Carlsberg: Vi er nede på knæ

»Vi prøver ikke at benægte, at der er et problem, og vi er nede på knæ… « siger informationschef Jens Peter Skaarup, Carlsberg, efter afsløringen af, at bryggeriets ølpiger udsættes for druk, vold og chikane.

De seks ølpiger, vi har mødt i Cambodia, drikker stadig øl med kunderne. En hiv-smittet kvinde fortæller, at hun indtager seks store øl hver aften. Tyder det ikke på, at jeres etiske regelsæt ikke har den store effekt?

»Jo, hvis det bliver ved med at være sådan. Men det etiske regelsæt er først ved at blive effektueret, og vi kan ikke ændre alt fra den ene dag til den anden. Vores overordnede mål er, at vores beer promoters (ølpiger , red.) bliver en del af forsyningskæden, så de måske om et, to eller tre år ikke bare betragtes som nogle, der sælger øl på et værtshus, men i stedet som dem, der sælger Cambrews produkter. Det er bløde værdier, men de har forhåbentlig den markante konsekvens, at pigerne føler sig mere værd, og at mennesker begynder at se på dem med andre øjne. For eksempel har vi haft alle pigerne nede og se bryggeriet i Sihanoukville i det sydlige Cambodia, og vi samlede dem også på kvindernes internationale kampdag.«

Du siger, at tingene måske ændrer sig om “et, to, eller tre år”, men hvor længe kan Carlsberg leve med, at ølpigerne drikker seks flasker øl hver aften og bringer sig selv i fare?

»Det kan vi ikke leve med i ret lang tid. Vi prøver ikke at benægte, at der er et problem, og vi er nede på knæ, når vi siger de her ting. Men vi har besluttet i fællesskab med de andre bryggerier at gøre noget ved det. Det er meget væsentligt, at vi står sammen, for det nytter ikke noget, at vi laver nogle strenge regler, hvis de andre ikke også gør det, for så går vores ansatte bare over til dem.«

Men hvad vil I så gøre for at stoppe det? Hvilke sanktioner vil I bruge over for de ølhaver og restauranter, hvor der fortsat drikkes?

»Vi vil bruge strenge sanktioner. Vi vil sige, at det skal stoppes, og hvis de (restauranterne red.) ikke kan efterleve det, så bliver deres kontrakter ikke forlænget.«

Risikerer I så ikke at skulle opsige de fleste kontrakter i Cambodia?

»Det tror jeg ikke. Vi har nogle meget positive tilbagemeldinger fra pigerne, som kan se det rigtige i det, vi gør. Men noget, som har været en tradition i mange år, tager tid at ændre. Desværre er der i Cambodia også en tradition for, at man ikke har særligt stor respekt for andre menneskers liv. Man skal tænke på, at for 30 år siden blev en tredjedel af landets befolkning slået ihjel (under Pol Pots regime i 1975-79 red.). På den måde er Cambodia også anderledes fra Laos, Vietnam, Hong Kong, Kina og Malaysia. I Vietnam ville du sikkert få et par på kassen, hvis du rørte ved en af de ansatte. Derfor siger vi, at det her tager udgangspunkt i et etisk regelsæt, men det handler allermest om holdningsbearbejdelse hos os, pigerne, kunderne og værtshusejerne.«

NGO’er og ølpiger siger enstemmigt, at kvinderne drikker øl og udsætter sig selv for farer, fordi de ikke får nok i løn til at forsøge deres familier. Hvorfor løser I ikke bare problemet ved at betale dem lidt mere?

»Den gennemsnitlige beer promotor tjener 70-75 dollar om måneden. Set fra vores del af verden er det små penge, men det er det dobbelte af, hvad en almindelig arbejder tjener i Cambodia. Både lærere og læger må ofte tage et ekstra job, fordi de ikke kan leve for den løn, de får, og vi kan ikke give medarbejderne så markant meget mere, end alle andre grupper.«

Ølpiger bliver skudt på jobbet og Angkar-minibussen forfulgt af bander. NGO’erne opfordrer jer til at presse regeringen til at øge sikkerheden, holde våbnene ude af ølhaverne og etablere en direkte hotline til politiet. Hvorfor bruger I ikke jeres magt til at få de ting igennem?

»I fællesskab med de andre bryggerier gør vi alt, hvad vi kan, for at lægge pres på regeringen, for uanset hvad, så skal der lovgivning til. Vi har for et øjeblik siden fået en melding fra regeringen om, at de er færdige med at se på sager omkring tekstilindustrien, og at det nu er tid til beer promoters. Et af vores mål er, at det bliver et krav, at man skal underskrive det etiske regelsæt og være medlem af vores industriforening Beer Selling Industry Cambodia (BSIC) for overhovedet at få licens til at sælge øl i Cambodja. Og kan vi få lavet en hotline til politiet, og hvad der ellers skal til, for at pigerne føler sig sikre, så er vi klar til det.«

Forbryderne går fri, når ølpiger bliver krænket, fordi ingen anmelder overfaldene. Med denne straffrihed fortsætter problemerne bare, siger ngo’erne. Anmelder og retsforfølger I nogensinde kunder, der krænker jeres ansatte?

»Det kan jeg ikke svare dig på. Men det ligger i ånden i de etiske regler, at hvis vi bliver bekendt med, at nogen har været udsat for en forbrydelse, så bliver det meldt til politiet. Det står fuldstændig fast. Men jeg ved ikke, om vi har gjort det endnu.«

Hvad skal der til for, at Carlsberg siger: »Nu kan vi ikke kan acceptere ølpigernes vilkår længere, og derfor kan vi ikke bruge dem til at sælge vores øl«?

»Tingene er ikke så enkle, at vi bare siger, at hvis der er et problem omkring en medarbejdergruppe, som vi ikke kan løse, så nedlægger vi den og siger pænt farvel. Vi har brug for pigerne i vores salgsarbejde, mange af dem ender i arbejdsløshed, hvis vi fyrer dem, og vi er ret overbeviste om, at når det kan fungere uden problemer i alle andre lande, så kan det også komme til at fungere i Cambodia. Vi smider ikke håndklædet i ringen.«

Hvad hvis det er en af jeres ølpiger , der bliver skudt næste gang?

»Hvis en af vore medarbejdere bliver skudt, vil det være en meget ulykkelig begivenhed, som kun viser, at der er et kæmpe behov for at foretage den holdningsbearbejdelse, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Når vi er mange kræfter, der går sammen, har vi også grund til at tro på, at det kan lade sig gøre.«