I Myanmars mørke venter torturen

Efter oprøret. Efter munkenes oprør er gaderne i Yangon atter stille. Frygten har taget over i et land, hvor systemkritikere straffes med mord, tortur og indespærring. 49-årige Thet Oo flygtede til Thailand efter 12 år i mørket. Røde Kors kan ikke kontrollere fængslerne længere.

Link til Kristeligt Dagblad

Af Thomas Aue Sobol

Hvor længe kan et menneske modstå tortur? Hvor længe kan fangerne i Myanmars (Burmas) fængsler udholde tæsk, elektrochok, kvælningslege og seksuelle krænkelser, før de bryder sammen og udleverer deres venner? For de hundredvis af munke og nye politiske fanger i juntaens fængsler er svaret sikkert allerede givet. De mest modige betaler med livet – den 9. oktober døde den politiske aktivist Ko Win Shwe under juntaens forhør. Andre giver op over for smerten og afleverer en liste med navne. På den måde indkredser juntaen, hvem der stod bag septembers demonstrationer. Og således er alt tilbage ved det gamle i Myanmar: De, der kæmper for demokrati og forandringer, må også kæmpe for livet. 49-årige That Oo har prøvet det hele. Da han blev anholdt i årene efter studenteroprøret i 1988 holdt han til tre dage i forhørsrummet, inden han gav efterretningstjenesten oplysninger om andre demokrati-forkæmpere. Tilpas tid nok til, at vennerne havde en chance for at flygte, og han selv kunne overleve.

Ifølge den Thailand-baserede Assistance Association for Political Prisoners, AAPP, har der siden 1988 siddet 5000 politiske aktivister bag tremmer, 128 af dem er døde i juntaens hænder, mens langt flere er blevet tortureret, plaget og pint til uigenkendelighed. Efter 12 års indespærring flygtede That Oo i sommer til den thailandske grænseby Mae Sot, hvor jeg møder ham kort før munkenes oprør. På sikker afstand af generalerne, tænker han kun på én ting, siger han: – Hvordan kan jeg være glad, når mine venner stadig lider og bliver tortureret i fængslerne? Jeg søger nu politisk asyl i et tredjeland, så jeg kan tjene penge og sende dem tilbage til fangerne og deres familier.

That Oo ligner mange af Myanmars andre politiske aktivister. De har stræbt efter demokrati i årtier, og i denne kamp har de ofret næsten alt, inklusive årevis af deres liv. Burmeseren sluttede sig som 30-årig til studenteroprøret i 1988. Dengang havde den daværende general Ne Win kørt landet i sænk med sin ”Burmas vej til socialisme”. Ne Win nationaliserede stort set alt, han kunne få øje på, fjernede de store pengesedler og slap en inflation løs, der fik prisen på dagligvarer til at eksplodere. Fra at have været et af Sydøstasiens rigeste lande, befandt mange familier i Myanmar sig pludselig i ekstrem fattigdom. Studenternes oprør blev slået brutalt ned, omkring 3000 mennesker døde.

– Vi stod ansigt til ansigt med soldaterne. De beordrede os at vende om og gå hjem, men vi blev stående. Efter 15 minutter stormede de frem, skød og slog vildt omkring sig. Jeg faldt og prøvede at dække mit hoved, mens de tæskede løs på min ryg. Mange andre blev kørt væk i lastbiler, men jeg nåede at stikke af, fortæller That Oo.

Aktivisten slap gennem oprøret uden at blive anholdt, og i årene efter fortsatte han kampen for demokrati i studentergruppen ”Three Colour Flag”. Da frihedsheltinden Aung San Suu Kyi og Den Nationale Liga for Demokrati, NLD, i 1990 vandt det demokratiske valg med over 80 procent af stemmerne, nægtede generalerne at afgive magten og fængslede i stedet mange af de nye parlamentsmedlemmer.

That Oos frihed holdt indtil 1993. Da han en dag kom hjem fra et møde i studenterbevægelsen, sad efterretningstjenesten og ventede på ham i stuen. De havde allerede fundet et junta-kritisk magasin i hjemmet. I de følgende dage afhang hans skæbne af torturbødlernes nåde og hans egen vilje til at samarbejde.

– To mænd kom ind i rummet. De var fulde. De gav mig bind for øjnene og bandt mine hænder på ryggen. De greb bambusstængerne og tæskede løs på mit bryst, mit hoved og min ryg. Senere forlod de rummet, og to andre mænd kom ind. ”Hvem har givet dig magasinet,” råbte de. Da jeg ikke svarede, kom de fulde mænd tilbage for at tæske mig. Sådan fortsatte det i tre dage uden, at jeg sov eller fik noget at spise. Til sidst besvimede jeg og faldt sammen på betongulvet, fortæller That Oo.

Torturen stoppede først, da aktivisten opgav navne på sine kammerater, ligesom andre havde opgivet hans navn. Tæskene har i dag sat sine spor. Hovedet modtog så mange slag, at That Oo næsten mistede hørelsen, og fuglekvidder og motorstøj her i Mae Sot når ham nu gennem et høreapparat. Men stemmen er måske den, der er tydeligst mærket. Ordene falder nervøst over hinanden, og de har ofte svært ved overhovedet at finde ud.

Det er helt normal praksis for juntaen at bruge tortur for at fælde systemkritikere. I bogen ”The Darkness We See” (Mørket vi ser) udgivet af AAPP, fortæller tidligere politiske fanger om livet i Myanmars 43 fængsler: Isolation i mørke og rottefyldte celler, tidligere brugt til kolonistyrets militærhunde, elektrochok gennem kønsdelene, voldtægtsforsøg med hunde, uspiselig mad og beskidt vand. Dertil kommer sygdomme, som får lov at sprede sig: dysenteri, kolera, malaria. Fængselslægerne bliver brugt til at vurdere, hvor meget tortur fangens krop kan klare. Selv børn sidder bag tremmer, fordi juntaen mener, de udgør en trussel mod deres magt. I Mae Sot møder jeg også 33-årige Nyein Aye, der blev tortureret som 13-årig og siden fængslet i 10 år. Ingen kan tjekke fangernes forhold. Internationalt Røde Kors (ICRC) presser på, men er siden 2006 blevet nægtet adgang. Ofte er det truslen om, at familie eller venner udsættes for overgreb, der udløser den mest voldsomme angst. En aktivist knækkede sammen, da han troede, at pigen, fangevogterne skulle til at voldtage, var hans 18-årige lillesøster. En anden fik proppet et blodstænkt håndklæde ind i munden med besked om, at det var vennens blod. ”Hans blod og dit vil blandes,” sagde torturbødlerne.

That Oo nikker. Det værste, han gennemlevede de 12 år i fængslerne Insein og Tharrawady var at overvære andre fanger få tæsk, siger han. Vennernes lidelser og så dét, at hans familie udenfor døde en efter en. Både broderen, faderen og bedstefaderen. Kun faderens begravelse fik That Oo lov til at overvære.

– De førte mig på toget iført lænker. Mange mennesker så mig på denne måde, og jeg følte mig så skamfuld, siger That Oo om dengang, han fik udgang fra fængslet. Det var, når Thet Oo fik lov til at forlade sin klaustrofobiske celle og dyrke tomater og græskar i fængselshaven, at han havde det bedst. At han kunne tænke på, at der også ville komme en dag efter Insein og Tharrawady. Men da han endelig var på fri fod igen, var det ikke frihed, han følte. Generalernes øjne var overalt, og det var umuligt for den tidligere politiske aktivist at få et job.

– En dag eksploderede en bombe på en benzintank lige over for mit hjem. Militærets efterretningstjeneste mistænkte, at jeg stod bag attentatet, og de tog mig med til forhørsrummene. Jeg frygtede, at jeg nu skulle fængsles i årevis igen. Efterretningstjenesten slap Thet Oo fri, men fra den dag fulgte de ham døgnet rundt. Tanken om at skulle tilbage til mørket og torturen fik ham til sidst til at flygte. Nu sidder burmeseren så i Thailand. Han har aldrig været gift, men han har efterladt sin søster og sin mor på 82 år i Myanmar.

Og mens han taler om hende og de politiske kammerater, han har efterladt, siger Thet Oo også, at han er sikker på, at befolkningen snart vil rejse sig mod juntaen. Ligesom dengang i 1988. Han ved godt, at generalerne ikke bare vil afgive magten, men siger også, at han nægter at tro på endnu et blodbad. – Det international samfunds pres vil være for stort, pointerer Thet Oo. Han tager grueligt fejl, skal det vise sig.