Stemmer fra et diktatur – Myanmar set indefra

Opstand. Titusinder demonstrerer mod militærregimet i Myanmar. Munke, nonner og almindelige borgere har fået nok af styrets ondskab, undertrykkelse og fornedrelse. Men hvordan rejser man sig mod magtfulde generaler og deres 400.000 soldater? Politiken har været i Myanmar for at belyse konsekvenserne af 45 års militærdiktatur.

Af Thomas Aue Sobol, Myanmar

Ham, de kalder ’Kongernes overmand’, har altid ’hale’ på. En agent fra Myanmars militære efterretningsvæsen følger systemkritikeren Min Ko Naing 24 timer i døgnet, men lederen har lært at snitte halen af, og da vi møder ham et hemmeligt sted i Yangon, forsikrer han, at det også er lykkedes denne gang.

»Jeg skifter taxa et par gange og går så gennem et marked fyldt med mennesker. Sværere er det ikke«, siger han og ser tilfreds ud, fordi han igen har narret sine forfølgere. Inden denne historie er omme, får de ham alligevel, skal det vise sig.

Vi er rejst til Myanmar, der også er kendt som Burma, for at beskrive de menneskelige konsekvenser af næsten 45 års militærregime, og for at finde ud af, hvordan man bekæmper den ondskab, undertrykkelse og menneskelige fornedrelse, der er hverdag i et diktatur, hvor Vesten ikke står klar til at intervenere.

Dertil er interesserne for små, Myanmar for langt væk og generalernes venner for gode.

Lad os først slå dette fast: Juntaen kritiseres for at være en hårdkogt forbryderbande.

Reaktionen på de seneste ugers protester fra aktivister og munke bekræfter brutaliteten: Siden vreden over den voldsomme stigning i prisen på benzin begyndte i august, har regimet fængslet over 150 systemkritikere, mens der er sendt tåregas og varselsskud mod munkenes fredelige protester. I forvejen holder generalerne over 1.100 politiske fanger indespærret, fordi de har vovet at kritisere det, der ikke må kritiseres. Den udsletter stammefolks landsbyer i jagten på oprørere og bruger indbyggerne som menneskelige landminesøgere. Og den bruger alle sine penge på militær magt og pragt, mens skoler og hospitaler forfalder.

Nobelprisvinderen og frihedsheltinden Aung San Suu Kyi vandt landets demokratiske valg i 1990, men har siddet i husarrest næsten konstant siden. FN afslog tidligere i år at vedtage en resolution mod Myanmar, fordi Kina og Rusland nedlagde veto. Burmeserne må med andre ord klare sig selv. Og hvordan gør de så det? Hvordan finder almindelige mennesker modet til at sætte sig op mod general Than Shwe og hans 400.000 soldater?

16 års fængsel Første stop på rejsen er Min Ko Naing. Han var en af hjernerne bag studenteroprøret for snart 20 år siden. General Ne Win havde dengang med sin politik ’Myanmars vej til socialisme’ trukket landet ned i en økonomisk ruin via tvangsnationaliseringer, annullering af formuer og skyhøj inflation. Den 8. august 1988 drev titusinder af demonstranter gennem Yangons gader. De råbte: Demokrati! Frihed!

Militæret svarede ved at slagte omkring 3.000 under oprøret, der er navngivet ’8-8-88’. Et foto fra den tid: En medicinstuderende kommer bærende på en teenagepige, der ligger slapt i hans arme, offeret blødende og med nakken vippet bagover.

Min Ko Naings rolle i oprøret sendte ham 16 år i fængsel, 5.840 dage i isolation, 140.160 timer i stilhed. »Ikke engang kattene i fængslet måtte se mig«, siger han.

Efter sin løsladelse i 2004 genoptog han kampen for demokrati, og i dag leder han aktivistgruppen ’88-Generationen’, der har tætte forbindelser til de kritiske munke, som nu er gået i gaderne i protest mod regimet. Hvis juntaen skal væltes indefra, så er det her skubbet skal komme fra. Måske derfor har de navngivet ham Min Ko Naing – ’kongernes overmand’.

Rummet, vi går ind i, er aflangt og indelukket. Der er en rude i enden, men den er så beskidt, at det er svært at se ind eller ud. Vi låser døren. Styret tillader ikke, at kritikere frit møder udenlandske journalister. Burmas egne aviser og tv-stationer er talerør for en junta, der systematisk undertrykker det frie ord. Medierne fungerer som tankepolitiets teleskærm i George Orwells berømte roman ’1984’: De oplyser ikke, men overvåger og misinformerer befolkningen om egen militære magt og økonomiske formåen, siger kritikerne. Orwell er kendt i Burma, fordi han i sine unge dage tjente for det britiske imperiums politi her, og fordi han med sit forfatterskab forudså, hvad der var i vente.

Med en netop afsluttet kampagne – det åbne brev – har Min Ko Naing og 88-Generationen trodset forsøget på at skræmme folket til tavshed. Aktivisterne opfordrede befolkningen til at skrive om deres liv. 200.000 burmesere sendte et brev, andre hængte det op på deres dør. Papiret blev deres stemme.

»Kampagnen var nødvendig, fordi folket ikke kender dets rettigheder. Når de krænkes og lider ved de ikke, hvad de skal gøre ved det. Folk føler, at hvis de går imod myndighederne, så vil de komme i fare. Jeg vil sætte et eksempel for alle disse mennesker og sige: I har rettigheder! I har ret til at sige og skrive, hvad I føler! Vi vil give befolkningen et klart billede af, hvad der er rigtigt og forkert, retfærdigt og ikke retfærdigt. Det kan i sidste ende føre til et vendepunkt i vores historie«, siger Min Ko Naing om brevene, der foreløbig er gemt et hemmeligt sted, men snart skal præsenteres for det internationale samfund.

De fleste breve var egentlig ikke synderligt politiske. De beskrev hverdagens lidelser i et diktatur, der har svigtet folkets mest basale rettigheder. Folk skrev om mangel på lægehjælp, om tvangsarbejde uden løn, om frygt, fortvivlelse, og prisen på ris og olie, der kører opad og opad som en kinesisk aktiekurs. Netop på dagen, da jeg møder Min Ko Naing, er prisen på brændstof steget med op til 500 pct. Med ét slag.

Mange arbejdere må nu bruge halvdelen af deres løn på at tage bussen til arbejde. At have ét job er ikke længere nok. At have to? Måske. Men sådanne brevaktioner forløber ikke uden, at der betales en pris. Jeg har hørt, at to af brevskriverne er blevet idømt henholdsvis fem og syv års fængsel for at have beskrevet dagligdagens hårdhed, men Min Ko Naing fejer emnet af bordet.

»Nej! Nej!«, udbryder han. »Jeg vil ikke tale om farerne, for de er så almindelige her«.

Og sådan fortsætter interviewet: Det er fremtiden, drømmene om demokrati og frihed, han vil tale om, ikke den risiko han og andre løber.

»I fængslet koncentrerede jeg mig om nutiden, jeg tænkte ikke på fortiden, ikke på fremtiden. Jeg tænkte ikke engang på i går eller i morgen. For hvis jeg tænkte på disse 16 år i fangenskab, ville det æde mig op. Når jeg hørte en stemme tænkte jeg ’okay, det er en stemme’, om den så var god eller dårlig. Når jeg var sulten spiste jeg, når jeg var træt sov jeg. Hvis du bliver udsat for megen smerte, bliver du på et tidspunkt følelsesløs. Jeg har været 16 år i isolation. Jeg føler ingen frygt længere«.

Frygtløsheden er en attitude jeg møder hos flere andre aktivister, der er blevet i Myanmar. Det er, som om ondskaben ikke gør dem bange, men blot gøder deres længsel efter frihed, der skyder og vokser i dem for hver dag. Som en vild plante.

Blodet vil flyde

Jeg vil høre Min Ko Naing, hvad der skal til for at folket vælter juntaen. Han svarer, at folket først fuldstændig skal miste håbet.

Det kræver en forklaring: Da Aung San Suu Kyi og hendes parti – den nationale liga for demokrati (NLD) – vandt valget i 1990, passede resultatet ikke generalerne, der erklærede det for ugyldigt. Der skulle først forfattes og stemmes om en ny forfatning, sagde de, og senere blev initiativet ’køreplan for demokrati’ lanceret.

Denne proces har givet folket et håb om, at forandringerne og demokratiet ville komme en dag. Men efter næsten 20 år med skuffelser tror de færreste på, at den nye forfatning vil bringe reelle demokratiske forandringer med sig. Kritikere peger på, at den forfatning, der nu ligger på tegnebrættet, betyder at hvert fjerde sæde i parlamentet sikres militærets officerer, at præsidenten har ’militært syn’, og at Aung San Suu Kyi ikke kan deltage i et valg.

»Det afgørende er ikke, hvorvidt folk føler frygt eller ej, eller om de er modige nok eller ej. Det afgørende er håbet. Så længe folk har et håb om, at udviklingen vil bringe dem noget bedre, så er der meget lille chance for, at de vil rejse sig mod regeringen. Men viser forfatningen og ’vejen til demokrati’ sig at være en fiasko, så tror jeg, at folk ikke vil tolerere det længere. Det er vigtigt for os at sende en klar besked om, at hvis folket siger nej til forfatningen, så vil det komme de kommende generationer til gode«, uddyber Min Ko Naing.

Han mener, der er tegn på, at tiden er ved at være moden. Blandt de 200.000 breve var der også mange klager fra folk inde i systemet. Offentligt ansatte, brandmænd, politiofficerer, folk der er kendt for at være juntaens lakajer, men som nu havde fået nok. Det er den situation Min Ko Naing ønsker.

Min Ko Naing ønsker intet blodbad, ingen voldelig revolution, men erfaringen siger ham, at det bliver sådan. At asfalten igen vil blive rød ved det 2.000 år gamle Sule Paya tempel i Yangons midte.

»Der er gået næsten to årtier, og det meste af tiden har vi levet med falske håb. Uanset hvor fredelige vi er, så står vi over for en fjendtlig diktator. Selv om vi prøver at undgå, at der kommer ofre, så vil blodet flyde. Men det er et meget materialistisk synspunkt at sige, at de er stærkere end os, fordi de har 400.000 soldater. Vi har folket på vores side, og bliver vi stærke nok, så er de tvunget til at tale med os, fordi de indser, at vi har lige så meget magt«, siger han.

En katastrofe lurer Et buddhistisk tempel i udkanten af Yangon. 28-årige Zaw Mg begyndte at sælge sin krop for 15 kroner, da hendes mand forlod hende og deres to børn. Alfonsen tog det meste, men der var altid en femmer tilbage til Zaw Mg. På en dag kunne hun nå ti kunder, og altså tjene 50 kroner, men alle pengene gik til medicin, for hun begyndte at få udslæt på armene, blev afkræftet og syg. Det blev sværere og sværere for Zaw Mg at få kunder, og til sidst endte hun på banegården, hvor hun levede af vand og det frugt hun kunne tigge sig til.

Det var, da hun lå nederst i denne verden, at en munk så hende og fortalte om et af de få steder i Burma, hvor hiv-smittede kan få hjælp. Nu sidder hun så her, så tynd og afpillet, at det ligner, at hovedet hænger på en valmuestilk.

»Jeg blev smittet af en myg«, siger hun.

Øjeblikket er tragisk, ikke blot fordi, der her er en kvinde, som er ved at dø , men også fordi hun er blevet frarøvet sandheden om sin egen skæbne.

Burmas junta har længe forsøgt at skjule landets truende hiv-katastrofe, der af FN beskrives som en af de værste i Asien. Mens regimet sætter antallet af smittede til omkring 300.000, mener kritiske ngo’er, at dobbelt så mange er smittet. Reelt er tallet dog over en million hævder det 36-årige NLD-medlem Phyu Phyu Thin, der de seneste år har sat alt ind på at hjælpe hiv-ofrene i et diktatur, der i det store hele ignorerer deres eksistens.

Mens andre lande i Sydøstasien som Thailand og Cambodja har fået inddæmmet sygdommen, så er emnet komplet tabu i Myanmar. Og landets generelle helbredskrise synes at være en af de mest tydelige omkostninger ved et regime, der ikke interesserer sig for befolkningens ve og vel.

Op mod halvdelen af regimets penge går til militæret, der er fordoblet siden 1998, mens bare 105 kr. om året per indbygger går til sundhed. Ifølge FN er hvert tredje barn, på samme niveau som i Angola, mens godt hvert tiende barn dør, før det fylder fem år, svarende til forholdene i Congo. WHO har tidligere udråbt Myanmar til at have verdens næst dårligste sundhedssystem kun overgået af krigshærgede Sierra Leone. »Juntaen har brugt masser af penge på at bygge ny hovedstad, den har købt 300 nye militærfly fra Kina og sendt 10.000 unge soldater på militærtræning i Rusland. Den bruger kun penge på det, der kan holde den ved magten – befolkningens sundhed interesserer den slet ikke. På den måde er den ikke meget anderledes end andre diktaturer: Magten er det eneste, der tæller«, siger Phyu Phyu Thin. Selv ligner hun med sit blide, nærmest barnlige udtryk inkarnationen af det modsatte: Et menneske, for hvem magt ikke eksisterer som en værdi.

Netop Rusland og Kina, har spillet – og gør det fortsat – en afgørende rolle i Myanmars skæbne.

Det var de to medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, der nedlagde det første dobbeltveto siden den kolde krig, da USA tidligere i år foreslog en resolution, der fordømte menneskerettighedskrænkelser i Burma.

Særligt Kina har store interesser i at få fingre i juntaens teaktræ, ædelsten og naturgas mod at levere militært isenkram den anden vej. Men også lande som Thailand, Singapore og Indien hjælper – med kæmpe investeringer – Myanmar til at være modstandsdygtigt over for økonomiske sanktioner og politisk pres fra Vesten. Alene i 2005-06 flød der for 33 milliarder kr. udenlandske investeringer til generalerne – det største beløb siden Min Ko Naing og de andre studerende hævede armene i protest i det blodige år 1988. Rusland skal nu også hjælpe Myanmar med at bygge atomreaktorer, godt nok til fredelige formål, forsikrer juntaen. Andre rygter siger, at nordkoreanske skibe med atomteknologi er set anløbe Yangon. Myanmar lever med andre ord fint uden Vesten, generalerne har fundet deres egne venner.

Men trods dette ny flow af kapital, så har juntaen ingen penge til at tage sig af de syge.


Behandler fjenden for hiv

Phyu Phyu Thin driver i samarbejde med buddhistiske munke to shelters for hiv-smittede. Her i de bambusflettede rum ved munkenes tempel, kan patienterne få livsforlængende ARV-medicin, mad og et sted at sove. Der er godt nok to offentlige hospitaler for hiv-smittede. Men rygterne siger, at der er kummerligt, ingen medicin, og alt for få læger og sygeplejersker. Patienter dør ved hospitalets dørtrin, fordi de ikke kan få hjælp.

»Min første patient var politimand. Hvis hans overordnede fandt ud af, at han var hiv-smittet, så ville han miste sit arbejde, så han bad os holde det hemmeligt. Han ville vide, hvordan han kunne komme i behandling og få det bedre. Jeg ser patienter som patienter, uanset hvem han eller hun er«, siger hiv-aktivisten om sin villighed til også at hjælpe folk fra systemet.

Farlige vittigheder En garage i Mandalay. På en vestlig café med dårlige pizzaer og cola til overpris, samler jeg et eksemplar af den regeringskontrollerede avis Myanmar Times op. Tankepolitiet er på spil igen. Der er et læserbrev til Min Ko Naing.

»Min Ko Naing. Grunden til at jeg skriver til dig i disse dage er, at din gruppe af ’88’ Ny Generation Studenter går for langt i sin søgen efter popularitet og politiske stunts. I disse dage kan vi konstant høre udenlandske reportere parallelt med stemmen fra adskillige frøtyper i den tidlige monsun. Det er så ækelt at nogle lande fra det såkaldte internationale samfund i et forsøg på at skade Myanmars interesser blander sig i landets interne affærer og fabrikerer falske nyheder hånd i hånd med lakajer«.

Det var i samme avis den danske kunstnergruppe Surrend i juni i år indrykkede en annonce, der hængte general Than Shwe ud som morder. I annoncen stod navnet på et islandsk rejseselskab, Ewhsnahtrellik, der foregav at ville lokke nordiske turister til Burma. Men læst bagfra var beskeden: Killer Than Shwe. Kort efter forbød juntaen annoncer på andre sprog end engelsk og burmesisk. Jeg er interesseret i at finde ud af mere om betingelserne for humor i Burma. Er det overhoved muligt at fortælle en joke? Kan man gøre lidt grin med generalerne i et diktatur? Og kan humoren bruges til at skabe forandringer?

Den her er for demokrati

Inde i garagen er væggen nærmest tapetseret med fotos af Aung San Suu Kyi. Der er også gamle dukker, og på gulvet en simpel scene af træ.

»En god vits er en, der får generalerne til at skamme sig«, siger Lu Maw, der er medlem af komikergruppen The Moustache Brothers, uden at tøve.

Da hans bror og fætter blev fængslet, fortsatte han showet alene i deres garage. Han ventede tit på også at blive hentet, men det skete aldrig. Hver gang jeg stiller komikeren et spørgsmål om livet i Burma, svarer han ved at fortælle en vittighed. Han begynder med ytringsfriheden:

»Hej, mit navn er Lu Maw. Jeg har så ondt, for jeg har tandpine. Jeg kan ikke engang spise, så ondt har jeg. Jeg vil til lægen, så jeg tager busser og krydser grænsen til Thailand. Ja, krydser grænsen! I den thailandske by Chang Mai leder jeg efter en tandlæge. Åh, jeg er så heldig, jeg finder en læge og siger til ham: »Kære læge, vil du ikke nok ordne mine tænder, jeg har så ondt«. Lægen er meget overrasket. Han siger:»Lu Maw, hvorfor kommer du her til Thailand, har I da ingen tandlæger i Burma?«. Jeg svarer: »Jo, vi har mange læger, men derhjemme må vi ikke ÅBNE VORES MUND!«.

Han udtaler de tre sidste ord højt og langsomt som for at være sikker på, at jeg har forstået pointen. Ved siden af komikeren sidder broderen Par Par Lay, som sad i fængsel i fem år. Han er i kontrast til Lu Maw tavs og eftertænksom. Det er Lu Maw og ikke broderen selv, der fortæller om tiden i fængslet.

»Min bror ændrede sig ikke , han var den samme komiker. Han fortalte jokes til de andre fanger hver aften før de skulle sove, og de grinede og klappede. Da han stod i solen og hakkede i de store sten, sagde han: »Den her er for demokrati!«, og så svingede han hakken igen og sagde: »Den her er for frihed!«.» Vi er komikere af hjertet, og det kan vi ikke lave om på«, siger Lu Maw. The Moustache Brothers siger, at de mest fortæller jokes om den tidligere general Ne Win, men at enhver ved, at kritikken også er rettet mod styret. En general er nu engang en general.

Lu Maw tager tilløb til en ny vits. Joken handler netop om Ne Win, der efter sin død i 2002 blev transformeret til en stor fisk, som levede i havet. En dag kom så tsunamien.

»Tsunamien rammer Indonesien, åh der sker store skader, mange mennesker dør. Lidt senere kommer den til Thailand, åh nej, store skader og mange mennesker dør. Endelig kommer tsunamien til Burma. Men før den når kysten, bliver den bremset af en stor fisk. Det er Ne Win, der rejser sig fra dybet og siger: STOP! DET ER FOR SENT. JEG HAR ØDELAGT LANDET ALLEREDE!«.

Lu Maw knækker sammen af grin, slår sig på låret. Senere fortæller han vitsen om lægerne, der laver lynlås på kvindernes maver, så de kan føde mange børn uden at skulle betale dyrt for kejsersnit eller fødselshjælp. Han langer ud efter politiet, der tager bestikkelse, de regeringsansatte, der rager til sig, og lærerne, som også skal have lidt ekstra.

Det er for sent!

Kunstnerne trækker en plakat frem og fortæller, at de har arrangeret en komikerfestival, men at de netop har fået at vide, at regeringen ikke vil tillade, at den bliver afholdt. Men disse forsøg på at kvæle humoren er blot forhindringer på vejen, siger Lu Maw. Latteren vil altid leve.

»Humoren er så vigtig i vores land. Burmesiske folk arbejder hårdt om dagen, og om natten vil de slappe af. Dans, musik og drama. All night show! Folk har lyst til at grine. Vi er buddhister, vi tror på, at hvis man griner tre gange om dagen, så lever man længe. Det er derfor vi kan lide dans og komedie. Tre generationer! Min bedstefar, min far og jeg. Selv om vi er bandlyst, fortsætter vi«.

Rejseselskaber, der sender turister til Burma, kritiseres ofte for at en del af pengene uundgåeligt ender langt nede i regimets lommer. Men Lu Maw mener turisterne er vigtige, fordi de holder udsatte kritikere som ham selv i live. Så længe han er kendt i verden, er der mindre risiko for, at han bliver skaffet af vejen, siger han. Turisterne er som den trojanske hest, Lu Maw er krigeren inden i.

Komikeren er dog skeptisk over for, om det burmesiske folk igen tør rejse sig mod styret. Derfor er hjælpen udefra, presset fra det internationale samfund, afgørende.

»Folk er bange. De har allerede mistet for meget«, siger han.

Spærret inde igen

Tilbage i Yangon. Min Ko Naing forlader lokalet først. Han har ingen hale ser det ud til, men sådan en er sjældent synlig i Myanmar. I andre politistater ser man dem på hvert gadehjørne. Uniformsmennesker med striber på skulderen. Voldelige blikke. Arrogante. Konger over deres eget lille lyskryds. Men her det farligste det, øjet ikke ser.

Måske er fjernsynet med fodbold en orwellsk teleskærm, der optager og videregiver alt til big brother Than Shwe? Måske er manden, der har serveret os limejuice, en led stikker, sendt af tankepolitiet?

Min Ko Naing lover at sende mig en håndfuld kopier af nogle af de 200.000 breve fra folket, men han når det aldrig. Kort efter vores møde bliver han anholdt under en demonstration mod de høje brændstofpriser. Befolkningen har ikke fået nogen forklaring på, hvorfor priserne pludselig er mangedoblet, men der spekuleres i at de høje oliepriser på det internationale marked har presset regeringen. Frygten for nye tilfælde af hyperinflation på dagligvarer får folk til at hamstre ris, og dermed bliver virkningen selvforstærkende. 14 aktivister fra 88-Generationen bliver anholdt, herunder de fleste af toplederne. I de kommende uger når antallet af anholdte aktivister op på over 150. Imens indtager tusinder af munke gaderne i Yangon og Mandalay.

Som havde Min Ko Naing anelser om arrestationerne under interviewet, sagde han:

»Vi kan ikke undgå, at det frygtelige sker, at hele lederskabet bliver arresteret. Men den bedste besked til regeringen er, at sidste gang den gjorde det, troede den, at alt ville være slut, men efter arrestationen af fem ledere, kom der 50 nye frem«.

Som for at understrege, at han virkelig mente dette, ignorerede Min Ko Naing et øjeblik tolken og udbrød selv på engelsk: ’Yeah, sure!’.

Oprøret spreder sig, som vandet spreder sig i de oversvømmede gader.

»Vi forbereder os meget systematisk. Vi har ikke længere blot et centralt lederskab, vi har også folk klar i periferien. Der er nu et lederskab under opbygning i enhver by i alle dele af landet. Men fortæl ikke regeringen om det«, jokede han og slog ud i et stort grin.

Fakta: 45 år med militærstyre

1948: Burma opnår selvstændighed efter at have været britisk koloni og siden besat af japanerne. 1962: Statskup af general Ne Win 1974: Burma, der nu hedder Myanmar, bliver en socialistisk etpartistat 1988: Omkring 3.000 mennesker bliver dræbt under studenterdemonstrationer mod styret. General Ne Win går af. SLORC (State Law and Order Restoration Council) kommer til magten ved et nyt statskup. 1989: Aung San Suu Kyi sættes i husarrest første gang 1990: Første frie valg i næsten 30 år. Ligaen for demokrati (NLD) vinder, men juntaen nægter at gå af. 1991: Aung San Suu Kyi modtager Nobels Fredspris for sin ikke-voldelige kamp for menneskerettigheder 1992: General Than Schwe overtager ledelsen af SLORC 1997: Myanmar (Burma) bliver medlem af den sydasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN. 2003: Juntaens tilhængere overfalder Aung San Suu Kyi og flere NLD-medlemmer. Hun sættes i husarrest for tredje gang. Militærstyret fremlægger ’Køreplan for demokrati’, som skal sikre en ny forfatning og demokratiske valg, men det er endnu ikke sket 2005: Hovedstaden flyttes fra Yangon til Naypyidaw. Etniske stammefolk fordrives fra området 2007: Voldsomme stigninger i prisen på brændstof 19. august får systemkritikere til at protestere i gaderne. Siden begynder tusinder af munke fredelige demonstrationer.