Det sorte dilemma

Den Globale Mission II. I Sydafrika skal virksomhederne nu straffes, hvis de ikke har nok sorte ansat. Positiv diskrimination skal fjerne den økonomiske kløft mellem racerne, men loven kritiseres for at svigte de fattigste. Bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Johannesburg. Da vi træder ind ad glasdøren og går frem mod receptionsdisken, spørger en kvinde om vores ærinde.

Hendes hudfarve er hvid. Bag os kommer to andre kvinder gående med mapper i hånden. Målrettede krydser de gennem lokalet, som folk, der har travlt, nu gør.

De er hvide. Damen i receptionen ringer til direktøren for pumpegiganten Grundfos, og et kort øjeblik efter er han på vej ned ad den snoede trappe. Afslappet klædt i kortærmet skjorte og slips.

Han er også hvid. Det er direktøren selv, der gør os opmærksomme på, at hudfarven stadig spiller en stor rolle for erhvervslivet i Sydafrika – 12 år efter apartheidregimets fald.
»Da I kom, så I kun hvide i receptionen. Men over 50 pct. af de ansatte her er sorte. Jeg mener, vi bør stile mod at være 90 pct. sorte. Så afspejler vi resten af samfundet. Men lige nu er det Utopia,« siger Mitch Holmes.
Grundfos vil gerne bidrage til at mindske den økonomiske kløft mellem de hvide og de sorte i Sydafrika. En kløft, som ifølge kritikerne udgør en tikkende bombe under samfundet.
Men manglen på veluddannede sorte gør det svært at skaffe de rigtige mennesker til den rigtige pris.
Hvor langt er virksomheden villig til at gå for at tage et ansvar?
Og er det rigtigt at ansætte en sort finansdirektør, også selv om han ikke er den bedst kvalificerede?
Svar fra Grundfos får vi senere.
Den sydafrikanske ANC-regering med præsident Thabo Mbeki i spidsen har vedtaget en lov, som vil favorisere de virksomheder, der gør mest for at fjerne ubalancen mellem racerne.
Mens de sorte og farvede (indere) udgør knap 90 pct. af befolkningen, sidder de hvide på langt de fleste værdier. De ejer virksomhederne. Og de styrer dem.
Derfor skal det koste virksomhederne på pengepungen, hvis de ikke gør noget for at fordele goderne bedre.
Planen hedder Broad Based Black Economic Empowerment (BEE ). Lever virksomhederne ikke op til principperne i den, bliver de lagt nederst i bunken, når der skal deles offentlige udbudsopgaver ud.
Afgørende er: Er der sorte i ejerkredsen? Hvor stor en andel af topledelsen er sort? Og hvad med resten af de ansatte? Hvad gør virksomheden for at træne og uddanne sorte? Lever virksomhedens leverandører op til kravene om sortes indflydelse?
I Sydafrika leverer Grundfos pumper til vandforsyning, airconditionanlæg og golfbaner.
Omsætningen er i år på beskedne 170 mio. kr., men skal nå 500 mio. inden 2010. Der er planer om at gå ind i 11 andre afrikanske lande. Spørgsmålet er, om Grundfos vil indordne sig under de sydafrikanske spilleregler.
»Vi vil gøre de rigtige ting, men vi vil ikke skade forretningen,« er det korte svar fra Mitch Holmes.

Det kræver en forklaring. Jagten på en finansdirektør tidligere i år viser, at der er grænser for, hvor langt Grundfos vil strække sig for at samle de 60 point, der kræves for at leve op til BEE.
»I tre måneder ledte jeg efter en sort finanschef. Jeg kunne ikke finde en på det niveau, vi havde brug for. I hele Sydafrika er der måske 1.000 kvalificerede til jobbet. Chancen for at få en af dem til at arbejde i et relativt lille selskab, er meget lille.
Vi er heller ikke store nok til at tage en finansdirektør ind, som ikke er kvalificeret. Vi var derfor nødt til at ansætte en hvid,« forklarer Mitch Holmes.

Sort akademi
Kunderne ringer til Grundfos oftere, end de plejer, i disse måneder.
De vil høre, om selskabet når de 60 point. Ellers kommer det nemlig også til at gå ud over dem. Pumpegiganten har da også talt op og lagt sammen.
På minussiden tæller: Det danske ejerskab. At pumperne kommer fra Danmark. At kun er én ud af fem topledere i virksomheden er sorte.
På plussiden tæller: At virksomheden gør en stor indsats for at oplære sorte salgsingeniører. At halvdelen af de ansatte er sorte.
Bundlinjen: Grundfos vipper på kanten af de 60 point. Fristen udløber til sommer.
Noget af det, Grundfos høster flest point for, er et nyt akademi, der uddanner 100 unge sorte salgsingeniører fra under- og middelklassen.
Et projekt, der har udløst panderynken hos konkurrenterne.
Grundfos vil selv aftage 25 af de nyuddannede. Så kan distributører og konkurrenter få resten.
»Ud fra et forretningsperspektiv er det ikke det værste for os at have konkurrenter, der er trænede og uddannede. Det er fair konkurrence. Mange sorte bliver forfremmet til stillinger, de ikke kan klare. Det rigtige at gøre er at uddanne dem, og gøre dem i stand til at klare jobbet,« forklarer Mitch Holmes.
Der en hård konkurrence om de veluddannede sorte hoveder i Sydafrika i dag. Og kravene fra BEE øger det pres.
Grundfos’ 26-årige marketing-manager fik tilbudt tre gange så høj løn i en anden virksomhed, kort efter at Grundfos havde brugt 18 måneder på at lære hende op. Hun gik.
»Lønningerne er presset så højt op, at vi ikke kan være med. Skulle jeg matche den løn, ville hun være den bedst betalte i hele virksomheden,« siger Mitch Holmes.

Det lange træk
Projektet med salgsingeniørerne er affødt af et kæmpe hul i markedet. Det hul vil akademiet lukke. De første 25 er allerede nået gennem uddannelsen.

En af dem er Ayanda Seku. Han er afslappet, taler og bevæger sig langsomt, men selvsikkert. Skjorten er knappet op i halsen. Ordene kommer velovervejet, som er de først sorteret og tænkt nøje igennem.
»Der er både godt og dårligt at favorisere de sorte. Vi kan bestemt ikke ignorere det dårlige. Nogle virksomheder kommer under pres for at gøre alt, hvad de kan, for at hyre sorte, og det er forkert. Det er bedst for alle, hvis det er de bedst kvalificerede, der får jobbet. Det er ikke rart at være den race, som hele tiden associeres med fattigdom, og som derfor skal særbehandles,« siger Ayanda Seku.
Han mener, at der grundlæggende skal gøres op med de enorme uligheder mellem de hvide og de sorte, og det hjælper reformerne med.
Men står det til Seku, skulle regeringen hellere gøre et andet træk.

Det lange og seje. »Det afgørende er, at de sorte kommer ind på universiteterne. Det er bedre end at tvinge forandringer igennem i den enkelte virksomhed. Mange steder sidder den sorte leder som en slags marionet. Han er ansigtet udadtil, mens det er andre, der styrer virksomheden. Det fører ingen vegne,« siger Ayundu Seku.

En tikkende bombe
Seku er en del af den nye sorte middelklasse i Sydafrika.
Han har to børn og bor i et hus i Johannesburg. For mænd som ham er det nu naturligt at have store visioner for fremtiden. Og kunne føre dem ud i livet. Under apartheid kunne man have dem. Men de førte ingen vegne.
Sekus storebror var dygtig i skolen og ville læse på universitetet, men han fik afslag. Fordi han var sort. Broderen fik aldrig sin uddannelse.
Afslaget gemmer han stadig derhjemme. Som et bevis på apartheids forbrydelser.
De politiske forandringer og den økonomiske vækst også gjort de sorte rigere.
Siden 1999 er økonomien i snit vokset med 3,5 pct. om året, mens væksten i årtiet før apartheids fald typisk lå på 1. pct.
Det første sorte borgerskab har allerede bygget huse på ruinerne af regimet. De tæller i dag omkring 800.000 mennesker ud af flere end 30 mio. sorte. Blandt den rigeste tiendedel af befolkningen er hver fjerde nu sort.
Men andre tal hælder voldsomt i den anden retning.
Over 40 pct. af de sorte er arbejdsløse, og to ud af tre lever i fattigdom, mens det kun gælder for 1 pct. af de hvide.
Forløberen for den nye BEE-lov fik så hård medfart af kritikerne, at den nu nødtvungent er lavet om.
Første version fokuserede snævert på ejerskab som barometer for, om virksomhederne havde en stærk nok empowerment af sorte. Det fik mange virksomheder til at rykke sorte ind i ejerkredsen som en ren proforma-handling. I sidste ende favoriserede loven en mindre elite tæt på præsidentens mænd og erhvervslivets top, lød kritikken.
Og selv om virksomhederne nu kan score point på mange andre måder, er kritikken langt fra forstummet. Præsidentens egen broder taler med en af de skarpeste tunger.
Under en tale på Witwatersrand Universitet i Johannesburg tidligere i år beskrev Moeletsi Mbeki udviklingen som en tikkende bombe.
»Siden 1990 er beskæftigelsen i det private erhvervsliv dalet gradvist, og det har bidraget til voksende forarmelse blandt mange sydafrikanere. Mens fattigdommen vokser blandt den nederste halvdel af befolkningen, så bliver de rigeste 10-20 pct. endnu rigere af BEE, omfordelingsprogrammer og senest de stærkt stigende forbrugspriser. Det er dynamikkerne, som gør Sydafrika til en langsom og stille tikkende tidsbombe,« sagde Moeletsi Mbeki, der er direktør for den uafhængige organisation South African Institute of International Affairs.

Vreden i Soweto
Ordene gentages som et ekko af beboerne i de fattige områder af Johannesburg.
Her i Soweto, hvor Nelson Mandela begyndte sit oprør mod apartheid, høres det store fremskridt stadig som en fjern hvisken bag husmurene.
Af og til er der nogen, der stikker hovedet op fra slumkvarteret. Og når de har fået det langt nok op, så flytter de.
På Vilakazi Street i kvarteret Orlando West kommer turisterne i busser for at se Mandelas hus. Et simpelt rødt murstenshus, indhegnet af jernstakit og store nåletræer. Mandela gav selv slumkvarteret øgenavnet Westcliff efter det rige hvide kvarter nord for byen.
Men livet her var beskedent, og er det stadig.
Som Mandelas hus så ud, sådan ser de fleste huse også ud i dag:
Bliktag, cementgulv, smalt køkken, toiletspande og et værelse, hvor dobbeltsengen erobrer det meste af pladsen.
Paraffin-lamperne er dog skiftet ud med elektricitet.
»En mand er ikke en mand, før han har sit eget hus,« sagde Mandela.
Stoltheden og følelsen af manddom lever stadig i Soweto.

Men vreden bor her også. »Det var bedre, da vi var ledet af de hvide. Vi vidste, at vi alligevel ikke hørte til hos dem. Det er værre at blive svigtet af sine egne brødre,« siger 60-årige Bernadette.
Hun kommer ud fra en skole, som de kristne bruger til gudstjenester og gospel.
Bernadette har tre børn. Datteren er HIV-smittet og de to sønner kan ikke finde arbejde.
Her i slummen kender de ikke til begreber som Broad Based Black Economic Empowerment.
Her er ingen job bortset fra den småhandel, der findes mellem beboerne.
I stedet er bydelen trukket ned i en ond cirkel af arbejdsløshed, vold og mord.
Den turisme, der kunne være her, er for skræmt til at vise sit hvide ansigt.
Men også de sorte sniger sig langs de støvede veje, når mørket falder på
»Vi er bange for vores egen skygge,« siger Bernadette.
Inde på skolen brager koret løs, mens tilhørerne hengiver sig til dansen. Èn efter én rejser de sig. En af sangerne har store mørke solbriller på, blåt slips og læderjakke. Han ligner Stevie Wonder. En lille én.

Tedamen
Tilbage hos Grundfos træder en tedame ind i kontorlokalet.
Mitch Holmes fortæller så en historie. Den handler ikke om 60 point. Men om den måde, Grundfos helst vil skabe forandringer på.
»Vi havde en tedame, intelligent men ikke uddannet,« siger direktøren og længer sig frem i stolen.
»Hendes skæbne var at være tedame resten af livet. Vi fik på det tidspunkt leveret mad fra et cateringfirma, der var ejet af hvide. Vi spurgte så vores tedame, om hun ville starte sin egen virksomhed. Nu har hun tre ansatte, som før var arbejdsløse, hun har gode køkkenfaciliteter, og vi betaler hende, så hun ikke kan tabe penge de første 18 måneder. Foreløbig er hendes eneste kunde Grundfos. Men hvis hun vil, kan hun gå hen til nabovirksomheden og tilbyde catering og rengøring. Det er op til hende, hvordan hun udvikler virksomheden.«

Mitch Holmes trækker vejret. Grundfos’ grundlægger, Poul Due Jensen, overvåger scenen fra et portrætmaleri på væggen. Direktøren læner sig tilbage i stolen igen.
»Se, for os er det empowerment. At virkelig ændre livet for nogen.«