Den globale mission

I 2006 sendte Morgenavisen Jyllands-Posten to sæt reportere jorden rundt for at berette om globaliseringens konsekvenser. Thomas Aue Sobol & fotograf Stine Larsen dokumenterede livet for danske virksomheders træhuggere i de russiske skove, migrantarbejdernes kamp i Kina, bilindustriens kollaps i Michigan, minearbejdernes guldjagt i Sydafrika. Og meget mere. Læs her en række artikler om globaliseringens vindere – og tabere. Projektet bruges til undervisning i folkeskolen og gymnasiet.

Morgenavisen Jyllands-Postens undervisningssite ‘Alt Om Globalisering’

Leder om Den Globale Mission – af erhvervsredaktør Steen Rosenbak

En skov af guld. Rusland kæmper mod illegal hugst af verdens største skove, der koster staten milliarder af kroner. Danske importører vil ikke købe det bæredygtige træ, fordi kunderne ikke vil betale prisen. I landsbyen Plesetsk sparer Nicolay sammen til at købe datteren en ny hånd, som blev savet af i savmøllen.

Den russiske rus. Alkohol er den store dræber i Rusland, som lider under en skrumpende befolkning. Det har fået præsident Vladimir Putin til at indføre strammere restriktioner for markedsføring af øl og vodka. Imens stormer Carlsberg frem på det aggressive marked.

Krigen mod Kinas kopipirater. Danske virksomheder oplever i stigende grad problemer med piratkopiering i Kina. GN Netcom gennemfører lige nu raids mod otte fabrikker, der kopierer firmaets headset. Men fabrikkerne skyder hurtigt op igen. Dansk Industri (DI) opfordrer de danskevirksomheder til at bruge domstolene.

Striden over strædet. Strædet mellem Taiwan og Kina er politisk sprængfarligt farvand. Selv om der ingen direkte forbindelse er mellem de to lande, hopper 500.000 taiwanesiske erhvervsfolk i år over på fastlandet via den lille ø Kinmen.

3,5 kr. i timen til Zhu Xiao Ting. Hver fjerde ansatte hos GN Netcom i Kina er migrantarbejder. Men pigerne fra det fattige Vestkina bliver ikke hyret, fordi de er billigere, siger ledelsen. 21-årige Zhu Xiao Ting arbejder for 3,5 kroner i timen.

Lykkejægerne. 200 millioner migranter er mændene bag Kinas vækst. Virksomhederne ansætter dem, fordi de er billige og arbejder hårdt. Kina vil forbedre arbejdernes vilkår, men de multinationale stritter i mod. Samtidig har migrationen store sociale konsekvenser. I byen Xinan er de lokale blevet frataget deres jord, mens de nye fabrikker kun vil hyre migranter. Uroen ulmer.

De legale illegale. Mens USA vil bygge et 1.125 km hegn langs grænsen til Mexico, ser de amerikanske virksomheder store muligheder i de 11-12 mio. illegale immigranter. Tre generationer af familien Ronquillo lever illegalt i USA. Senest hoppede bedstemor over hegnet.

Bye, bye Hollywood. Produktioner flytter til udlandet, studierne skærer ned i antallet af film og digitaliseringen truer biograferne. Hvem bliver vindere og tabere i det blodige opgør med globaliseringen i Hollywood? Og har de unge danske talenter en chance for at bryde igennem i verdens hårdeste filmby?

Kaotiske containerland. Trods enorm vækst på Mærsks containerterminal i Los Angeles koster den hårde konkurrence på indtjeningen, mens de lokale protesterer over massiv dieselforurening fra containerindustrien. JP Business Report har besøgt Amerikas største containerterminal.

Flint forever. De amerikanske selskaber er de virkelige terrorister, siger de i Flint, Michigan, hvor bilindustrien fyrer titusinder af ansatte og lukker fabrikker på stribe for at overleve i kampen mod Toyota, stærke fagforeninger og høje benzinpriser. Mens hjemmemarkedet ligner en blodig slagmark, forsøger General Motors at se mod nye vækstmarkeder.

Made in USA? Mens de øvrige amerikanske skogiganter har flyttet hele produktionen til Fjernøsten, vil New Balance vise social ansvarlighed og bevare amerikanske arbejdspladser. Men kritiske rapporter fra Kina truer med at ødelægge omdømmet.