Lykkejægerne

Den Globale Mission II. 200 millioner migranter er mændene bag Kinas vækst. Virksomhederne ansætter dem, fordi de er billige og arbejder hårdt. Kina vil forbedre arbejdernes vilkår, men de multinationale stritter i mod. Samtidig har migrationen store sociale konsekvenser. I byen Xinan er de lokale blevet frataget deres jord, mens de nye fabrikker kun vil hyre migranter. Uroen ulmer.

Mød også den 21-årige migrantarbejder Zhu Xiao Ting, der arbejder for danske GN Netcom for 3,5 kr. i timen.

Xinan. På toppen af en bygning svøbt ind i et edderkoppeagtigt spind af stilladser og grøn presenning skubber arbejderne trillebøren fremad med hævede skuldre og slæbende skridt.
Det er midt på dagen, vi er nær Ækvator, og nogle af arbejderne bærer stråhat for at skærme for solen. Andre går med bare tæer i murstensstøvet 20-30 meter over det, der engang var landbrugsjord, men nu er inddraget til fordel for fremskridtet.
Nede foran byggeriet har en arbejder med stribede shorts stillet trillebøren et øjeblik. Sveden tegner landkort på hans t-shirt, han løfter bøllehatten op foran ansigtet og lader den hvile der i nogle sekunder. Som forsøger han at trække vejret gennem den.
Det er migrantarbejdere, som går rundt på byggepladsen i Xinan, en lille landsby der flyder sammen med millionbyen Xiamen ved Kinas østkyst.
De er lykkejægerne fra de fattigere landbrugsområder vestpå, som i hobetal er søgt til Kinas kystbælte, og som får fabrikker, erhvervsdomiciler, boligkomplekser, ja selve økonomien til at skyde frem med en ufattelig fart.
En af migranterne er 33-årige Huang Fang Cai.
Han lever for foden af byggepladsen i de blikbarakker, hvor støvet ligger som et fint lag nyfalden rød sne, hvor sengen er bygget af bambus, og livet deles op i bidder på 2-3 måneder – eller hvor længe det næste byggeprojekt nu varer.
Huang Fang Cai har ikke noget fast bliktag over hovedet. Som migrant fra Nordvestkina rykker han fra byggeplads til byggeplads for at arbejde og tjene penge nok til en gang i mellem at sende en konvolut hjem til konen, datteren og forældrene.
»Jeg er egentlig færdig med arbejdet på byggepladsen nu, men jeg bliver boende her, til jeg har fundet en ny plads at arbejde på, for ellers har jeg ikke noget sted at sove,« siger Huang Fang Cai, der har sat sig på en rød mursten foran den blikbarak, han bor i.

Ny lov om arbejde
Kineserens historie ligner på mange måder de omkring 200 millioner andre kinesiske migranters, der er søgt til megabyerne på Kinas østkyst for at prøve lykken.
En rejse drevet af fattigdom og ønsket om at få del i landets økonomiske boom.
Men også en fortælling om de sociale konsekvenser, verdens største folkevandring har ført med sig.
Om migrantarbejdere, der lever som andenrangsborgere i byerne og arbejder for sulteløn uden at kunne blive registreret og få adgang til den sociale sikring, pension og andre goder, der normalt følger med det at have et arbejde.
En historie det kinesiske styre sjældent fortæller, men som magthaverne alligevel frygter konsekvenserne af.
Derfor har Kina nu også lagt op til, at de kinesiske arbejderes forhold skal forbedres.
Et nyt lovforslag vil gøre det vanskeligt for virksomhederne uden videre at afskedige ansatte, og der vil komme betydelig mere magt til den statskontrollerede fagforening gennem nye kollektive forhandlingsrettigheder om arbejdsvilkår som arbejdstid, ferie og sikkerhed.
Iagttagere vurderer, at den typiske migrantarbejders løn desuden kan stige med helt op til 50 pct., hvis loven glider igennem.
Forslaget kommer efter gentagne historier om misbrug af især migranterne.
Senest er verdens største detailkæde Wall Mart blevet tvunget til at acceptere dannelsen af fagforeninger i sine kinesiske butikker.
De multinationale virksomheder har ikke undladt at reagere på den slags.
Det amerikanske handelskammer, som repræsenterer virksomheder som Nike, Dell, Ford, General Electric og Microsoft, har sendt en 42-siders skrivelse til de kinesiske myndigheder, hvor amerikanerne protesterer mod en række af forslagene.
For både de multinationale og lokale virksomheder er glade for migranterne, som tingene er i dag: De arbejder hårdt og er billigere end de lokale, blandt andet fordi de ikke koster så meget i social sikring.

En dårlig handel
Se bare på Xinan, hvor Huang Fang Cai de seneste måneder har flyttet murbrokker med sine kraftige hænder og lavstammede, robuste krop.
I 1990’erne boede der 6.000 mennesker i landsbyen, som det i dag er svært at finde en begyndelse eller ende på, fordi den flyder sammen med den øvrige betonjungle, og der hele tiden bliver bygget nyt, hvor der tidligere blev sået ris eller plantet peanuts.
For de tyve år siden besluttede den kinesiske regering, at området skulle industrialiseres.
Derfor blev de lokale bønders jord eksproprieret.
De havde reelt ikke et valg, bønderne. De fik en pose penge for at folde markerne sammen.
Både multinationale og lokale virksomheder begyndte at bygge fabrikker, kontorer og boligkomplekser i Xinan. I en rasende fart. I dag er Kodak nok den mest kendte virksomhed her i landsbyen.
Men lynindustrialiseringen i Xinan er ikke gået helt, som de lokale havde forventet.
De siger selv, at de aldrig har fået alle de penge, som de blev lovet for jorden, og da de nye virksomheder skulle ansætte arbejdere på fabrikkerne, var det de billigere migrantarbejdere, virksomhederne valgte.
I dag bor der tre gange så mange migranter i Xinan, som der bor lokale.
Og mange af de lokale er endt med en dårlig handel: Rismarkerne er væk, og de kan ikke finde nyt arbejde.
Vreden vendes både mod regeringen og migranterne, der betragtes som dårligere mennesker.

400 kr. om måneden
Huang Fang Cai rejser sig fra murstenen, børster det røde grus af bukserne og sætter sig op på en træbænk. Han siger:
»En del af de lokale beboere ser ned på os. De siger, at vi lugter, fordi vi ikke går i bad så tit og går i noget andet tøj, end de gør. De taler nedværdigende til os, når vi spiser i deres restauranter«
Bygningsarbejderen har olivengrønne lærredsbukser på og en rød t-shirt. Nær ham er et aflangt vaskekar fæstnet til en mur. Her løfter arbejderne fødderne op og vasker dem, når arbejdsdagen er slut.
Der har samlet sig en kreds af kvinder omkring os.
De arbejder ikke på byggepladsen men er flyttet med til byen for at være nær deres mænd. Nogle af børnene sidder i flettede kurve som vedhæng på ryggen. De fleste af de 200 arbejdere i barakkerne har dog ikke deres koner med, men sender penge hjem til dem i landsbyen.
Byggeriet, der hæver sig over blikbarakkerne, skal være en nyt boligkompleks, siger Huang Fang Cai.
Her får nogle af de bønder, som senest har fået frataget deres jord i Xinan, lov til at bo med en lille rabat, forklarer han.
Huang Fang Cai forstår godt, at nogle af de lokale er vrede, fordi de ikke længere har deres jord.
Men han mener, det er forkert, at bebrejde migranterne noget.
»Mange af de lokale vil alligevel ikke arbejde i fabrikkerne eller på byggepladserne, de vil hellere arbejde med handel og butikker, så vi tager ikke deres arbejde. Problemet er, at regeringen ikke betaler dem nok penge for jorden. Betalte de dem nok, så ville der heller ikke være nogen konflikter,« siger Huang Fang Cai
Bygningsarbejderen viser os ind i den barak, han sover i.
Herinde er der bambussenge i lange rækker med myggenet svøbt omkring sig, så de ligner store insektpupper.
Gulvet er lavet af byggestøv, og når man træder i det, hvirvler det op og lander på spillekortene, blikskålene, mørtel-spandene eller plasticskoene, der flyder omkring.
Nogle steder er der huller i blikvæggene, og kun det får solen til at kravle ind i afmålte stråler.
Huang Fang Cai rejser hjem til sin kone og datter to gange om året. Datteren er syv år og lige startet i skole. Hvert år sender han dem 20.000 yen, der svarer til 15.000 kroner.
De sidste ni år har det været på den måde.
Bygningsarbejderen siger, han tjener 75 kroner om dagen, og det er en god løn for migranterne, som kan have månedslønninger på helt ned til 400 kr.

Vold og skepsis
Det er imidlertid helt andre mennesker, der for alvor tjener på byggeboomet i Kina.
Syv ud af Kinas 15 dollarmilliardærer findes ifølge avisen China Daily inden for byggeriet.
Konflikterne omkring ekspropriering af jord har flere gange udviklet sig voldeligt i Kina.
I december sidste år blev flere demonstranter skudt og dræbt under gadeoptøjer i landsbyen Dong-zhou.
Beboerne protesterede over, at de efter eget udsagn ikke havde fået erstatning for den jord, som blev eksproprieret i forbindelse med opførelsen af et kraftværk, som danske Vestas leverede vindmøller til.
I Xinan har volden vendt sig mod migranterne.
Det er ikke noget, Huang Fang Cai har oplevet på sin egen krop, men efter at have tilbragt et halvt år i Xinan oplevede den norske antropolog Marte Kjær Galtung, hvordan konflikten mellem migranterne og de lokale udviklede sig til voldelige overfald mod migranterne og en dyb skepsis rettet den anden vej. Følelser som antropologen ikke havde oplevet stærkere nogen andre steder i verden.
Masterafhandlingen blev diskuteret på et seminar i Xiamen tidligere i år, men ifølge Marte Kjær Galtung, der i dag arbejder i det norske udenrigsministerium, er bagsiden af det kinesiske vækstmirakel i det store hele ignoreret.
»Mens gevinsterne af denne hastige udvikling er nem at få øje på i mange af storbyerne, så er de sociale omkostninger ikke synlige hverken i den officielle kinesiske diskurs eller i dækningen fra internationale medier. Disse omkostninger er dog væsentlige,« konkluderer hun i afhandlingen.

»Ingen job til de lokale«
Ned gennem Xinans hovedgade hænger solen nu lavere. Det er blevet sidst på eftermiddagen, men det er stadig meget varmt. Kvinderne på gademarkedet sidder med iturevne plasticposer fastgjort for enden af træpinde og vifter foran kødet, så fluerne ikke kan sætte sig til bords.
Hos frisøren møder vi en af Xinans lokale kvinder. Hun sidder på en skammel og spørger:
»Da jeg blev gift, var her ingen migranter. Jeg er ikke glad for, at der ikke er nogle job til de lokale, men hvad skal vi gøre ved det?«.
Kvinden, som ikke vil have sit navn frem, solgte sin mors og fars jord med peanuts og sukkerroer i 1990’erne. Hendes mand har dog nu fået job som vagt på en af fabrikkerne i byen, fortæller hun.
Ved byggepladsen er arbejderne på vej ind til barakkerne. De går med orange hjelme og hakker eller spader henslængt over skulderen. De fleste nu også selv dækket af det rødlige støv, som giver deres tøj og hud den samme farve.
En stor gryde bliver sat på bordet ved de udendørs spisebænke, og migranterne kommer med skåle, fade og kopper. Nogle er i gang med at skylle sig under armene og fødderne ved vaskene. Andre er slet ikke kommet ned endnu.
Deroppe på toppen af bygningen på den jord, der engang var risbøndernes, bliver migranternes bare fødder og trillebøre til mørke silhuetter, før de helt forsvinder. Det varer ikke længe, før Huang Fang Cai kryber ind bag myggenettet, der har større huller, end det burde.
I morgen skal han finde nyt arbejde, lykkejægeren. Og en ny bambusmåtte at sove på.

3,5 kr. i timen til Zhu Xiao Ting

Hver fjerde ansatte hos GN Netcom i Kina er migrantarbejder. Men pigerne fra det fattige Vestkina bliver ikke hyret, fordi de er billigere, siger ledelsen. 21-årige Zhu Xiao Ting arbejder for 3,5 kroner i timen.

21-årige Zhu Xiao Ting tager tre hvide papkrus ud af et skab, skænker vand op fra en elkoger og byder sine gæster noget at drikke.
Hun har ikke meget, Zhu Xiao Ting , men hun får heller ikke besøg så tit, så når der kommer gæster, skal der bydes på noget.
Den unge kineser er migreret fra sin landsby i Henan-provinsen 30 timers rejse fra kystbæltet og arbejder nu for GN Netcom i millionbyen Xiamen, hvor hun laver trådløse headsets til telefoner og pc.
Headsets, som sendes ud på GNs globale marked.
Zhu Xiao Tings værelse er småt og simpelt. Måske syv-otte kvadratmeter.
Her er en jernseng med en tynd træbund, der er beklædt med en sivmåtte og et vattæppe.
Her er også et skab og et lille bord, hvor der står studiebøger og en båndoptager med to små højttalere, som bliver tændt, når Zhu Xiao Ting skal træne sit engelske.
Pigetingene er her også: En kunstig plante, et spejl og et lyserødt vækkeur.
Lige over hovedpuden hænger en plakat med to kinesiske tegn.

»Arbejd hårdt«, står der.

Skylder 2.000 kr.
Det gør Zhu Xiao Ting . For 700 RMB om måneden. Det svarer til 520 kr. – eller til 3,5 kroner i timen.
»Jeg blev egentlig optaget på universitetet i min hjemby, men vores familie havde ikke råd til, at jeg kunne studere. Derfor er jeg kommet her til Xiamen for at arbejde,« siger Zhu Xiao Ting .
Hun har trukket nogle små skamler frem til at sidde på.
Her i det lave etagebyggeri bor der næsten udelukkende migrantarbejdere, der er kommet for at få arbejde på fabrikkerne i byen.
De har hver et nummer på døren ude på gangen. Zhu Xiao Ting har nr. 406.
Over en tredjedel af lønnen hos GN går til at betale huslejen for værelset, der ifølge migranten koster lidt over 200 kr. om måneden
»Jeg savner min hjemby, mine venner og min familie, men jeg bruger hele min løn på at få dagligdagen til at løbe rundt, så jeg har ikke råd til at tage hjem. Jeg har lånt penge til mine engelskkurser og computerundervisning, og det skal jeg også betale tilbage,« siger Zhu Xiao Ting , der valgte at søge arbejde hos GN, fordi hun havde hørt, at arbejdsmiljøet var godt.
Zhu Xiao Ting var sidst hjemme for to år siden, men hun regner med at rejse hjem på besøg igen næste år. Til familien der dyrker majs og hvede.
De første to år migrantarbejderen arbejdede i Xiamen, sendte hun penge hjem til familien, men det har hun ikke gjort i år.
Lige nu skylder Zhu Xiao Ting over 2.000 kr. væk – eller hvad der svarer til fire måneders løn.
»Jeg læser engelsk, fordi jeg tror, det er vigtigt for mine jobmuligheder fremover. Men jeg får sjældent trænet det. Du er den første udlænding, jeg taler med,« siger Zhu Xiao Ting .

Billige migranter
Migranter som Zhu Xiao Ting er populær arbejdskraft hos danske virksomheder.
GN Netcom går helt bevidst efter at ansætte en stor del fabriksarbejdere fra andre provinser end Fujian, hvor Xiamen ligger.
Lige nu er hver fjerde af de 300-400 fabriksarbejdere migranter.
Ifølge kinesisk lov skal GN betale mindre til migranterne i social sikring, og dermed er de billigere arbejdskraft.
Men det er ikke afgørende for at hyre dem, siger HR-chef i Asien, Nicolai Raymund Jensen.
»Det bliver for indspist, hvis vi kun hyrer lokale. Det er godt at få noget energi ude fra. Det er ikke fordi, migranterne er billigere eller arbejder 20 pct. mere eller sådan noget. Men det giver færre stridigheder og nedbrud i produktionen. Nedbrud, som er meget dyre for os, når de sker,« siger han.
GN oplyser, at lønnen til fabriksarbejderne i gennemsnit er omkring 750 kr. om måneden, og at det er lidt over niveauet i regionen.
De første tre måneder betragtes dog som prøvetid, og her får de ansatte kun 520 kr.

Som Zhu Xiao Ting . Han fremhæver desuden, at GN gør en del for at tiltrække arbejderne: Transport til og fra arbejde i egne busser, gratis frokost og en fast læge på fabrikken, der kan hjælpe pigerne, når de bliver syge.
I lighed med andre udenlandske selskaber mener GN dog, at et nyt lovforslag fra den kinesiske styre, som vil forbedre arbejdernes vilkår betragteligt, er en stor ulempe for virksomhederne.
»Loven gør det meget svært at lave tidsbegrænsede kontrakter eller afskedige folk, selv om de ikke præsterer det forventede. Når vi får en stor ordre ind, har vi ofte brug for at ansætte folk i en kortere periode. Hvis loven kommer igennem, vil mange udenlandske virksomheder overveje at flytte andre steder hen. Det bliver et tungt system med dårlig fleksibilitet,« siger Nicolai Raymund Jensen.

Sover i frokostpausen
Vi besøger to andre piger fra GNs fabrik, der begge er 19 år og egentlig ikke er rigtige migrantarbejdere, fordi de bor i Fujian-provinsen men alligevel er så langt væk hjemmefra, at de har lejet et lille værelse her, hvor køjesengen fylder halvdelen af rummet.
De to piger arbejder normalt fra 9.00 til 17.00, men de seneste tre dage har der været overarbejde til kl. 20.30
»Jeg kan ikke så godt lide at arbejde så lang tid, det er meget trættende at være på arbejde så længe,« siger 19-årige Cai Tian Tian, der dog fortæller, at hun får overtidsbetaling.
På GNs fabrik i Xiamen ligger flere af pigerne og sover hen over bordet.
Det må de gerne, når der er frokostpause, siger ledelsen.
Nicolai Raymund Jensen fastslår, at mange af migrantarbejderne selv siger, at de gerne vil have overarbejde, så de kan opretholde en lidt højere løn.
Bygningen, hvor migranterne bor, var tidligere en fabrik, men er nu lavet om til små soverum med plads til omkring 1.000 arbejdere.
Cai Tian Tian og veninden kender ikke rigtig nogen af de andre arbejdere – de kommer her mest for at sove, siger hun.
På væggen bag køjesengen hænger der idolplakater af superstars fra Hong Kong og Taiwan. Fra værelset er der en snæver indgang til et minikøkken og toilettet. Der er et hul i flisegulvet. Ude fra gangen kan man se herind gennem et gittervindue.
Adspurgt hvad hun håber fremtiden vil bringe, svarer Cai Tian Tian:
»Jeg ved ikke engang, hvad der skal ske i morgen.«