Efter tsunamien I: En flodbølge af frustration

Sri Lanka er langtfra kommet sig over tsunamien for ti måneder siden. I fiskerbyen Tirukkovil er sorgen og vreden stadig stor. Indbyggerne forbydes at genopbygge deres hjem tæt på havet, men fiskerne vil kæmpe for deres jord. Det har nu fået regeringen til at bløde op. Bragt i Berlingske Tidende.

TIRUKKOVIL: At køre langs Sri Lankas tsunami-forrevne østkyst er som at bevæge sig gennem en forladt krigszone. Ti måneder efter flodbølgen væltede ind over landet, tog over 30.000 liv med sig og slettede hele landsbyer fra landkortet, står ruinerne stadig tilbage og minder verden om, hvad der skete.

Ved landsbyen Tampaddai, der ikke findes mere, stikker ligbårer op af sandet. Enkelte facader på enkelte huse står tilbage som vaklende spillekort, der insisterer på at forblive oprejst, selv om havvinden konstant river i dem. Fiskerbåde, flækket midt over, ligger som henkastede kokosskaller, mens tøj, tagstumper, tallerkener og andre spor af liv er spredt i et stort virvar.

Her er det nu kun sandet, der langsomt rydder op og begraver.

Nogle steder har mennesker samlet deres murbrokker i improviserede bunker som for med disse stenmonumenter at markere, hvor de boede engang. Et sted har havet taget en så grådig bid af vejen, at vi må balancere forbi. Lidt længere fremme i Ampara-provinsen ligger den tamilske fiskerby Tirukkovil. Byen ligger i det hårderst ramte tsunami-område. Over 10.000 mennesker døde her den 26. december 2004. I Tirukkovil mistede 740 livet, da bølgen rejste sig i palmehøjde over byen. 6.000 hjem blev ødelagt.

Ved stranden samler sig hurtigt en gruppe vrede fiskere ved vores ankomst. Flere af dem er mænd, der mistede koner eller børn til tsunamien. Alle mistede deres hjem.

Må ikke flytte tilbage

Fiskerne bor nu i midlertidige barakker af træ, bølgeblik eller sammenflettede palmeblade, men de kan ikke få lov at flytte tilbage og genopbygge deres huse, som lå helt nede ved kysten.

Den srilankanske regering har med sikkerhed som begrundelse inddraget store områder nær havet og vil flytte fiskerne til nye jordområder langt inde i landet. Problemet er bare, at de ikke kan finde land nok.

Og indtil det sker, kan fiskerne på østkysten se frem til at skulle leve op til flere år i små blik-barakker flere kilometer fra kysten.

»Vi har boet ved havet gennem generationer. Min far og bedstefar var fiskere her. Det er vores jord, og her vil vi stå fast, selv om de prøver at flytte os,« siger 65-årige Athisayam.

Athisayam viser resterne af sit hus frem. Et simpelt et i cement med en lille entré, et soverum og et køkken. En stor del af fiskerne her var meget fattige, andre havde lidt mere.

»Den måde, fiskerne har levet på her gennem generationer, risikerer at blive ødelagt, hvis vi ikke må flytte hjem,« siger bestyreren af byens fiskeorganisation, Thambaiah Gopalapillai.

Men ikke alle i Tirukkovil vil tilbage til det sted, hvor flodbølgen bulldozede sig vej gennem husene.

»Jeg kommer til at tænke på alle dem, vi mistede her, når jeg er her. Det er for smertefuldt,« siger Kisnapabu Ruby, der er klædt i den traditionelle sari og har et hindu-smykke i panden.

Hun lukkede døre og vinduer til huset, da bølgen kom. Den løftede hende op gennem taget, hvor hun klamrede sig til en kokospalme. Hendes treårige søn døde. Familien er vred over, at regeringen endnu ikke har hjulpet dem med at bygge et nyt hus.

»Når jeg tænker på, hvordan de har svigtet os, så ville jeg ønske, at der kom en ny tsunami og tog dem,« siger hun uden at tøve.

Myndighederne erkender, at der er problemer med at finde nok jord, hvor fiskerne kan flytte hen.

Og efter massive protester har man nu også ladet »den forbudte zone« nær havet skrumpe fra 200 meter til maksimalt 100 meter.

»Vi vil ikke lade folk bo så tæt på vandet, hvis der skulle ske en ny naturkatastrofe,« siger regeringsrepræsentanten i området, Sripathy Damayanthy, om »bufferzonen«.

Gælder ikke turismen

Bekymringen for naturkatastrofer gælder dog ikke, når det kommer til at fremme turismen. Ved surferbugten Arugam Bay lidt længere nede ad kysten er der storstilede planer for hoteller og luksusresorts med vandski og dykning. Altsammen helt tæt på bølgerne.

»Turisterne kan lide at være tæt på havet og bade flere gange om dagen,« siger Sripathy Damayanthy fra sin kontorstol.

Problemet har udviklet sig til et tema i præsidentvalgkampen, der afgøres i slutningen af november. Kandidaten for oppositionspartiet United National Party, Ranil Wickremesinghe, har slået fast, at han vil fjerne zonen helt, hvis han bliver valgt.

Samtidig ser der også ud til at være kaos omkring, hvor mange nye huse der er behov for. I premierminister Mahinda Rajapakses valgkreds i den sydlige del af landet bliver der bygget alt for mange huse, mens der her i det fattige Ampara kan komme til at mangle 6.000, oplyser myndighederne.

Et par kilometer væk, på en flad slette med afsvedet græs, ligger en anden verden. Her står rækker af aflange barakker banket sammen af træstolper og blik.

Solen kigger lige ned ovenfra det meste af dagen, og mens et par enkelte papayatræer kaster skygge, cirkler sorte skrattende krager som bødler over affaldsresterne, hvor barfodede børn jagter en bold. Her bor mange af de familier, der mistede deres hjem til tsunamien.

Nogle steder har beboerne selv lavet sammenlapninger af plastic, træ og blik, som bliver til små tilbygninger til barakkerne, hvor familierne har et enkelt rum hver på 17,5 kvadratmeter. I en af barakkerne bor familien Yogendran med otte børn.

»Vi er taknemmelige for at have et sted at bo, men vi lever ikke godt her. Der er knaphed på vand, varmt hele dagen og mange giftslanger,« siger faderen Kandaiah, der har sin yngste søn balancerende på hoften.

Familien har fået at vide, at de kan komme til at leve op til tre år i barakkerne, men på regeringskontoret siger den ansvarlige, at de bør kunne forlade lejren til marts næste år.

Men fiskerne i Tirukkovil giver ikke meget for regeringens løfter.

Foreløbig har Sri Lanka kun brugt 13 procent af de milliarder, der er strømmet ind fra udlandet, til at hjælpe ofrene for tsunamien.

Og fiskernes skuffelse over at være blevet frataget muligheden for at vende tilbage til deres jord er stor. Mange af dem kan se frem til at skulle bo op mod 11 kilometer væk fra havet. Enkelte steder i Ampara-provinsen er folk begyndt at bygge i den forbudte zone helt nede ved vandet. I Tirukkovil truer fiskerfamilierne med at gøre det samme.

»Hvorfor? Fordi jorden her er vores eneste rigtige hjem,« siger Athisayam.