder om langt flere. Militæret intensiverer kontrollen i Yangon og Mandalay.

29. september Ligafbrænding

Øjenvidner melder om 200 afbrændte lig af demonstranter. FN udsender Ibrahim Gambari til at mægle mellem juntaen og oppositionen. En major deserterer til Thailand, efter at han får ordre til at skyde på hundredvis af munke.

11. oktober Frygten fortsætter

Aktivist meldes dræbt under afhøring. Juntaen har brændt liget. Frygt sender munke og studerende på flugt. Juntaen oplyser at have løsladt hovedparten af de anholdte. De løsladte beretter om tortur. Mindst 950 er stadig spærret inde.