Døden i minen

Den Globale Mission II. Multinationale guldselskaber må grave dybere og dybere for at hente guld op af undergrunden i Sydafrika, og det sætter de sorte arbejderes liv på spil i de minesamfund, der i forvejen er plaget af tuberkulose og HIV. Hvad betyder i sidste ende mest? Et menneskeliv eller en guldbarre? Bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Johannesburg. Vi bliver ført ind i et metalbur. I noget tid står vi bare der og kigger på hinanden og vores outfit: Hvid kedeldragt, hjelm med pandelygte, knæbeskyttere, beskyttelsesbriller, gummistøvler og sokker trukket op til lige under knæene. Så glider buret ned. Ned i et sort hul. Ned til guldet.

I begyndelsen glider vi langsomt, så hurtigere og hurtigere til vi når 55 km i timen.

Det knirker og buret giver sig lidt. Det bliver mørkere. Fugtigere. Klammere.

Jeg føler det som om, vi er på vej ned i en dyb brønd. Bundløs. Noget bevæger sig i maven.

Da vi er 60 etager under jorden i det tunnelsystem, verdens næststørste guldselskab, multinationale AngloGold Ashanti, har bygget op, stopper buret.

Vi skal egentlig otte etager længere ned. Men wiren, der forbinder os med verden et sted deroppe, kan ikke bære os længere.

Det er mere sikkert at skifte bur nu. Bare otte etager mere. Så er vi 2.500 meter under jordoverfladen.

Det føles som om, her er 40 grader varmt. Faktisk er her kun 27-28. Det er fugten. Det indelukkede. Ikke så mærkeligt. Den eneste luft hernede transporteres gennem et papirrør, der maser sig frem som en larve oppe under det dryppende klippeloft.

200 dødsfald om året

Minedrift efter guld og diamanter i Sydafrikas undergrund har længe været landets største industri, og multinationale selskaber kappes om, hvem der skal have lov at bygge labyrinter og snørklet underjordisk infrastruktur for at få adgang til de mørke klippestykker med karbon, hvor guldet gemmer sig.

Men de skinnende metaller har også en dunkel bagside.

Hvert år dør over 200 arbejdere i de sydafrikanske miner, og industrien anklages for at opretholde et apartheid-lignende system, hvor de sorte knokler under livsfarlige forhold kilometer under jorden, mens de hvide leder og fordeler arbejdet. Og guldet.

Hver minearbejder hos AngloGold Ashanti henter seks gange så meget guld op fra undergrunden, som han gjorde for tyve år siden.

Særligt efter apartheidsystemets fald i 1994 er minedriften blevet langt mere effektiv.

Forbedringer i produktiviteten er afgørende for fortsat at kunne tjene gode penge, siger de i Sydafrika, hvor Johannesburg-baserede AngloGold Ashanti sidste år havde et driftsoverskud på 469 mio. dollars.

Minesselskaberne tvinges samtidig til at grave dybere og dybere for at finde guldet. Deep mining , kalder de det.

Problemet er bare, at klipperne ikke altid opfører sig, som selskaberne forventer det, her 2.500 meter under jorden.

»Jo længere vi går ned, jo farligere er det. Dybt nede har vi svært ved at forudse, hvordan klippemassen reagerer, når vi laver sprængninger. Men vi løber ikke unødvendige risici. Guldet er ikke vigtigere end minearbejdernes liv,« siger direktøren for Great Noligwa-minen, som vi befinder os i. »G.L.B. Davey,« står der på visitkortet.

De sorte minearbejdere er ikke helt enige i direktørens vurdering.

Men det vender vi tilbage til. G.L.B. Davey forudser da også, at AngloGold Ashanti slet ikke leder efter guld i Sydafrika mere om ti år, netop fordi det er uøkonomisk at gå så dybt. Uøkonomisk og farefuldt.

I stedet skal der satses på minedrift i andre lande som Rusland og Australien, hvor selskabet allerede laver boringer.

Dræberen AIDS

Senest gik det alvorligt galt i Tau Tona minen nær Johannesburg, som vi oprindelig skulle have besøgt.

Tre dage før ankomsten til Sydafrika, på et hotelværelse i Boston, gled der en mail ind på computeren.

Den var fra kommunikationsdirektøren i AngloGold Ashanti.

Underjordiske rystelser i Tau Tona havde fået en stor klippeblok til at vokse ud af klippevæggen og vælte ned over minearbejderne der, hvor de stod og borede.

»Det er den værste ulykke, jeg nogensinde har set. Det tog flere dage at finde ind til arbejderne,« siger Davey.

Fem sorte minearbejdere døde. En overlevende fortalte senere til pressen, hvordan han i dagevis stod klemt fast mellem to klipper. Det var så mørkt, at han ikke kunne se sine egne fingre.

Da Tau Tona foreløbig er lukket for efterforskning, er vi nu taget ned i nabominen Great Noligwa i stedet. Her udvindes også guld i rå mængder. Og uran.

Men i virkeligheden handler farerne i de sydafrikanske miner om meget andet end klippeblokke, der bryder ud, vælter ned og begraver.

Det handler også om et liv for de fattige sorte minearbejdere, der er præget af hårdt arbejde under skadelige vilkår. Om AIDS, tuberkulose og andre sygdomme, der følger med. Om tilværelsen i hostels bag tunge gitre, hvor kun prostituerede får lov at komme på besøg. Dér, bag porten, er det lige så normalt at være HIV-smittet, som det er at være forkølet.

Og AIDS dræber langt flere, end de underjordiske klippesammenstyrtninger gør.

Alene i minerne omkring West Wits, hvor Tau Tona og Great Noligwa ligger, døde mindst 225 af AngloGold Ashantis medarbejdere af AIDS sidste år. Selskabet vurderer selv, at hver tredje af de 17.000 ansatte er smittet.

Den sydafrikanske regerings ignorering af AIDS-problemet fik for nogle år siden mineselskaberne til selv at tage sprøjten i hånden.

»Vi har for længe skulle høre på argumenter fra sundhedsministeren om, at hvidløg og citron er lige så effektivt som medicin til at bekæmpe HIV. Denne mangel på lederskab og fornægtelse af problemet, har kostet mange mennesker livet,« siger HIV-ekspert i AngloGold Ashanti, James Steel.

Og selvom der er tegn på et kursskifte i præsident Thabo Mbekis regering, som i dag uddeler livsforlængende antiretroviral ”ART”

-medicin til dele af befolkningen, tilbyder AngloGold Ashanti selv at teste og behandle sine ansatte.

Alle tests sker frivilligt. Og det har taget noget tid for arbejderne at krybe frem fra under jorden og lade sig teste.

En HIV–

dom i Sydafrika har længe været ensbetydende med stigmatisering og brændemærkning.

I 2001 testede AngloGold Ashanti blot 3 pct. af minearbejderne. I år når selskabet op på at teste hele 62 pct. af styrken. Foreløbig har 22 pct. af de testede vist sig at være HIV-smittede.

Behandlingen med ART betyder, at arbejderne kan være produktive i minen 15-25 år længere. Dermed slipper guldmineselskabet også for voldsomme udskiftninger i arbejdsstyrken, når de smittede dør.

»Minerne er for mænd«

Hernede, 2.500 meter under jorden, er HIV-faren ikke den mest øjensynlige. Minegangen, vi træder ind i på 68. etage, er rund og boret direkte gennem de underjordiske klippeformationer.

Gangen er vel to en halv meter høj, og samtidig bred nok til, at der kan køre et lille metalbadekar på skinner.

For at nå guldet, fjernes hele områder af klippeformationer fra undergrunden. Oppe på jordens overfladen kvases klipperne. Til de bliver finere end sand.

De store sandbjerge rejser sig som gigantiske hvide muldvarpeskud på den afrikanske savanne.

Fra klippesandet udvindes guld og uran. Sidstnævnte satser AngloGold Ashanti på kan blive en ny stor eksportvare.

Guldet smeltes sammen, så det ender som den velkendte guldbarre. Den ørnen har i kløerne på logoet malet på muren foran minen.

I alt henter AngloGold Ashanti 36 ton guld op fra undergrunden om året. Det svarer til 10 pct. af den sydafrikanske produktion.

Klippevæggene langs skinnerne bliver af og til understøttet af træstolper, der forsøger at stå i mod presset fra naturen. Det forekommer at være som at bruge tandstikker til at bære et hus.

Kraftigt ståltrådsnet gør også sit for, at der ikke skal falde sten ned i hovedet på os. Nettet har allerede fanget noget.

»Hvis I ser nogle løse klippestykker, skal I bare sige det,« siger en af de sikkerhedsansvarlige, der er fulgt med ned i minen.

For hver 500 meter er der en flugtdør. Så lav, at den passer til en dværg.

Her skal man løbe hen, hvis der opstår ild i minen.

Vi bevæger os ind i et underjordiske ”møderum”

, hvor der er tegninger over området. Her er det skitseret, hvilke klipper der skal bores ned og fjernes. Området, der skal væk, måler 60 gange 60 meter. Snittet ind er kun 1,5 meter højt. Som et knivstik ind i klippen.

»Det er som en sandwich, hvor vi kun skal have skinken, der ligger i midten, med ud. Det er dér, guldet er,« siger den sikkerhedsansvarlige.

Han er en kraftig hvid mand med vigende hårgrænse under hjelmen. Har arbejdet i minerne i 36 år.

»Det, der har ændret sig mest, er arbejderne. I 1970’erne og 1980’

erne var de sorte store og stærke. Minearbejderne havde kæmpe muskler. Det kræver styrke at bore dagen lang i tunnellerne her,« siger han og tegner buler i luften over sine egne arme.

»I dag ligner de mere os,« konstater han og punkterer bulerne igen.

Manden brokker sig også over, at der er kommet flere kvinder ned i minerne.

»Jeg ved godt, at det er en af de nye filosofier i Sydafrika, at få kvinderne med herned. Men det er ikke et job for dem. Du kan sige, hvad du vil, men jeg ville ikke tillade at min kone eller datter, at arbejde her. Minerne er for mænd,« siger han.

Død af indre blødninger

En af disse mænd hed Thomas Kaufer Koele.

På en lap papir på en opslagstavle står han nævnt som det seneste dødsoffer i minen. En nøgtern gravskrift fortæller:

Thomas Kaufer Koele, 52 år, død af indre blødninger. Blev ramt af en krog.

Ulykken skete, da han skulle trække vognene med guld væk fra boringerne og ud på skinnerne.

Thomas Kaufer Koele var sort. Det er næsten alle minearbejderne, mens ledelsen er hvid.

Sydafrika forsøger lige nu at lave om på den rollefordeling. Det sker blandt andet gennem positiv særbehandling af virksomheder, der har sorte i ledelsen.

Broad Based Black Economic Empowerment , kalder de det.

Men det er ikke rigtig slået igennem i minerne. Endnu.

Vi forlader Thomas’

gravskrift.

Herfra bliver det gradvist værre.

Vi skal ind til hjertet af boringerne. Der, hvor boret glider ind i klipperne og laver ravage.

Gangen snævres ind, som en fugtig arterie, der bliver smallere og smallere. Vandet drypper i ansigtet, og her lugter lidt råddent. Af våd jord og klippe. Vi må ned på knæ og kravle det sidste stykke. Skuldrene støder mod klippevæggen, og vi maser os videre ind, som orme gennem et æble.

Endelig, derinde i mørkets hjerte, står en flok minearbejdere og styrer et halvanden meter langt bor ind klippen. Det ryster, hånden ryster, jorden skælver. Lyset fra minearbejdernes pandelygter rammer hullet i klippen, og det ser ud som om, at guldet skinner, eller Gud er på vej ud et sted derindefra. Med en klump i hånden.

Det er vist tid til at kravle tilbage.

Dagen efter besøget i minen kører vi ud for at besøge et af de små samfund, hvor AngloGold Ashantis minearbejdere lever.

Vi er interesserede i at høre, hvad arbejderne selv synes om livet i minen, om farerne, HIV-epidemien, og hvad AngloGold Ashanti gør for at hjælpe dem.

Ved porten til et af minesamfundene bliver vi afvist af chefvagten. Men på vej væk samler vi to arbejdere op, der spørger om et lift.

Den ene er høj og tynd som et strå på savannen. Fingrene er formet efter grebet om en hakke: Krogede.

Den anden er mindre, lidt kraftigere og med et ansigt, der får ham til at fremstå, som var han hugget ud af en underjordisk klippe.

»Efter Nelson Mandela blev løsladt, og de sorte blev befriet, er det gået fra bedre til værre. Vi har ingen rettigheder i minerne. Det er som at leve i et fængsel. Vi arbejder som slaver,« siger den høje.

Han er klædt helt i hvidt, kinderne er indsunkne, og havde vi været i minerne, ville han have lignet et spøgelse.

Vi har sat os ind i en slægtningns lerklinede gule hus, hvor der også er tre andre minearbejdere

Talen går langsomt. På stammesproget Xhosa kommer ordene ud ved hjælp af en slags klikken med tungen. Det lyder, som når insekter taler.

En kande hjemmebrygget øl vandrer rundt mellem arbejderne, mens de fortæller om de miner, de har arbejdet i så længe, at de ikke kan huske, hvornår det hele begyndte. Eller hvor gamle de selv er.

Ingen af arbejderne vil frem med deres navne. De frygter at blive fyret, hvis de kritiserer ledelsen. Men de kender alt til uheldet i Tau Tona.

»Mineselskaberne prøver at gøre arbejdet sikkert, men når de sprænger klipperne i luften, er det farligt,« siger en af de yngre arbejdere, der sidder på gulvet med sin lille datter mellem benene.

Han fortæller om det lyssignal, der viser trykket fra klipperne. Er det grønt, er der ingen problemer. Gult, så skal man passe på. Rødt, så er trykket fra klipperne alt for voldsomt, og minen bør ryddes, fordi den kan styrte sammen.

»Da jeg så, at den var rød, advarede jeg ledelsen, men de svarede, at vi bare skulle passe på os selv og være forsigtige,« forklarer minearbejderen.

Hans ene pegefinger er kun halv længde. Knogleresterne fra den anden halvdel ligger et sted i minen.

Arbejderne siger, at der er hentet nye folk ind til minen i Tau Tona, fordi de, der var der tidligere, er skræmte.

Men hvorfor protesterer de ikke over forholdene? Manden med ansigtet skåret i sten bryder sammen af grin. Så siger han ikke mere.

Den ranglede tager over. »Folk dør på grund af svigt. De tænker ikke på os, men kun på deres guld. Hvis du er syg, bliver du tvunget til at arbejde. Vi plejede at være mange flere arbejdere i minerne, nu skal vi bære langt mere guld ud per mand,« siger han og tager en tår fra øllet, der får adamsæblet til at bevæge sig op og ned.

Intet nyt fra minebaronerne

Efter ulykken i Tau Tona trak fagforeningen National Union of Mineworkers eksempler frem i medierne, hvor minearbejdere var blevet fyret efter at have kritiseret sikkerheden i miner, der var styrtet sammen.

»Disse eksempler viser, at mineselskaber aldrig tager ansvar for uheld under jorden. Hvorfor skulle de, når de forrevne stykker mørkt kød er fra de mest marginaliserede dele af samfundet. I den henseende forventer vi ingen forandringer fra minebaronerne,« sagde generalsekretær Frans Baleni.

Siden 1984 er 11.100 døde i Sydafrikas miner, og selv om det årlige tal er faldet, har det siden 2000 ligget stabilt på over 200 mennesker.

»Hvis det ikke er en forbrydelse, hvad er så?,« spørger Frans Baleni.

Minearbejderne i det lerklinede gule hus, anerkender, at AngloGold Ashanti har sat ind mod HIV og fortæller, at mange af deres kolleger får medicin.

De ser ikke nogen grund til selv at lade sig teste for HIV, for de går ikke længere i seng med forskellige kvinder, siger de.

»Vi har fået at vide, at vi kun kan blive smittet, hvis vi er sammen med kvinderne. De prostituerede kommer tit ind på vores hostels. Ja, de kommer og går, som de vil,« siger han.

Minearbejderne her har alle hver 6-7 børn, der bor i andre provinser. Hver måned sender de 1.000 kr. hjem til familien.

”Uranbestrålet område”

Nede i minen er vi nået tilbage til den brede tunnel, der fører hen til metalburet, som skal fragte os tilbage til overfladen.

På vej ud møder vi sprængstofseksperten.

Han går med en håndfuld ledninger i hånden. De dingler i luften, og han ligner mest af alt et barn, der lige har tømt slikhuset for røde lakridsbånd.

Sprængstofseksperten har så stort underbid, at undermunden nærmest udgør en åben skuffe. Han peger på den ene ende af lakridsbåndene, hvor sprængstoffet anbringes. Så den anden ende, hvor ilden antændes.

Han snakker videre, men ordene forsvinder ned i skuffen.

Så går han ind mod boringerne, og lidt efter er han væk i mørket.

Vi skynder os ud. Udenfor ved indgangen til minen gentager direktør G.L.B. Davey budskabet om, at guldet er vigtigt. Men minearbejdernes liv vigtigere .

Bag ham kan jeg skimte et skilt. ”Uranbestrålet område”

, står der.

G.L.B. Davey kører væk. Han skal til møde. Det er som om, jorden under vores fødder ryster.