Drømmen om Europa

Flugten: Hver dag forsøger illegale afrikanske immigranter at snige sig om bord på fragtskibe til Europa. I ugevis lever de i mørke containere eller forgiftede lastrum. Dette er historien om to unge mænds jagt på et bedre liv. Mens bølgerne bankede mod det danske fragtskib Danica Brown, kæmpede de for livet i bomuldslasten. Bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Abidjan, Ghana

5. August 2007: Desperate råb fra lasten
110 sømil fra Abidjan, Elfenbenskysten.
»Vand! Vand!«
De desperate råb fra lastrummet i Danica Brown når ikke op til søfolkene på dækket. Men Daniel fortsætter. Han kan ikke give op nu. Ghaneseren hamrer håndtaget mod jernlågen, så det giver en høj, metallisk lyd.
»Klunk, klunk.« Igen og igen. Men ingenting. Bag ham, nede blandt de 859 ton bomuldsfrø, kravler hans bedste ven rundt. Det er ham, de kalder Gale Løve. De to venner er på vej mod Europa. I Ghanas havneby Tema sneg de sig om bord på det danske fragtskib fra rederiet H. Folmer & Co. og gemte sig i lasten. Det var meningen, at de efter nogen tid ville hente vand og mad på dækket, men lastrummet er låst, og mens luften langsomt forsvinder, svinder håbet også. Nogen havde sagt, at bomuldsfrø fra havnebyen Tema ikke blev behandlet med pesticider, men hvorfor snører halsen sig så sammen nu? Selv når Daniel hiver efter vejret, kan han ikke få nok ind. Ghaneseren hamrer igen håndtaget mod lågen. Ingenting. Uden for blæser det vildt, bølgerne er ubarmhjertigt høje.
»Glem dem! Glem dem,« råber Gale Løve til Daniel. Han døser hen nu, Gale Løve, Daniels bedste ven. Glider væk fra drømmen.

September 2008: Fire flasker vand
Havnen i Tema, Ghana . September 2008:
Daglejerne sidder stumt under bliktaget og venter på næste chance for at tjene til næste måltid. Konerne og børnene er der også, og det virker, som om de er længe under taget, for de har bylter, gryder og andet grej med sig.
Det er hedt på havnen. Og her er en gennemtrængende lugt af varm affald, fisk og benzin. På græsplænen, der skråner mod siloerne, vokser de hellige neem-træer, hvis blade siges at forebygge malaria, hvis man tygger på dem.
25-årige Kanya har tit malaria. Daniel og Gale Løves ven sover under neem-træet, fordi han ikke har andre steder at sove, eller han graver sig et hul i skrænten, som en ræv ville gøre det.
De 15 drenge, der bor her, prøver alle at komme væk fra Ghana og frem til Europa. Når mørket falder på, lister de sig først langs skibene, og så lister de sig om bord. Kravler ind, hvor der er huller, og gemmer sig, hvor der er plads. I en container, under kranen, mellem træstammer.
Kanya ser på mig med et sløret blik. Det hvide i øjnene er ikke hvidt, men rustfarvet, som skroget på skibene i havnen.
Han fortæller om faderen, der døde, storebroderen, der tæskede ham, og militæret, der inddragede familiens kakaoplantage. Nu tjener Kanya 10 kroner om dagen på at losse fisk, men der kan være flere uger mellem arbejdet. Det er derfor, han vil væk. Håbet eksisterer ikke længere i Ghana, men det findes et andet sted.
Sidste år gemte Kanya sig i en container fra shippingfirmaet P&O Nedlloyd, der skulle til Sydafrika. Han havde kun kiks og koffeinspækkede kolanødder med.
»Og så havde jeg fire flasker med drikkevand af den slags, du drikker,« siger Kanya og griber fat i min halvandenliters-kildevand. Efter syv dage på havet slap vandet op, og Kanya kravlede over dækket for at drikke vand fra en skibshane. Besætningen spottede ham, og da de ankom til Durban i Sydafrika, blev han fløjet tilbage.
Gale Løve forsøgte også turen til Sydafrika. Og han blev også opdaget, men fortsatte hele tiden jagten efter den rigtige båd. Denne gang mod Europa.
Nogle gange kunne han blive nede ved kajen i 5-6 dage. Det var ikke, fordi han var gal eller skør, at de kaldte ham Gale Løve, siger Kanya, det var mere, fordi han var stærk og hårdtarbejdende og determineret. Og selv om han kunne lide at strejfe om alene, var han en del af flokken. For Gale Løve og de andre drenge under neem-træerne var reglerne sådan, at havde man mad, så delte man med de andre.
»Jeg kender Daniel, der var om bord på Danica Brown, lad mig føre dig til ham,« siger Kanya.

3. August 2007: Giften i bomulden
Havnen i Tema, Ghana.
50-60 havnearbejdere kaster sække med bombuldsfrø ned i lasten på Danica Brown. Hænder med knive snitter sækkene op, og frøene vælter ud. De danske søfolk skiftes til at holde vagt ved skibet. De er tre unge ubefarne skibsassistenter, en styrmand, en kaptajn og så den kvindelige kok. De ubefarne har hørt historier om blindpassagerer fra ældre elever på søfartsskolen, og de har joket om, at det vil ske i Ghana.
De seneste par dage har de været i byen for at drikke øl og se på livet. Skibsassistent Sebastian Watson synes, at her virker barskere end i Congo og Namibia, hvor han har sejlet med salt de seneste tre måneder. Vejene er smadrede, kloakkerne åbne, her er kaos og en ubegribelig stank. Efter skibet er lastet, placerer et lokalt firma små ampuller med pesticider mellem bomuldsfrøene. Fumigering kaldes det. Alt levende i lastrummet vil dø inden for 24 timer, siger de. Den besked når ikke Daniel og Gale Løve. De to venner har forladt Kanya og de andre drenge under neem-træerne og har sneget sig tæt ind på den danske båd. I et ubemærket øjeblik kravler først Daniel ned i lasten. Der er et lille lys i hans ur, og som en lanterne, der lyser havet op, bruger Daniel uret til at se ud over bomuldsfrøene. Han kan ikke få øje på nogen ampuller med gift.
»Hent vores pakke med kiks, kokosnødder og vand,« råber han til Gale Løve, der endnu venter udenfor.
Men vennen tør ikke gå tilbage for at hente flugtpakken, de to venner altid har klar. Han er bange for, at skibet vil sejle, før han når tilbage. Før lastrummet bliver låst, råber en af de danske skibsassistenter ned gennem lugerne.
»Hallo! Er der nogen?«
Daniel og Gale Løve svarer ikke. De ligger helt stille mellem bomuldsfrøene. Vennerne kan trække vejret, der er ventilation, kan de mærke. Men så begynder giften at sive ned mellem dem. Langsomt og lydløst.

September 2008: Kaptajner og bestikkelse
På vej til Takoradi, Ghana.
Vi sidder i bussen på vej mod Ghanas anden havneby Takoradi, hvor Daniel nu bor. Vi passerer blikskure og små bedehuse, der synes at smelte sammen under den brændende sol. Kanya fortæller om arrene i sit ansigt. Det på kanten af øjet er fra, da storebroderen tæskede ham med en jernstang. Det lange smalle, som løber over halvdelen af kinden, er fra, da Kanya flygtede fra havnemyndighederne og faldt ned i en kloak. Og det midt på kinden er en hilsen fra immigrationsmyndighederne.
På vej mod Daniels hjem, fortæller Kanya også, at det for bare to dage siden lykkedes ham at gemme sig under kranen på et fragtskib. Men søfolkene opdagede ham.
»Vil du virkelig til Norge,« spurgte kaptajnen.
»Ja,« svarede Kanya.
»Det er meget koldt. Du risikerer at dø,« sagde kaptajnen.
Han var flink, for han meldte ikke Kanya til politiet, men smed ham bare af igen.
Enkelte gange er det lykkedes for nogle af blindpassagererne at bestikke kaptajnerne til at tage dem med til Europa, siger Kanya.
Der er et udtryk for det i branchen – en cabin connection – og sådan en koster 2.500-3.000 USD. For de penge kan man købe sig til en kabine og liste af, når skibet når den europæiske havn. For nogle år siden nåede tre af Kanyas venner sikkert til Skandinavien. Kaptajnen satte den ene af i Danmark og to andre i Sverige. Førstnævnte blev gift med en dansk kvinde, men det er længe siden, Kanya har hørt fra ham nu.
»Jeg forestiller mig, at man kan få god mad i Europa. Hvad er det, Jeres valuta hedder? Kroner? Bare for en enkelt krone kan du få et godt måltid i Danmark,« udbryder Kanya.
En central kilde i International Organization for Migration (IOM) i Ghana bekræfter, at der er tilfælde, hvor sømænd tilsyneladende er involveret i bestikkelse og menneskehandel ved at tilbyde cabin connections.
Organisationen hjælper illegale immigranter, når de vender hjem, men forsøger også via kampagner at rokke ved det urealistiske billede af livet i Europa, som mange ghanesere har.
For virkeligheden er, at de må hutle sig gennem livet med underbetalte job på Spaniens tomatplantager eller i Englands sorte økonomi, hvis de da ikke bliver fanget og sendt hjem med det samme. Mange steder er lønningerne presset i bund, fordi afrikanerne nu også konkurrerer med østarbejdere, som er villige til at arbejde for få pund i timen.
En anden kendt rute for menneskehandlerne går fra Ghana gennem Burkina Faso til Niger, hvor ørkenen krydses i truck, inden udtjente kuttere sejler over Middelhavet fra Libyens kystby Tripoli. Rejsen kan tage over et år, og mange mister livet undervejs, fordi de falder af trucken i ørkenen, bliver overfaldet af røvere eller går ned med mølædte både. En historie fortæller, at nogle blev sendt ud på havet i et badekar.
»Jeg forestiller mig, at der er fredeligt i Danmark, og at man kan tjene penge nok til at sende nogle hjem til familien,« bemærker Kanya. Han bliver ved med at tale om det måltid til én krone.
»Nogle gange må jeg sove på tom mave under neem-træerne ved havnen, men det er god udholdenhedstræning til, når jeg skal overleve på skibene,« tilføjer han.

5. August 2007: Min ven dør!
110 sømil fra Abidjan, Elfenbenskysten.
Skibsassistent Sebastian Watson er allerede gået i seng, da alarmen går. En af de andre søfolk har hørt bankelyde fra lastrummet, og han har set håndtaget til lugen bevæge sig.
Der er gået to døgn, siden Danica Brown sejlede fra Tema i Ghana.
Det er ikke tilladt at have våben på danske skibe, men søfolkene går til lugen bevæbnet med trækæppe, en muggert og andre redskaber. For kan det være pirater? Og hvor mange er de dernede?
»De hvide mænd kommer! Selv om de anholder os og sender os tilbage, så får vi chancen igen,« råber Daniel til Gale Løve under dækket, da han hører Sebastian og de andre åbne lugen.
Men Gale Løve svarer ikke. Daniel tager ham i armene, løfter ham op.
»Min ven dør! Giv ham vand!«
Danskerne trækker de to op, og på dækket hører Sebastian Gale Løve hive febrilsk efter vejret for sidste gang. Blindpassageren har mistet bevidstheden, og der er opkast i halsen. Sømændene leder efter pulsen. Så forsøger de med iltmaske og siden hjertemassage og kunstigt åndedræt. Kaptajnen kontakter Radio Medical, der giver medicinsk rådgivning til danske skibe. De ordinerer modgiften atropin. Men der er ingen atropin i Danica Browns medicinkiste. Det er der ikke krav om, at der skal være. Med hånden samler Daniel vand fra dækket og kaster det i ansigtet på Gale Løve.
»Min broder, min broder,« råber han.
Sebastian og en af de andre sømænd folder et hvidt lagen om Gale Løve, tømmer en fryser på værkstedet for mad og lægger den døde blindpassager ned i den.

September 2008: Vil om bord igen
Takoradi, Ghana.
Vi er nået frem til Daniels hjem i Takoradi, og da Daniel får øje på Kanya, omfavner de to venner hinanden. De har ikke set hinanden siden Gale Løves begravelse. Daniel bor med sine forældre og otte søskende i et lerklinet hus for enden af en bulet grusvej i udkanten af havnebyen. Mens han fortæller om rejsen med Gale Løve, slår Daniel sig af og til på brystet, som for at fjerne noget, der har sat sig fast.
Til slut erklærer han:
»Jeg vil forsøge at komme til Europa igen. Men næste gang gør jeg det ikke på den måde. Så betaler jeg for en kabine.«
I Ghana kan Daniel ikke finde fast arbejde, og han ser ingen fremtid, intet håb her, siger han. Og når Daniel ser på de brødre, der er nået til Europa, får han kun øje på dem, der er lykkedes.
»De kommer hjem fra Europa og har tjent så mange penge, at de kan køre rundt i flotte biler. Om jeg så arbejdede et helt liv her, ville jeg ikke have råd til det,« mener Daniel, der siger, han er 18 år, men ser ældre ud.
Faderen Arthur lytter til sin søns historie. Arthur er den eneste i familien, der arbejder lige nu. Han er håndværker, men det er langtfra hver dag, der er noget at lave.
»Hvorfor kom I ikke op fra lasten noget før, min søn?« spørger Arthur med en stemme, der næsten er vredet over.
»Vi prøvede jo, vi prøvede,« gentager Daniel igen og igen, som da han råbte fra lastrummet i Danica Brown.
Når Arthur taler om livet i Takoradi, sammenfatter han det i fem ord:
»Det er hårdt min broder.« Derfor protesterer han heller ikke, når Daniel erklærer, at han vil købe sig til en kabine, der skal føre ham sikkert til Europa. Nu er det bare de 2.500-3.000 USD og en villig kaptajn, der mangler.


27. August 2007: Liget i fryseren
La Coruna, Spanien.
Det tager 22 dage for Danica Brown at nå til La Corunna i Spanien. Sømændene holder hele tiden vagt ved Daniel, der har fået Sebastians kabine. Ghaneseren sover med iltmaske, og Sebastian og de andre følger ham også, når han går tur på dækket. Daniel har kun få ting på sig: en bibel, hvori der er skrevet telefonnumre til hans forældre, nogle perler og et par barberblade. Blindpassageren klemmer sig mod væggen i kabinen, når skibet gynger, mens Sebastian og de andre vælter rundt på dækket. Stemningen er blevet mere trykket. Sebastian må stå og arbejde i værkstedet få meter fra fryseren, hvor Gale Løve sidder. Det er bestemt ikke det fedeste, og Sebastian føler et form for had til hele situationen. De andre ubefarne er blevet hans venner, og de elskede at grille på dækket, lave pool i presenningen eller drikke bajere i stævnen. Nu er det anderledes. De prøver at joke lidt om det for at klare situationen, men Sebastian kan ikke lade være med at tænkte på liget af den fremmede mand i fryseren. Det ligger ligesom en dæmper på det hele. Da Danica Brown ankommer til Spanien, bærer myndighederne liget af Gale Løve ud. På vej over dækket taber de ham. Da det frosne menneskelig rammer dækket, lyder det, som havde de tabt en frossen kylling. Sebastian synes, at de gjorde, hvad de kunne, for at redde Gale Løves liv. Men er der noget, han fortryder, er det måske, at han ikke snakkede mere med Daniel. At han ikke fik ham til at føle sig mere tryg. Nok havde han sat dem i en lortesituation, men han prøvede jo bare at gøre sit liv bedre. Han fortalte, at han drømte om at blive fodboldspiller.

September 2008: At holde ud
Havnen i Tema, Ghana.
Kanya er tilbage under neem-træerne ved havnen i Tema. Kort herfra er en rem spændt ud over vejen – den eneste afspærring mellem de unge mænd, kajen og skibene mod Europa. En spinkel forhindring for en stor drøm.
»Vi var alle berørte over Gale Løves skæbne og tænker over, om vi også skal dø i jagten på et bedre liv,« siger Kanya.
I nærheden stables Mærsk-containere, og det danske rederi er ved at bygge en ny kæmpe kontorbygning ved havnen.
»Maersk Line – creating opportunities,« fortæller et slogan.
Kanya leder også efter den næste mulighed.
Han går over mod sit hul i græsset under neem-træerne for at hvile sig lidt, inden det næste skib kommer.
»Nu beder vi til Gud om, at han vil tage sig af Gale Løve. Han var den mest udholdende af os. Og det er det, det handler om. At blive ved.«

Fakta: Blindpassagerer på danske skibe
De seneste 10 år har der ifølge Søfartsstyrelsen
været mindst 186 blindpassagerer på danske skibe. Tallet kan dog være noget større, da nogle rederier, på trods af lovpligt, ikke indberetter hændelserne. F.eks. fremgår det af bestyrelsen i Rederiet Fabricius A/S (i dag Erria) beretning fra 2007, at rederiet året før havde i alt 17 blindpassagerer om bord i samlet 124 dage. En af blindpassagererne blev fundet død mellem nogle rør, som var lastet i Colombia. Ingen af disse blindpassagerer står på Søfartsstyrelsens liste. Problemet med blindpassagerer var dog større i 1990′erne, bl.a. fordi terrorsikring og havnekontrol siden er blevet mere effektiv.
Afrikanere fanget på skibe
Ifølge Danmarks Rederiforening har danske skibe ofte svært ved at komme af med blindpassagerer fra Afrika, når de når en havn i Sydeuropa. International lovgivning siger, at anløbshavnen har en moralsk, men ikke juridisk forpligtelse til at tage sig af den illegale passager. Det sker derfor, at rederierne sejler rundt med blindpassagererne i ugevis til adskillige europæiske havne eller helt tilbage til Afrika. I år har DFDS Seaways haft fire tilfælde af blindpassagerer (to dog i udlejede skibe). I samtlige tilfælde har rederierne selv måttet hyre sikkerhedsvagter og fragte passageren tilbage til påstigningshavnen i Belgien eller Marokko. Ifølge International Maritime Organization (IMO) var der i 2007 adskillige eksempler på, at blindpassagerer var på skibene i over en måned.
Smidt over bord
I 1990′erne var der flere rystende sager om blindpassagerer, der blev smidt over bord fra skibe i den internationale handelsflåde.
I 1994 blev en afrikansk blindpassager på det danske skib Karen Clipper gennemtævet og smidt halvt bevidstløs i havet 40 km fra Vestafrikas kyst. Styrmanden blev idømt 10 måneders ubetinget fængsel for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, mens tre andre besætningsmedlemmer fik betingede domme. Styrmanden begik senere selvmord. Blindpassagerens videre skæbne er uvis.
I 1996 tvang besætningsmedlemmerne fra det taiwansk-chartrede danske containerskib Maersk Dubai tre rumænske blindpassagerer over bord på tømmerflåder på to sejladser mellem Europa og Canada. Besætningen blev aldrig dømt for forbrydelsen på grund af juridiske tovtrækkerier.
Blindpassagererne er aldrig set igen
I 1998 gennemgik Ritzau en række internationale maritime organisationer og fandt, at mindst 91 blindpassagerer var blevet smidt over bord i løbet af syv år. I få af sagerne er besætningerne blevet dømt for mord, fordi det er svært at finde ligene. Men f.eks. blev kaptajnen fra det ukrainske fragtskib Ruby i 1995 idømt livsvarigt fængsel for at have smidt otte afghanske blindpassagerer over bord ud for Portugals kyst. Andre besætningsmedlemmer blev idømt op til 20 års fængsel.

Ud over interview med Daniel og Kanya bygger historien på interview med Sebastian Watson fra Danica Brown, på redegørelsen fra Søfartsstyrelsens opklaringsenhed samt oplysninger fra havnearbejdere og IOM i Ghana. Søfartsstyrelsens opklaringsenhed frikendte i maj 2008 besætningen på Danica Brown for blindpassagerens død. Center for det Maritime Sundhedsvæsen vil nu inkludere atropin i skibsmedicinkisterne, og på Danica Brown er der tilføjet instrukser om skiltning og verbale advarsler før fumigering.