Efter tsunamien II: “Vi er fiskere, og som fiskere…”

SRI LANKA. Den 23-årige fisker Nadarajah sover under sin nye båd. Fiskerne i Tirukkovil har trodset frygten for havet, som fulgte efter tsunamien, og kun fiskeriet kan hjælpe dem til en ny tilværelse. Bragt i Berlingske Tidende.

TIRUKKOVIL: Fiskerne i Tirukkovil kan en god historie. Om den unge og tapre fisker Nadarajah Puviraja, der igen bragte håbet tilbage i øjnene på de hårdt prøvede fiskere – otte dage efter tsunamien væltede ind over deres by med døden på ryggen.

Den 23-årige Nadarajah tog sin ødelagte dhoni, og med sin bagende vendt mod bådens edderkopformede krop, lagde han al sin vægt i. Han skubbede den mod havet. I små, men rytmiske og velafstemte ryk.

Sådan havde fiskerne langs Sri Lankas østkyst længe gjort med deres dhoni, der ligner en katamaran og er lavet af den dyre bjergmargosa-palme. Men otte dage efter tsunamien var der endnu ingen fiskere, der havde været ude på havet igen. Men lige meget hvad, der ventede ham derude, ville han kæmpe imod det, tænkte Nadarajah.

Da fiskeren kom tilbage fra havet med nettene fyldt med 60 kilo kumbalawo, paaraya og keeriya, stod indbyggerne og ventede på ham, og han delte fiskene ud til dem. Nadarajah havde brudt forbandelsen.

Siden har en stor del af fiskerne i Tirukkovil genoptaget deres gamle erhverv.

»Jeg bragte sand og havvand med op til lejren, så de kunne se, at der ikke var noget at være bange for. At havet igen var, som det plejede at være,« fortæller Nadarajah Puviraja.

Nye både på kredit

Han bor i den tsunami-lejr, som Folkekirkens Nødhjælp har bygget via deres lokale partner Sewalanka.

Lejren ligger et par kilometer fra havet, og mange af beboerne her er fiskere, der tidligere boede ved kysten og indenfor den »bufferzone«, som den srilankanske regering har forbudt al byggeri på.

Nede ved havet, blot trukket en bådslængde op på stranden, ligger seksten nye både i røde, hvide og blå farver.

Nadarajah har fået en båd, som han skal betale af på under en såkaldt mikrokredit-ordning. Båden er ikke en dhoni men en glasfiberbåd med påhængsmotor.

Da det er blevet den tid på dagen, hvor papayatræerne kaster lange skygger over det afsvedne græs i bliklejren, tager Nadarajah afsted mod havet på sin cykel.

Bølgerne lægger sig først ud på natten, men Nadarajah tør ikke cykle forbi militærets checkpoint på den tid. Flere fiskere er blevet overfaldet i mørket, siger han. Situationen på østkysten, hvor tamiler, muslimer og singalesere bor side om side, er blevet endnu mere spændt siden mordet på landets udenrigsminister i august. Det er også her langs østkysten, at oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre henter mange af sine støtter, og frem mod præsidentvalget i november er der daglige sammenstød og terroraktioner.

Nadarajah træder ud af den støvede vej, forbi blikbarakkerne, papayaerne, tamarin-træerne, og de svedende børn på den afsvedne fodboldbane.

Før tsunamien var der omkring 50 både på bredden, og de blev alle smadret, men der kunne faktisk være endnu flere både i dag. En europæisk NGO har doneret 50 nye både, men »støttebenet«, der giver den tynde dhoni balance på bølgerne, mangler.

Fiskerne har siden skrevet til regeringen og bedt om lov til selv at købe det manglende ben. I tre måneder er der ikke sket noget, og derfor er bådene ikke kommet ud på havet endnu. I det hele taget er der kaos omkring uddelingen af både på østkysten. Nogle landsbyer har fået alt for mange, siger rygterne. Andre alt for få.

Nede ved kysten har skyerne trukket sig sammen i et langt mørkt spor, og ude i horisonten halveres himlen af lyn, der tænder og slukker for havet.

Efter tsunamien er bølgerne blevet meget voldsommere, siger fiskerne. De mener, at tsunamien var gudernes vrede. Og at vreden ikke er ovre endnu. Men Nadarajah er ikke bange.

»Skulle der komme en tsunami mere, så er det bedst, at jeg ligger her under min båd, for så vil bølgen tage mig først. Jeg tåler ikke at se flere lig,« siger han.

For nogen tid siden slog Nadarajah en slange ihjel, da han samlede brænde. Siden har giftslanger snoet sig ind i blik-barakkerne i tsunami-lejren syv gange, og Nadarajah måtte til sidst cykle ned til hindu-templet og bede til guderne for at få det stoppet.

Fiskeriet er eneste chance

Fiskeren spreder et blåt stykke plastic ud på sandet ved båden. Under flere af de andre både kryber fiskere sammen i fosterstilling. Deres tændte cigaretter sværmer som ildfluer i mørket. Fødderne bliver våde, når bølgerne går højt. Men ofte vågner fiskerne, før det sker, fordi de kan høre havet komme nærmere, selv om de sover.

Nadarajah deler sin båd med to andre fiskere, og det giver problemer.

»Deres huse blev ikke skyllet væk, så de kan genopbygges. Derfor er de dovne og gider ikke fiske hver nat og dag. Men det er jeg nødt til, hvis jeg skal væk fra lejren,« siger Nadarajah. Hans armbevægelser er langsomme og rolige. Ansigtet allerede råt, men stadig uden de gamle fiskeres vejrbidte og lædrede masker.

Mens han ligger under båden, tænker han også på sin tre-årige søn. Han skal ikke være fisker. Han skal uddanne sig til det, han selv gerne vil. Regeringen har lovet familien et lille stykke jord som erstatning for den hytte, de havde ved havet, men jorden ligger 11 kilometer inde i landet, og Nadarajah vil ikke flytte derhen. Han tvivler dog på, at der bliver penge til andet, for de net, han har, fanger kun små fisk. Ja, ofte fanger han faktisk kun lige nok til at dække udgifterne til brændstof.

Natten går, og efterhånden er det kun bølgerne og de vilde hundes hæse gøen, man kan høre.

»Kom nu op med dig, vi skal ud og fiske, mens havet er roligt,« siger Nadarajah.

Han rusker i sin ven, som mumler og folder kroppen sammen i sin krybbe af sand. Næste morgen, da solen er kravlet et godt stykke op over havoverfladen, er de i land igen. Nettene er fyldt med små skidtfisk. Havde de haft flere net, kunne de begrave nettet i sandet og vente et par dage, og smådyr ville have renset det bedre end nogen menneskehånd kunne.

Da Nadarajahs kone putter stykker af kokosnøddens forede skal ind i ilden for at tilberede aftensmaden, står fiskeren stadig og piller skidtfisk. Over ham, højt oppe på himlen, stritter palmehoveder i mørket som store fugleskræmsler på himlen. De reddede mange af indbyggerne, da bølgerne kom, palmerne. Nadarajahns kone klamrede sig til en af dem, da han fandt hende. Familien overlevede tsunamien, men før eller siden kommer døden alligevel. Og når den gør, skal det være på havet, siger Nadarajah: »Vi er fiskere, og som fiskere vil vi dø.«