Et ferieparadis med skyggesider

KONG BHUMIBOLS LAND. I år rejser mindst 120.000 danskere på ferie i Thailand. Men bag paradisets symboler og verdens mest populære konge findes også et land, der undertrykker og slår ihjel. Bragt i Kristeligt Dagblad.

I biografen på Bangkoks Siam Square skal endnu en Hollywood-film til at begynde. Men først rejser publikum sig op. De står ranke som til en landskamp. Det er kong Bhumibol Adulyadej, der toner frem på lærredet. Englestemmer synger om kongens gode hjerte. Om hans utrættelige arbejde og lederskab. Vis ham respekt! Billederne passerer, og publikum ser et folk, der lever i fred og frihed. Bønder, muslimer og stammefolk vinker venligt. Nu begynder filmen, og fader Bhumibol er rar: Dette er Thailand.
Udenfor ånder Bangkok ud i et udmattende, varmt pust, der gør det svært at trække vejret. I et kaos af dyt, båt og blink sidder menneskeretsforkæmperen og muslimen Yaena Solaemae. Hun kan ikke genkende det, englestemmerne synger.
Solaemae bor i Tak Bai i Thailands sydlige Narathiwat-provins. For lidt over tre år siden flammede frustrationerne op her, da en gruppe muslimer protesterede mod fængslingen af deres brødre. Siden har ingen kunne slukke ilden. Urobetjente dræbte syv mennesker, og 78 andre blev kvast eller kvalt til døde under transporten til detentionen. Ingen er endnu blevet straffet for massakren, og nogle af de involverede generaler har endda fået flere stjerner på skulderen.
I Thailand gælder samme regel som i diktaturer: om nogen skal straffes for en forbrydelse, er en politisk beslutning, ikke en juridisk. I oktober måtte Yaena Solaemae lede efter vidner til drabet på sin egen mand.
Da militærtankene rullede ind i Bangkoks gader den 19. september 2006, satte befolkningen gule og røde roser i soldaternes geværer. Storbyfolket var trætte af premierminister Thaksin Shinawatra og nikkede, da general Sonthi Boonyaratglin forsvarede kuppet: korruption, majestætsfornærmelse, vold i syd, national splittelse. Især salget af teleselskabet Shin Corp., som indbragte Thaksin-familien omkring ni milliarder skattefrie kroner, forargede.
Kuppet skulle paradoksalt nok lede Thailand tilbage på det demokratiske spor, men det skete ikke: Militæret ragede med en ny forfatning i stedet mere magt til sig; modstandere blev udelukket fra politik; aviser og internet censureret, og i syd strammede militæret grebet i stedet for at løsne det.
- Mange var glade for kuppet, men nu kan de se, at det ødelagde mere, end det gjorde godt. Vi burde have væltet Thaksin med demokratiske midler, siger Uchaen Cheangsane – en studenteraktivist fra 19. September-netværket.
Jeg møder ham foran Thammasat Universitet i Bangkok, hvor de første og næsten eneste demonstrationer mod generalerne foregik med Uchaen i forreste række. I dag er her roligt, studerende læser i den skygge, de kan finde, og ude på den mudderbrune flod, Chao Phraya, flyder middagscruisere forbi akkompagneret af lystig musik: “Længe leve kongen”, siger neonskriften på bådene.
For Uchaen og de andre studerende ødelagde kuppet den demokratiske optimisme, som de trods alt mener, at Thailand var slået ind på efter årtier med skiftende generalers magtopgør.
Nu får demokratiet måske en ny chance. Efter valgsejren i december har Folkemagtspartiet, PPP, dannet en seksparti-koalitionsregering med populisten Samak Sundaravej i spidsen. Folkemagtspartiet er en kopi af Thaksin Shinawatras tvangsopløste Thaier Elsker Thaier, og på den måde har folket kaldt de mænd tilbage til magten, som generalerne fjernede. Thaksin selv kunne i februar igen kysse thailandsk jord efter 17 måneder i eksil. Han blev anholdt ved hjemkomsten, men løsladt igen mod en kaution på 1,3 millioner kroner og nægter sig skyldig i korruptionsanklagerne.
Men de studerende fra Thammasat tror, at der vil ske nye kup, så længe Thailand ikke ændrer sig fundamentalt.
Både i 1992 og under en lignende krise i 1973 blev kongen udråbt til helten, fordi han manede til national forsoning, lukkede studenterne ind i sit palads og stoppede blodbadet. Men for Uchaen Cheangsane er det netop kong Bhumibol Adulyadej, der spærrer vejen til demokratiet.
- Kongen ønsker ikke, at vi får en stabil udvikling, for så vil hans magt mindskes, og uden magt vil han også miste den rigdom, han har i dag. Vi kan vælte politikerne, hvis vi er utilfredse med dem, men kongen bliver, og det er problemet, for han stiller sig altid over forfatningen, siger studenteraktivisten.
Uchaen står langtfra alene med den holdning, men det er sjældent, at nogen tør sige det højt. At kritisere kongen er en alvorlig sag i Thailand, hvor selv kongekritiske netbloggere bliver anholdt, og majestætsfornærmelse kan give op til 75 års fængsel. Men Uchaen er sikker på, at kongen stod bag kuppet, fordi han følte sig truet af Thaksin. For nok havde Thaksin gjort sig upopulær i Bangkok, men ude på landet, hvor de fleste af Thailands 65 millioner indbyggere lever, elskede man ham stadig så meget, at det nærmest var kultisk.
- Thaksin var mere populær end kongen, og det gjorde kongen bange, siger Uchaen Cheangsane.
For kong Bhumibol Adulyadej er der andet end bare symboler på spil. Familiens investeringsselskab “Crown Property Bureau” ejer snesevis af hoteller, byggeselskaber og banker, hvis værdi vurderes til mellem to og otte milliarder dollar. Mangemilliardæren Thaksin var med andre ord også blevet en trussel for kongen, når det kom til at sætte sig på landets værdier. En magtkamp, der kan få nyt liv, når Thaksin nu er tilbage.
Uanset bagmænd og magtkampe er demokrati-aktivisternes tålmodighed med kupmagere sluppet op.
- Hvis militæret på ny tager magten, vil folket rejse sig, og så frygter jeg, at det bliver blodigt igen, siger en anden ledende aktivist fra 19. September-netværket, Pokpong Lawansiri.
På skytrain-stationen Sala Daeng er kongen på tv-skærmen. Folk stopper op, står stille i respekt. Det er den samme sang som i biografen. Kongen hjælper de fattige, vander risen, giver spande med mad til dem, der behøver. Han siger altid, at det er bedre at leve med mådehold, end at være grådig. Så det gør de i bjerglandsbyen Mae Pha Sao.
Vejen cirkler op ad bjerget, vi passerer nogle turisthytter – “naturelskeres bungalows” står der på et skilt. Temperaturen falder, naturparken Chang Dao er kold, diset, stenskråningerne nærmest lodrette, som om bjergene er flækket over på midten med en machete. Vi er på vej mod landsbyen Mae Pha Sao, hvor der bor 86 risbønder.
Det var her i det nordlige Thailand, at Thaksin for få år siden førte sin “krig mod narko”, der kostede mindst 2500 mennesker livet. Et undersøgelsespanel konkluderede for nylig, at halvdelen af disse mennesker intet havde med narko at gøre. Alligevel mener Folkemagtspartiet, at der ingen fejl blev begået under krigen, og at det er tid til et nyt slag.
- Når vi går i gang med at slå ned (på narkotikahandlen, red.), vil drab finde sted, udtalte premierminister Samak Sundaravej for nylig.
På trods af de mange døde, er det i nord og nordøst, at Thaksin og hans fæller er mest populære. Populistiske tiltag som billige lån og lægehjælp til fem kroner har gjort den tidligere premierminister til en helt blandt mange bønder.
Som en af de titusinder af landkvinder, der har taget rejsen til turistbordellerne i Bangkok, siger, da jeg møder hende nær sexindustriens centrum, Nana Plaza:
- Måske er Thaksin så populær hos os, fordi han tog penge fra de rige og gav dem til de fattige.
Nogle landområder har da også nydt godt af moderniseringen af landbruget, industrialiseringen og den voksende turistindustri. I 1980′erne levede hver tredje thai under fattigdomsgrænsen, mens det ifølge FN i dag er færre end hver tiende.
Men Thaksin som thailandsk Robin Hood holder ikke i Mae Pha Sao.
For mens luksusboliger, eliteuniversiteter og designermode konkurrerer om den nye middelklasses opmærksomhed i Bangkoks centrum, er der stadig ikke altid lys om aftenen i bjerglandsbyen, mange børn går kun i skole til 6. klasse, og det er en lang gåtur til lægen i den nærmeste by.
Ifølge Verdensbanken er Thailand trods fremskridt stadig et af de lande i Asien, der har den største indkomstkløft mellem rige og fattige.
- Thaksin sagde, at alle skulle være lige, men vi føler, at de fattige er blevet fattigere, og de rige er blevet rigere, siger 65-årige Jai Tamoo og modsiger sexarbejderen.
Her hos de etniske karenere har man gjort brug af Thaksins billige lån. Nogle landsbyboere købte frøsæd og hvidløg, andre opdrættede grise, men salgspriserne faldt, og bønderne endte i større gæld.
I Bangkoks Nana Plaza gør bjergenes døtre sig klar til endnu et hold turister. “I love you!” siger de, inden de lægger sig i klaustrofobiske rum, hvor lagnerne kun af og til er hvide. 25-årige Nang tjener 160 kroner pr. kunde fra Japan, Tyskland, Sverige eller Danmark. Hun ved ikke, hvordan hun skal komme ud af det igen, når lillebroderens uddannelse afhænger af de penge, hun hver måned sender hjem til landsbyen. Men hun har forsøgt med selvmord.
På samme måde med 35-årige Mong. Hun var egentlig holdt op med at sælge sin krop, men begyndte igen, dagen før jeg møder hende, fordi hendes børn nu har fået chancen for at læse på universitetet. Det koster at bevæge sig op i samfundet, selv når man ikke er grådig.
- Mine børn skal have en uddannelse. De skal have en chance i livet, siger Mong.
Hun er klædt i en sort nederdel, som kun lige dækker numsen, har langt mørkt hår, bare arme og en usikker hånd, der knuger en mobiltelefon med et foto af hendes datter. Vi går ind på et “short-time” hotel i en snæver gyde, hvor man kan leje et værelse for en time. Receptionisten registrerer knap nok, at Mong, tolken og jeg går op ad den smalle trappe. Det er helt normalt, at sexkunderne tager to piger med. Jeg har allerede fortalt Mong, at jeg blot vil tale med hende om livet som prostitueret.
Mong blev sex-arbejder da hendes mand forlod hende og deres to børn.
- Jeg har haft én kunde i dag. Han ville kun betale for 20 minutter, siger hun bekymret.
Der findes et sted mellem 300.000 og to millioner sexarbejdere i Thailand, og langt de fleste arbejder værre steder end her ved Nana Plaza. Langs grænsen til Cambodja og Myanmar, hvor migrant-piger nærmest holdes som slaver, er prisen nede på en tiendedel af, hvad Mong tager, og nogle steder er hver tredje sexarbejder smittet med hiv.
Tilbage i taxaen med de muslimske kvinder føles det, som om trafiklarmen prøver at presse ruderne ind.
- Vi kræver, at nogen tager skylden for det, der skete i Tak Bai. Vi ønsker retfærdighed for de døde, før stopper vi ikke kampen, siger Yaena Solaemae.
Hun lå med ansigtet mod jorden og knugede sin søn i hånden, da politiet skød. Fire slægtninge døde under transporten til detentionen. Stablet som kvæg og uden luft. Yaena ved, at myndighederne er vrede over, at hun samler vidneudsagn fra Tak Bai-ofrene og afslører nye overgreb. Det svarer til, at hun arbejder for de militante grupper, siger de. Siden Tak Bai-massakren har næsten 3000 mennesker mistet livet i kampen mellem separatister og regeringen – en strid, der truer med at flå Sydthailand midt over.
Vi standser ved en muslimsk restaurant, og andre fra syden slutter sig til. De siger, at de føler sig som andenrangsborgere i deres eget land. At bære sarong er nok til at blive anholdt, og buddhisterne diskriminerer og ser ned på muslimerne, så de fastholdes i fattigdom, siger de. Under juntaens tid ved magten er det blevet værre.
Blandt muslimerne siger man om ofrene for massakrerne i syd, at “de døde under den samme himmel”. At de er martyrer.
Menneskeretskrænkelserne i Thailand har foreløbig ikke fået den store opmærksomhed fra omverdenen.
Thailand er en af USA’s nærmeste allierede og angiveligt det eneste sted i Asien, hvor amerikanerne har formået at etablere et af sine hemmelige CIA-fængsler. Så mens nabolandet Myanmars generaler fordømmes, når de går amok, får Thailands lov til at rykke rundt i fred og ro. Yaena, Uchaen, Jai og Mong taler åbent om deres liv, men ofte er krænkelserne gemt væk i bjergene, i de muslimske landsbyer eller på de snuskede bordeller, for her rammer verdens øjne ikke.
Og hvis de endelig gør, ser de kun det smukke portræt af kongen.