Efter tsunamien III: Byen uden forældre

HÅB. Først dræbte krigen deres fædre. Så tog tsunamien deres mødre. Nu håber Tirukkovils børn på en fremtid uden flere katastrofer. Børnene på byens drengehjem overlevede mirakuløst flodbølgen. Bragt i Berlingske Tidende.

TIRUKKOVIL: »Fred, fred, fred.« Ordene kommer messende fra forsamlingen af 25-30 drenge, der sidder bænket foran hvidklædte hindu-meditører med tranceagtige blik i øjnene.

Øjnene er forsvundet op bag lågene, og lige nu er der kun to hvide flader at se, der hvor iris plejer at sidde.

Vi er i de døende minutter af et seksdages kursus i meditation, som skal hjælpe med at bringe ro til børnene på et af Tirukkovils to drengehjem, der drives af henholdsvis hinduister og kristne metodister.

Børnene i Tirukkovil har brug for at tro på noget.

Området har været hårdt ramt af konflikten mellem den singalesisk-ledede regering og oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre, og det har kostet mange af børnenes fædre livet.

Siden kom tsunamien og dræbte 740 mennesker i fiskerbyen – over dobbelt så mange kvinder som mænd var blandt ofrene.

»Mange af børnene her har oplevet to »tsunamier«, som har ændret deres liv. Først var der krigen, og så kom flodbølgen oveni. Derfor er det vigtigt, at de får bearbejdet traumerne og finder ro. Ellers vil denne generation af Tirukkovils børn være mærket af det resten af deres liv,« siger Kannan Garakalan, der er en af lederne af det hinduistiske drengehjem i byen.

Børnene her på hjemmet har blandt andre haft besøg af italienske psykologer, men de har brug for mere professionel hjælp, mener lederen.

På flugt fra bølgen

For 13-årige Sathiayas var der ikke flere forældre at miste, da flodbølgen kom.

Hans mor og far blev henrettet af militæret under de voldsomme uroligheder i 90erne. De var mistænkt for at være forbundet med »tigrene« (oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre, red.), der længe har brugt mord og terror som led i at påråbe sig retten til deres eget land, Tamil Ealam, i det nordlige og østlige Sri Lanka. Et krav, tigrene siden har lempet til et ønske om en føderal ordning med en vis form for selvstyre.

Men uden forældre var det vennerne, det gjaldt for Sathiayas.

»Vi skreg og spurgte Gud, hvad det var, der skete med havet, mens vi løb alt, hvad vi kunne. Jeg vendte mig om og så, at vandet kom væltende et par meter fra mig. Da jeg nåede op på en bakke, ledte jeg efter mine venner. Jeg fandt dem alle sammen på nær Mathinthakurma,« fortæller Sathiayas.

Mahinthakuma var ramt af polio. Og hans ben kunne ikke bære ham væk hurtigt nok, da havet efter den første bølge trak sig tilbage, holdt vejret og sendte næste åndedrag af sted. Tre voksne medarbejdere omkom også, da de forsøgte at hjælpe drengen. De øvrige 50 børn overlevede.

»Han var vores ven og den bedste af os til at synge. Vi savner Mathinthakuma her og beder til, at han har fået fred,« siger Sathiayas og viser et fotografi af en dreng med store hvide briller, der stirrer ind i kameraet og forsøger at stå rank som et bræt. Sathiayas ligner med sin lille og spinkle krop selv en dreng på ni-ti år, men han taler og vejer ordene med en voksens alvor.

Katastroferne i Tirukkovil har gjort mange af byens børn tidligt voksne.

12-årig med ansvar

Et par kilometer væk fra drengehjemmet – i en af tsunami-lejrene bag byen – hvor de familier, der har fået smadret deres hjem af tsunamien, bor – sidder 12-årige Naliny.

Hun er efter tsunamien blevet alene med sin far og fire små søskende. Og selv om hun har en ældre søster et andet sted i lejren, så må Naliny klare mange af de huslige opgaver.

»Min far er tit væk tre dage ad gangen, når han arbejder. Så må jeg tage mig af mine søskende. Om morgenen vasker jeg drengene, samler brænde til ildstedet og laver ris og river kokosnød. Når den mindste dreng vågner om natten, så skal han også have mælk,« siger Naliny, der er stoppet med at gå i skole.

Hun sidder i skrædderstilling ved indgangen til det ene rum, hun og hendes søskende bor i. Fortrækker sjældent en mine, når hun taler, men stirrer lige ud i luften, som om der intet er at se.

Rundt omkring i lejren spæner børn rundt på bare fødder, triller et cykelhjul foran sig eller skubber små køretøjer stykket sammen af skrald og sat for enden af en pind. Andre børn henter drikkevand ved tankene, der står som bobler på den tørre jord.

En lidt kraftig kvinde fra naboskuret blander sig:

»Mens jeg skal vaske tøj til to børn, skal Naliny vaske til fire. Og når andre børn på hendes egen alder kommer og spørger, om hun vil med ud og lege, siger hun nej, fordi hun skal lave aftensmad til sine søskende. Jeg forstår ikke, at faderen ikke kan tage sig bedre af børnene,« siger hun.

Af de omkring 1.000 børn, der blev forældreløse i Sri Lanka efter tsunamien, er omkring 950 anbragt i pleje.

Og selv om Unicef hjælper de familier, der nu tager sig af tsunami-børnene, frygter Kannan Garakalan fra det hinduistiske børnehjem alligevel, at mange af dem vil ende på gaden.

»Hjælpen hører jo op på et tidspunkt, og så er der en fare for, at børnene vil blive smidt ud af hjemmet, eller måske taget ud af skolen for at arbejde og tjene penge. Det er især et problem for pigerne, fordi der ikke er noget pigehjem i byen, de kan tage hen til,« siger Kannan Garakalan.

Selv om 13-årige Sathiayas på drengehjemmet bedre kunne lide det hjem, børnene boede i før tsunamien, er han glad for at livet i det nye hus, hvor de nu er flyttet ind.

»Jeg har overlevet meget, og det får mig til at tænke, at min sjæl er stærk. Jeg vil gerne være læge, når jeg bliver voksen, så jeg kan hjælpe mit folk,« siger den 13-årige dreng, der går i skole hver dag.

Vreden overmander nogle

For nogle af drengene på hjemmet lykkes det at bryde den negative spiral.

Kannan Garakalan fortæller stolt, at to børn, der tidligere boede på hjemmet, nu læser på universitetet. En tredje arbejder i en bank. Andre har oplevet for meget til at leve et normalt liv.

»Der er altid et par stykker, som forlader os og går til ’den anden side’. De har en vrede i sig. Vi kan se det på dem,« siger Kannan Garakalan om de børn, der slutter sig til De Tamilske Tigre.

Sathiayas er vred på sine forældres mordere, men han søger ikke hævn, siger han.

Og tsunamien har han modsat mange voksne i landsbyen et meget rationelt forhold til.

»Det var ikke menneskets, men naturens kræfter, og dem kan vi ikke gøre noget ved,« siger han.

Fra brønden i haven trækker Sathiayas og de andre drenge vand op i en træspand og plasker det ud over deres nøgne overkroppe. Lidt senere ligger de på cementgulvet med en pude. Åndedræt ved åndedræt.

Og her, før natten bliver rolig, og fiskerne klemmer sig ind under deres både nede ved kysten og venter på, at havet også skal dæmpe sig, her siger den 13-årige Sathiayas sætningen, der ikke kun gælder for ham selv, men også alle de andre børn i den by, der har mistet så mange af sine forældre: »I morgen bliver en bedre dag.«