Ølpigerne fra Cambodja

Øl og vold. Carlsbergs ølpiger i Cambodja lever med vold, seksuelle overgreb og fattigdom. Selv om Carlsberg har forbudt kvinderne at drikke sig fulde med kunderne, fortsætter de, indtil bryggeriet betaler dem en løn, de kan leve for. Siden nytår er mindst tre cambodjanske ølpiger blevet skudt eller har fået alvorlige tæsk. Bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Phnom Penh. Minibussen bremser hårdt op, som om den er lige ved at glemme at stoppe. 30-årige Aum Theary løber ud fra ølhaven, regnen styrter ned, fødderne er dyppet i vandpytter til anklerne.
I bussen sidder 17-18 andre Angkar-ølpiger, men der er kun sæder til halvdelen, så de rykker tæt sammen. Arbejdsdagen er slut, kvinderne sludrer og fniser, stemningen er høj. Løftet op af alkohol, kan jeg lugte. Varm ånde fyldt med øl får ruderne til at dugge, og neonlys, gadesælgere og tiggere i Cambodjas hovedstad Phnom Penh toner ud. Kvinden ved siden af mig rækker en hånd op for munden for at skærme for sin ånde.
»Undskyld, lugter jeg?« spørger hun. Jeg siger, at det ikke gør noget. Spørger så, om hun har haft en god aften. Tårerne springer ud af hende. Det gik galt, da en mand tilbød at give hende 12 dollars for drikke seks flasker Angkar-øl med ham. Størrelse: 650 ml. Alkoholprocent: 5,2.
Hun havde brug for pengene. Da de havde drukket, trak manden hende med ud til sin bil. Pludselig kom hans kone løbende, jalousien stod ud af hende, og den fik hende til at smække ølpigen en lussing og rive hende i håret.
»Du skal ikke tage min mand!« Det var heller ikke det, hun ville. Bare tjene lidt ekstra. Jeg kan se et kradsemærke på hendes hals. Hun græder, øjnene er stået til søs, hun er fuld.
Jeg er i Cambodja for at beskrive det arbejde, som ca. 700 ølpiger laver for Carlsberg.
Det er kvindernes job at overtale kunder i ølhaver, karaokebarer og restauranter til at købe Angkar-øllet, der er brygget af Cambrew, som Carlsberg siden august 2005 har ejet 50 pct. af.
Kvinderne er i konkurrence med andre ølpiger fra giganter som Heineken og InBev, og de ved, at det handler om at charmere sig frem med søde ord, frække smil og kjoler, der viser formerne.
Men konsekvenserne af arbejdet er ofte langt mere alvorligt end denne småflirten.
I slutningen af 2005 sendte hjælpeorganisationen Care en rapport ud, der dokumenterede alvorlige krænkelser mod landets godt 4.000 ølpiger. 38 pct. af kvinderne har haft ufrivillig sex på arbejdspladsen, 80 pct. er blevet befamlet på kønsdelene og 60 pct. udsat for trusler verbalt, fysisk eller med en pistol.
Konsekvensen er blandt andet, at mange ølpiger er smittet med hiv, og at de dør i en for tidlig alder. Efter hård kritik vedtog Carlsberg og fire andre bryggerier i december et etisk kodeks, som skal sætte en stopper for krænkelserne. Reglerne betyder, at det er forbudt for kvinderne at drikke med kunderne eller tilbyde dem sex, at kvinderne skal transporteres til og fra arbejde, og at deres tøj er ”tilstræbt tækkeligt”

.
Denne rejse gennem et Cambodja, der er præget af fattigdom, vold og lovløshed vil vise, at de etiske regler næppe vil forandre kvindernes liv foreløbig.
De seks Angkor-ølpiger i alderen 19-41 år, som jeg møder, drikker alle stadig med kunderne. En hiv-smittet pige fra Siem Reap fortæller, hvordan hun i gennemsnit tømmer fem store flasker Angkor hver aften, fordi hun får kommission per flaske, hun sætter på bordene. Det er god business selv at drikke med på kundens regning.
De ca. 50 dollar om måneden, som Carlsberg kan tilbyde disse kvinder i fast løn, er ikke nok til at opretholde et liv, siger kvinderne. Derfor går mange af dem også stadig i seng med kunderne.
Andre tager to-tre forskellige job for at få pengene til at slå til.
Volden kommer ind som en anden ubehagelig gæst. En simpel søgning i de lokale aviser viser, at tre cambodjanske ølpiger fra andre bryggerier siden nytår er blevet skudt eller har fået alvorlige tærsk, mens de arbejdede. Carlsbergs kvinder fortæller, hvordan voldelige bander af og til jagter minibussen, når de er på vej hjem fra arbejde. Ingen bliver nogensinde dømt for disse overfald, og hjælpeorganisationer opfordrer Carlsberg til at presse regeringen og træde i karakter for at sikre ølpigernes liv.

Februar 2007. En ølpige bliver skudt i hoften og vristen i en karaoke bar i Phnom Penh. Det er en officer fra hæren, der står bag. Han anholdes, men bliver senere sat på fri fod igen. Officeren fortæller, at han tabte sin pistol. Senere på måneden fyrer en soldat igen sin pistol af i en ølhave. En ølpige såres.

Vi befinder os i en åben ølhave i Phnom Penh. Stedet har intet tydeligt navn, men et stort reklameskilt fortæller: ”Angkar, mit land, min øl”

. Her er metalborde og plasticstole, plads nok til et par hundrede ølglade gæster. De første mænd kommer dalrende. Aum Theary smiler, gør sig til: »Angkar-øl, min kære?«
Ølpigen bærer en rød-orange-sort-mønstret kjole, tætsiddende over brystet. På jorden er der udtrådte rejer og beskidte mundservietter. Sveden glinser i hendes ansigt, røgen fra barbecuen svier.
»Kunderne vil have, at vi drikker øl med dem, så jeg gør det hver aften. Jeg har slet ikke tal på hvor mange øl, jeg har drukket med dem,« siger Aum Theary. Hun er ældre end de fleste andre ølpiger, og det generer hende, for kunderne går efter de unge og smukke, siger hun. Derfor må hun være god til at overtale, bruge søde ord.
En høj tynd teenagepige i en lårkort bordeaux kjole kommer mod mig. Hun ligner en ølpige, men hun sælger cigaretter. Til venstre for mig forsøger Aum Theary nu at afvise en mand med militærfrisure. Han vil have, at hun sætter sig hos ham.
»Hæld det hele op og lad os drikke sammen,« råber han til hende. Han skåler, slår glassene sammen og bunder øllet.
»Jeg bliver så let fuld,« undskylder Theary, mens hun skridter væk.
Afrydderne på restauranterne her i gaden er 9-10-årige piger fra de fattige landområder. De tjener typisk 20 dollar om måneden. Står op klokken 5.30, gør rent, vasker tøj og serverer til hen imod midnat. Oven i jobbeskrivelsen er der ofte de seksuelle pillerier fra restaurantejerne, hævder hjælpeorganisationerne. Bag en skulderhøj mur sidder fire af pigerne fra landet. De er i den alder, da man normalt går i 4-5. klasse, men på den muggrønne cement sidder de på deres knæ og skrubber forbrændte wok-gryder. Frem og tilbage. Frem og tilbage.
Aum Theary klager over, at restaurantejerne også beordrer ølpigerne at vaske op og gøre rent. De truer med, at de ikke vil lade pigerne sælge øl hos dem, hvis de ikke makker ret.
Manden med militærfrisuren fortsætter tilnærmelserne. Cambrew har lært Aum Theary, hvordan hun skal komme væk fra nærgående mænd som ham. Det er nyttige tricks, for flere gange om ugen oplever ølpigen, at nogen tager på hende eller vil dyrke sex med hende:
»Når jeg siger til dem, at jeg ikke vil, så drikker de ikke min øl mere, men vælger øllet fra et andet bryggeri. Det er et problem for mig.«
Hjemme i Aum Thearrys stolpehus, der kun har ét rum, bor tyve mennesker. Selv sover hun med sine fire børn og sin mand på brikse i det fri. Huset er et slags tag, hævet over hovedet på dem.
Aum Theary får 50 dollar om måneden fra Carlsberg. For at kunne købe mad og sende børnene i skole, arbejder hun for en lokal hjælpeorganisation om formiddagen, mens hun sælger øl for Cambrew hver eneste aften.
Før nytår gik det galt, da Aum Thearry afviste at have sex med en kunde.
Han blev så vred, at hans bande efter fyraften forfulgte Angkar-minibussen på motorcykler og kastede mursten efter ølpigerne. De seks mænd slog ring om kvinderne og bankede chaufføren gennem vinduet. Angste smed ølpigerne sig i bunden af bilen. Bagefter kom vreden:
»Følg efter dem og kør dem ned, så de kan dø!,« råbte de til chaufføren, mens adrenalinen pumpede.
Siden er det sket tre gange, at bander har jaget dem, når de var på vej hjem, siger Aum Theary. Selv er hun holdt op med at arbejde til langt ud på natten, for hun er bange for at blive overfaldet. Bander hærger nær hendes hus, og tidligere måtte hun betale dem beskyttelsespenge for at passere, når hun kom sent hjem. Angkor-minibussen ville ikke køre hende hele vejen, for chaufførerne var selv bange for banderne.

April 2006. En ølpige skydes i benet, fordi hun er for langsom til at hente isterninger til to officerer. Soldaterne kommer fra den enhed, premierminister Hun Sen rekrutterer sine bodyguards fra. De bliver anholdt, men hurtigt løsladt igen. Som straf får de barberet håret af. Ølpigen får 500 dollar i erstatning.

Efter min aften med Aum Thearry beslutter jeg at besøge et af de steder, hvor en ølpige er blevet skudt. Jeg vil se nærmere på, hvad det er for miljøer, kvinderne arbejder i.
En tuk-tuk fører mig ned af den støvede 122. gade i hovedstaden Phnom Penh, hvor en kvinde, der solgte Heineken-øllen ABC sidste år blev skudt i benet på karaokebaren Rockha II.
Ved indgangen er der et lille bord, hvor gæster skal aflevere deres skydevåben og knive.
I en stor entré sidder omkring 40 piger i stramme, lårkorte kjoler. De ligner varer på hylden i et supermarked. Men de smiler, bevæger sig, tøver så alligevel, som om de er usikre på denne vestlige kunde. Jeg er langt væk fra turiststriben langs Ton Le Sap-floden nu.
Beder om at få karaokerum 101. Jeg ved, at det var her, ølpigen blev skudt. Rummet er kvadratisk med en rød lædersofa, der klæber langs tre af væggene. Den klistrer til huden, da jeg sætter mig i den. Det ser ud som om, nogen har forsøgt at smadre noget gennem toiletdøren. En knytnæve? Fjernsynet spiller Elvis, blomstertapet pryder væggene, men her lugter nu af urin.
En DJ bekræfter, at pigen blev skudt her. Det var nogle officerer, der plaffede vildt omkring sig, fordi ølpigen var for lang tid om at hente isterninger.
Pigen kom på hospitalet og arbejder her ikke længere, siger han. I stedet har bulen Rockha II fået en Angkar-ølpige.
Jeg bestiller en øl, og Angkar-pigen entrer. En anden yngre kvinde dukker også op, det er en af dem i stramme kjoler, barmen skubbet op, håret tilbage. Karaokepigen lægger mikrofonen i skødet. Hun er med for at underholde og nusse med kunderne. For et par dollar kan man røre ved hende, hvor man vil, siger ølpigen. Karaokepigen skænker øl op i mit glas og hælder per automatik også op til ølpigen, der hedder Chea Sareth. Jeg fortæller kvinderne om skyderiet. Karaokepigen siger, at hun selv blev overfaldet på vej hjem fra arbejde for to uger siden.
»Der kom to mand på motorcykler og stak en pistol mod min hals. De tog mine penge, mobiltelefonen, halskæde og ringe,« fortæller hun.
Chea Sareth arbejder til så sent om natten, at Cambrew ikke kører hende hjem i minibussen.
Hun ser mange knive og pistoler blive lagt ved indgangen til baren, men er ikke bange for våbnene længere. Ølpigen var barn under De Røde Khmerer – Pol Pots rædselsregime, der var skyld i 1,7 mio. menneskers død i 1975-79. Dengang så hun sin far blive skudt og smidt i en massegrav, og hun overværede soldater voldtage en kvinde og skære brysterne af hende.
Siden giftede hun sig med en politimand, og han gjorde Chea Sareth fortrolig med våben. Hun lærte at bruge dem til at forsvare sig med, men for syv år siden blev han selv skudt. Ølpigen er nu enlig, forsørger tre børn på syv, 10 og 12 år plus sin mor. Udover at sælge øl hver aften syr hun tøj og arbejder på et kontor, der sælger jordlodder. Chea Sareth er en kvinde hærdet af livet, som det leves i Cambodja.
For hende er en pistol for panden ikke mere skræmmende, end det at få hverdagen til at hænge sammen.
Omkring halvdelen af de Angkar-kvinder, der ikke er gift, dyrker sex med kunderne, vurderer Chea Sareth.
På et enkelt samleje kan de tjene 20-100 dollar.
Selv siger hun nej tak, men befamlingerne slipper ølpigen ikke for.
»Hvis kunderne vil have, jeg drikker med dem eller synger en sang, så gør jeg det, for ellers får jeg ikke solgt mine øl. Nogle vil være tæt på mig, danse og røre ved mig. Jeg prøver at overtale dem til at lade være, men de tager armen rundt om mig og kysser mig, så nogle gange må jeg danse en hel dans med dem,« siger hun.
Det er afgørende for Chea Sareth, at ølsalget går godt. Hendes grundløn er 50 dollar om måneden, men det er langt fra nok til at forsørge familien. Sælger hun mange øl, kan hun nå op på 160-180 dollar.
Karaokerummet bliver mere og mere klaustrofobisk, det minder om en underjordisk bunker. Lydtæt, fugtigt, afskåret fra omverden. Her kan ske hvad som helst uden, at nogen bemærker det, tænker jeg.
En bredhoftet kvinde flår døren op og siger, at kvinderne må se at komme videre med arbejdet. Tv’

et er slået over i Bryan Adams, og stanken af urin er blevet uudholdelig. Jeg bryder op og siger farvel.

April 2007: En 28-årige ølpige får alvorlige tærsk af en direktør fra det offentlige. Hendes talje er slemt tilredt, og hun må på hospitalet. Direktøren besøger hende, siger undskyld og betaler hende 250 dollar i erstatning.

For at få nogle bud på, hvad der skal gøres for at beskytte ølpigerne mod vold og krænkelser, opsøger vi Cambodjas førende menneskerettighedsadvokat Sok Sam Oeun, der er direktør for det Danida-støttede Cambodian Defenders Project.
Han mener, at bryggerierne har et ansvar for at gå til domstolene, når der sker ølpigerne noget. Som det er nu, betaler krænkerne – der ofte er mænd med magt i militæret eller politiet – offeret et mindre beløb i erstatning, og så er den sag ude af verden.
»Når ølpigerne ser en politimand, tænker de ikke, at han er til for at beskytte dem. De stoler slet ikke på det juridiske system. Forsøger de at få sendt krænkeren i fængsel, vil det måske også gøre hans familie vred, tænker de. I Cambodja er folk bange for magtfulde mennesker, og disse kvinder tror, ingen kan hjælpe dem,« siger Sok Sam Oeum.
Han læner sig frem i stolen og siger, at hans organisation er villig til at betale for retshjælpen, hvis bare bryggerierne smider krænkelserne på bordet.
»Når de fattige tænker, at det kun er dem, der kan blive retsforfulgt, mens de rige kan betale sig fri, så vil problemerne kun vokse. Cambodja har haft mange krige og revolutioner, fordi der ingen social retfærdighed var,« siger Sok Sam Oeum.
Hos Cambodian Women’

s Crisis Center (CWCC) mener direktør Chanthol Oung, at selv de mildere tilfælde af vold og trusler skal anmeldes. Det er ikke nok med et etisk kodeks. Carlsberg og de andre bryggerier må lægge mere pres på regeringen for at forbedre ølpigernes sikkerhed. Der skal etableres en direkte hotline fra ølpigerne til politiet, så hjælpen kommer hurtigt, og restauranterne skal lave sikkerhedsrum, som kvinderne kan flygte ind i, siger hun.
»Når bander følger efter pigerne på vej hjem, så er det både politiets og bryggeriernes ansvar. Ølselskaberne har så mange biler, at de næppe kan sende vagter med dem alle, men så må de lave en hotline til politiet. Carlsberg er et stort selskab, og de må bruge deres indflydelse til at sige til regeringen, at det, der sker, ikke er acceptabelt,« siger Chanthol Oung. Hun mener også, at Carlsberg skal presse på for, at alle skydevåben holdes ude af restauranterne.
»Som det er nu, risikerer alle ølselskaber, at en af deres ansatte bliver skudt – også Carlsberg,« siger direktøren.

April 2006. En ølpige nægter at fortsætte drikkeriet med en flok kunder. Da mændene bliver truende, træder indehaveren af ølhaven til for at forsvare hende. De fem mænd tærsker så både ølpigen og indehaveren.

Mange ølpiger udsætter sig selv for risici, fordi de mangler penge. I byen Siem Reap er ca. hver 6.-7. ølpige hiv-smittet, viser en helt ny undersøgelse fra byens offentlige aids-kontor.
En eftermiddag møder jeg to af dem.
»Jeg bad kunderne om at bruge kondom, men nogle gange nægtede de, og så kunne jeg ikke gøre noget. Efter jeg blev smittet, forklarede jeg dem hver gang, at de skulle bruge beskyttelse, men når jeg sagde, at jeg havde hiv, var der nogle af dem, der ikke troede på mig, så vi gjorde det uden,« siger 24-årige Ya Sokhom, der har solgt øl for flere forskellige selskaber indtil for en måned siden, da hun blev uvenner med ledelsen på restauranten. Nu er hun gadefejer.
Ved siden af den lille, spinkle gadefejer, sidder Angkar-pigen Sokun Ros, 28, der siger, at hun er blevet hiv-smittet af sin mand.
Ølpigen drikker i gennemsnit fem store øl hver aften for at tjene flere penge til familien.
»Jeg prøver at skære ned, og i går drak jeg kun tre store flasker. Jeg ved, at det ikke er godt for mit helbred at drikke, så hvis kunderne ikke tvinger mig til at gøre det, prøver jeg at undgå det,« siger hun.
Hver gang Sokun Ros og kunderne drikker tolv øl sammen, tjener ølpigen fem dollar ekstra i kommission, forklarer hun. Ølpigen siger, at hun aldrig har hørt om de etiske regler, der forbyder hende at drikke i arbejdstiden. Men drikker hun ikke øl med kunderne, vælger de en anden ølpige at more sig med, siger hun.
På byens aids-center har de ansatte interviewet over 300 ølpiger for at finde ud af, hvor meget disse kvinder skal tjene for at kunne forsøge sig selv og deres børn. Resultatet er 120-130 dollar om måneden. Derfor mener lederen af centret Kros Sarath, at de 50 dollar i grundløn er alt for lidt.
»Hvordan skal de overleve for de penge?,« spørger han.
Carlsberg har sagt, at bryggeriet ikke vil øge lønnen, fordi det vil ødelægge det cambodjanske arbejdsmarked, hvis ølpigerne kommer til at tjene mere end for eksempel skolelærere.
Men Chanthol Oung fra kvindekrisecentret CWCC afviser, at lærerinder og andre vil droppe deres profession for at blive ølpiger.
»Langt de fleste kvinder vil slet ikke arbejde som ølpiger, for selv om disse kvinder fortjener at blive respekteret, sætter samfundet ikke pris på dem. De sælger kun øl, hvis de ikke har noget alternativ,« siger Chanthol Oung.
Ølpigerne mærker den manglende respekt via fordømmende snak i nabolaget, eller som ondskabsfulde ord fra de fulde kunder. Men selv kvindernes egne ægtemænd er efter dem:
Tidligere i år måtte Cambrew hjælpe en af sine ølpiger på hospitalet, fordi hendes mand havde gennemtærsket hende i jalousi over nærkontakten med fremmede mænd i ølhaverne.
Chanthol Oung anerkender, at bryggeriernes etiske kodeks har ført forbedringer med sig, men der skal meget mere til og en stigning i basislønnen til mindst 70 dollar er afgørende, hvis kvinderne skal holde op med at sælge sig selv eller drikke mange øl med kunderne, siger hun.
Alligevel bemærker direktøren til sidst, at ølpigernes liv er så farligt, at hun helst så, at Carlsberg helt stoppede med at bruge dem.
»Jeg har sagt det til Carlsberg tidligere: Hvorfor finder I ikke en anden måde at promovere jeres øl på?«
August 2006. En 24-årig ølpige bliver fundet flydende i et kloakudløb i Phnom Penhs Tuol Kok distrikt, der er fyldt med karaokebarer og ølhaver. Ølpigen har kun en t-shirt og et par shorts på. Hun er død.
Lad os til slut vende tilbage til minibussen med Aum Theary og kvinden, der er blevet overfaldet efter at have drukket seks flasker øl med en kunde. Vognen er nået frem til Cambrews bygninger i Phnom Penh. Her er andre minibusser også kommet hjem, og der samler sig hurtigt 30-35 kvinder omkring den krænkede ølpige. Hun græder stadig, er oprevet, går rundt i en cirkel. Aum Theary lægger armene om hende og marcherer hen til en af de ledere, der er ansat til at hjælpe kvinderne, når det går galt.
»Hjælp hende! Hjælp hende!« råber hun op i hans ansigt.
Det er blevet fyraften for denne gruppe ølpiger, men et andet sted i byen gør den frygtløse ølpige Chea Sareth sig klar til at danse kinddans med de fulde gæster i karaokebaren Rockha II, mens hiv-smittede Sokun Ros i Siem Reap knapper den første af nattens fem Angkar-øl op.
»Find dem, der slog hende, og sig til dem, at vi bare passer vores arbejde,« råber Aum Theary til Cambrew-lederen, der sidder tavs på sin motorcykel.
»Fortæl dem, at vi også er mennesker!«

Alle eksempler på overfald mod ølpiger, som i kursiv, er hentet fra avisen Cambodia Daily. Det skal understreges, at de fremhævede eksempler vedrører ølpiger, der arbejder for en række forskellige, internationale bryggerier.

Fakta: Etikkens kode
Efter hård kritik fra NGO’

ere i området, indførte bryggeri-industrien i Cambodia i fjor et fælles etisk kodeks, der skulle rette op på de konsekvente overgreb mod de ølpiger, der sælger industriens produkter i landets brutale natteliv.

Ansættelsesforhold. De vilkår, ølpigerne er ansat under, skal overholde cambodiansk lov. Pigerne skal have en forståelig, skriftlig kontrakt og en fast månedlig løn.
* Organisation. Pigerne skal vide præcis hvem, deres leder er, og hvem, de skal klage til i tilfælde af arbejdsrelaterede overgreb.
* Uniform. Pigerne skal udstyres med en uniform, der klart signalerer hvilket bryggeri, de arbejder for.
* Transport. Arbejdsgiveren skal sørge for transport fra arbejdsstedet til pigens hjem så snart, arbejdstiden er afsluttet.
* Uddannelse. Alle bryggerier skal uddanne pigerne i, hvordan de håndterer besværlige kunder, chikane, alkohol- og narkomisbrug samt i brug af prævention.
* Overgreb. Bryggerierne skal udvise nultolerance over for overgreb og sexmisbrug af ølpigerne.
* Alkohol. Bryggerierne opfordrer ølpigerne til ikke at tage imod invitationer om at drikke med kunderne.
Kilde: The Beer Selling Industry Cambodia.

Voldens land

Cambodias blodige fortid bærer en stor skyld for, at landet i dag er langt mere råt og voldeligt end det meste af det øvrige Sydøstasien.
Under Vietnamkrigen pulveriserede amerikanske bombefly cambodianske landsbyer i jagten på kommunistiske Viet Cong. Bombetogterne gav guerillalederen Pol Pot og hans Røde Khmerer opbakning hos folket, og i 1975 indtog soldaterne Phnom Penh og fjernede den amerikansk-støttede regering. Derfra tog det De Røde Khmerer tre år, otte måneder og tyve dage at henrette, pine og udsulte over 1,7 mio. landsmænd. Mellem hver tredje og hver fjerde borger døde.
Pol Pots drøm var et kommunistisk bondesamfund, men det endte i tvangsarbejde og tyranni, hvor alle, der lavede den mindste fejl, blev straffet med døden. I dag er Cambodia fortsat plaget af fattigdom, vold, korruption og straffrihed. Kritikere peger på, at problemerne vil fortsætte så længe, landet ikke har afsluttet opgøret med De Røde Khmerer. For når massemordere ikke skal straffes, hvorfor skal voldtægtsforbryderen eller den korrupte officer så?
Pol Pot er allerede død, men en række af historiens øvrige massemordere bliver nu endelig retsforfulgt. Opgøret skydes i gang, når FN og Cambodia på onsdag bliver enige om reglerne for det fælles folkemords-tribunal, der er sat op i Phnom Penh. De seneste år har der været grund til nogen optimisme på det sociale og økonomiske område. Økonomien voksede i fjor med 10,4 pct. efter et boom i tekstileksport, turisme og byggeri. Samtidig har regeringen slået hårdere ned mod børneprostitution, og Cambodia har fået nogenlunde bugt med en truende hiv-epidemi.