Et folks kamp for frihed

Had. Stammefolket karenerne har i årtier kæmpet mod Myanmars generaler for at vinde retten til deres egen jord. Hvordan kan en lille flok guerillasoldater klare sig mod en af verdens brutale regimer?

Af Thomas Aue Sobol, E Tu Hta

Det er en sort aften i junglen, skæret fra petroleumslampen når kvinden fra stammefolket karenerne til halsen. Ud af mørket kommer hendes stemme løbende i hast. Den kravler over bjerge, skærer gennem junglekrat, dukker sig for hvislende kugler. Det tog kvinden og hendes børn seks dage at nå frem til flygtningelejren E Tu Hta. Og mens kroppen nu er i sikkerhed, er det som om, stemmen stadig flygter. Måden, burmesiske soldater slog hendes mand ihjel på, klæber til hende som en fugtig nat og får hende til at sige, at ’de skal have en dobbelt så hård straf, som min mand fik!’ Hvordan mordet skete, fortæller den 35-årige Naw Win Shwe først senere den aften.

Mens munke, nonner og civilbefolkning har rejst sig i protest mod juntaen i Yangon, lever der et folk i Myanmars østlige bjergegne, som i 54 år har kæmpet en væbnet kamp mod generalernes hær. Slaget har gennem årene drevet op mod 200.000 flygtninge over grænsen til Thailand. Men nu har nabolandet stoppet for hjælpen, og derfor samler de kristne karenere sig på den burmesiske side af grænsefloden. Herfra kan de hverken komme frem eller tilbage. Bagude ligger soldater på lur i krattet, myrder, fordriver og brænder landsbyer ned. Forude er floden, og på den anden side af floden et land, der er træt af at tage sig af naboens problemer.

Vi er rejst ind i Myanmars (Burmas) jungle for at møde de karenske flygtninge og deres beskyttere, soldaterne fra Karen National Liberation Army (KNLA), hvis hær ikke er større end 20.000-40.000 mand. I militærjuntaens øjne er disse krigere terrorister, mens de i andres øjne er frihedskæmpere, der slås for retten til at bestemme over Kawthoolei, landet uden ondskab, som karenerne noget misvisende kalder deres områder. Hvordan er det lykkedes stammefolket at overleve juntaens systematiske forfølgelse så længe? Og hvis generalerne en dag rent faktisk bukker under, vil de så endelig få deres frihed?


Tømmer havet for at fange en fisk

Skoven angriber grænsefloden fra alle sider, svulstige træer fletter sig sammen og bøjer sig over vandet og den langhalede kano, vi ankommer i. Den eneste måde at nå ind til nogle af Myanmars 540.000 internt fordrevne på, er via den illegale flodvej. Regimet tillader ikke udlændinge at komme i de karenske områder. Derfor har vi hægtet os på en lokal nødhjælpsorganisation, der skal sejle to kæmpe vandbeholdere ind til lejren. Vi passerer militære checkpoints på den thailandske side, hvor det er kutyme at give en lille ged eller et par kyllinger, når der skal hjælp ind til flygtningene. Sådan er det dog ikke i dag. Militærlejrene på Myanmars side passeres i en stor blød bue, floden er så bred her, at soldaterne derinde på bredden ligner små dukker.

Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) kom i juni med en usædvanlig hård kritik af regimets forbrydelser langs grænsen til Thailand, hvor voldelige overgreb, arrestationer og mord fortsætter.

»Den burmesiske hærs strategi er at ’tømme havet for vand for at fange fisken’. De vil have alle karenere til at flygte fra deres jord, for er der ingen karenere tilbage, så er der heller ikke noget oprør. Men de fleste karenere bliver, hvor de er, de forlader ikke deres jord«, siger Saw Le Henry, der er medlem af den centrale ledelse af karenernes politiske gren, Karen National Union (KNU).

Han sidder på gulvet i en bambushytte i flygtningelejren E Tu Hta og tegner cirkler på et kort. Her er hærens positioner, dér er oprørsstyrkernes. Cirklerne ligger tæt, det er guerillakrig, fjenden er få timers gang herfra, over den næste bakke måske?

Lige siden de britiske koloniherrer forlod Burma i 1948, har karenerne kæmpet mere eller mindre intenst for at opnå en form for autonomi. Med årene er kravet om en selvstændig stat erstattet af ønsket om et føderalt system, en deling af magten, hvor den karenske stat dog har stor selvbestemmelse.

»Regimet skal forandre sig, og det vil forandre sig. Vi vil kontrollere vores egne områder, forsvare folket og territoriet. Det internationale samfund kan ikke sætte ind militært, men det kan lægge politisk og økonomisk pres. Kun vi kan bruge våben til at forsvare os med. Den væbnede kamp er en del af presset mod militærregimet, andre må presse dem på anden vis. Generalerne vil ikke holde meget længere«, forudser Saw La Henry.

På trods af de nye protester i Yangons gader, forekommer udmeldingen optimistisk, for virkeligheden er, at karenerne er trængt op i en krog. ’United we stand, divided we fall’ er deres motto. Men intern splittelse har gjort det svært at stå sammen om at holde fjenden på afstand. Siden det første pro-demokratiske studenteroprør i 1988 har Myanmars junta fordoblet sine styrker fra 200.000 til 400.000 mand, og det er lykkedes for regeringen at ’slutte fred’ med andre etniske grupper, der tidligere kæmpede for frihed. I 1994 faldt karenernes hovedkvarter Manerplaw og en gruppe buddhistiske karenere – Democratic Karen Buddhist Army (DKBA) – gik over til fjenden. Nogle af flygtningene i E Tu Hta fortæller, at det nu er buddhisterne, de frygter mest. Deres egne karenske brødre.

Børn føler had

KNU ønsker, at karenerne vender tilbage til den jord, de er blevet fordrevet fra, så hurtigt som muligt. Det skal ikke lykkes hæren at tømme havet for vand. Men sådan en mission kan være skæbnesvanger.

Saw Maung Pwe og hans seks børn ankom til E Tu Hta tidligere i år. Efter nogle få måneder i lejren savnede familien kardemomme- og betelnødmarkerne så meget, at faderen og den ældste søn forsøgte at vende tilbage. Det skulle de ikke have gjort. Faderen fortæller:

»Jeg sagde til min søn, at han skulle være forsigtig, men soldaterne fangede ham og jagtede ham ned ad bjerget. Hans venner tog senere et billede af hans lig, og jeg så, at alle hans tænder var smadret og hans hoved helt ødelagt. Vi ville bare se til markerne, men soldaterne havde tæsket ham ihjel«.

Saw Maung Pwe finder et fotografi af sin myrdede søn frem. Kareneren håber, at hans øvrige børn får en uddannelse, og at de vil tjene deres folk på den måde. I flygtningelejren kan de gå i skole til 7. klasse, mens mange børn i de karenske områder slet ikke får undervisning.

Men faderen frygter, at det går anderledes. At børnene vil noget helt andet.

»Det kan også være, at de slutter sig til oprørsstyrkerne. Når et familiemedlem bliver dræbt, så føler børn had«, siger faderen, som fremsagde han en matematisk ligning.

Hans femårige søn, der sidder i skødet, har et patronhylster dinglende i en snor om halsen. Bagved sidder datteren, der burde være i skole, men som først lige er ved at komme sig efter at have haft malaria. Hvor faderens venstre øje burde sidde, er der et mørkt hul efter en af hærens kugler. Tårerne kommer ud fra dette hul, når han taler om sine tab.

Hver uge kommer nye flygtninge til E Tu Hta, lige nu er 50 nye familier på vej. Det forekommer mig, at næsten alle de ankomne går rundt med skudhuller, og E Tu Hta minder på den måde mere om et feltlazaret end en flygtningelejr. I disse dage er der også to fødsler her, men ingen af dem går godt. Det ene barn er dødfødt, og faderen pakker drengen ind i en sort sæk, snører til og bærer ham op mod begravelsespladsen. Det andet barn skal ud med kejsersnit. Eneste chance for moderen er at forsøge at komme ind i Thailand.

Landet kan eksplodere

Vi er sejlet længere op ad grænsefloden for at møde nogle af de karenske soldater. Skyerne har lagt sig tæt omkring skoven, det ligner, at bjergene suger på en stor cigar. Små bifloder leder ind mod dunkle steder, hvor sværme af insekter spærrer vejen. Så kommer der en lille bro til syne, en samling huse, unge mænd i uniform. Soldaterne her har levet det meste af deres liv i junglen, altid på vagt.

Den 40-årige løjtnant Saw Say Doh sluttede sig til de karenske styrker, da han var tyve år.

»Siden jeg var barn, ville jeg være med i kampen. De burmesiske soldater tog vores fædre og brugte dem som portere. De skulle bære ammunition for hæren til de faldt sammen. Vores landsby blev brændt ned, og vi blev tvangsforflyttet. Siden har vi modstået dem år efter år efter år. Junglen er vores område, vi kender hvert et træ og hver en sti. Vi spreder os 3-4 mænd i hver gruppe, så har de svært ved at ramme os«, siger Saw Say Doh.

Løjtnanten kæler lidt for sin M-16, læberne er blodrøde fra betelnøddernes saft. Han spytter i skovbunden. For ham og soldaterne handler det først og fremmest om udholdenhed. Der kan gå lang tid mellem slagene, og når de endelig kommer, er det oftest forsvar og ikke angreb.

»Når hæren kommer til en landsby, så skelner den ikke mellem, om det er civile eller soldater. Den skyder bare løs. Tit kan vi ikke forsvare indbyggerne, og så må vi nøjes med at beskytte dem, der flygter ud i junglen«, siger Saw Say Doh.

Hans kone og børn lever i en landsby nær ved, andre soldater har deres familier i lejren. Løjtnanten erkender, at kampen for total uafhængighed er droppet til fordel for den mere moderate deling af magten, fordi karenerne godt ved, at det er en tabt kamp.

»Hvis karenerne kæmper for uafhængighed og får det, så vil de andre etniske grupper også have uafhængighed, og så kan landet eksplodere«, siger han.

Myanmar har otte store etniske grupperinger, og spørgsmålet er, om et magtskifte i Yangon vil give karenerne det, de drømmer om, eller om frihedsheltinden Aung San Suu Kyi og hendes parti National League for Democracy (NLD) vil holde igen.

Oppositionslederen har allerede sagt, at Myanmars demokratiske problemer og udfordringer med de etniske grupper skal løses samtidig. Men betyder det nu også føderalisme og større frihed for karenerne?

»Vi håber, at NLD vil støtte tanken om føderalisme, men de har ikke sagt: Hvis I vælger os, så får I det! Så vi ved ikke præcis, hvad der vil ske, men vi ønsker både at have lovgivende, udøvende og dømmende magt selv«, siger Saw La Henry og fortsætter sin opremsning af krav.

Tilbage i E Tu Hta er 35-årige Naw Win Shwe nået frem til slutningen i beretningen om mordet på sin mand:

Da hærens soldater pillede ham fra hinanden, gjorde de det på samme måde, som når børn mishandler en kasseret dukke. De stak kniven ind i hans ansigt. Skar øjnene ud. Snittede ørerne af. Og da lydene og billederne i skoven forsvandt, faldt han på knæ og kravlede videre i skovbunden som et såret dyr. Han var tørstig, og måske kunne han lugte vandet, for næsen havde han stadig, da landsbyboerne fandt ham dagen efter nær en bjergkilde.