Efter tsunamien IIII: Drømmen om en familie

EFTER FLODBØLGEN. Da tsunamien skyllede ind over Sri Lanka, mistede mange unge muligheden for at betale en medgift . Nu prøver de at finde en ny mand, selv om traditioner lægger hindringer i vejen. Bragt i Berlingske Tidende.

TIRUKKOVIL: Selv om de var fattige forældre, så skulle det være et stort bryllup. Med ceremonien i templet som højdepunktet. Modsat hytterne nede ved kysten, havde Guds velstøbte hus nemlig overlevet presset fra tsunamien. Her foran Ganesha – hinduguden med elefantansigtet – ville gommen lægge guldkæden, betalt af forældrene, om halsen på deres datter .

Og bagefter skulle der være fest med 500-600 gæster, masser af kylling, kolde drikke – og is til dessert. På trods af, at forældrene ikke var vilde med gommen, var det rigtigt, fordi det var rigtigt for hende, Pathmapiriya Arulmolly. Hun var deres eneste datter. Og de var klar til at give hus og opsparing til manden – den påkrævede medgift – for at gøre datteren lykkelig.

»Han var en rar mand og god at tale med. Vi ville have hinanden,« siger 22-årige Pathmapiriya Arulmolly om hendes bejler.

Uretfærdigt system

Nu sidder hun på en plasticstol mellem tsunami-lejrens barakker sammen med sin mor og bedstemor og forbander det traditionsbundne hindu »dowry«-system, som gennem generationer har tvunget familierne i Tirukkovil til at smide hus og opsparing på bordet, når deres unge døtre skulle giftes bort. En tradition, som nu betyder, at de unge kvinder efter tsunamien ikke bare må kæmpe med sorg over at have mistet familiemedlemmer og deres hjem, men også med bristede drømme om ægteskab og kærlighed.

»Det er et uretfærdigt system, der hører fortiden til,« siger Pathmapiriyas mor bestemt og vender sig mod bedstemoderen, som har sat sig i skrædderstilling på en måtte foran deres midlertidige hjem. Hun betalte også dowry dengang for fire årtier siden, da hun blev gift.

»Men det er, som om traditionen bliver stærkere, selv om den burde blive svagere med tiden,« protesterer Pathmapiriya og piller ved noget neglelak, der falder af som gammel maling fra en væg.

Da den kommende gom så, at alt hvad der var tilbage af familien Arulmollys lille fiskerhytte under palmerne var et fundament lige så fladt som et roti-brød samt et toilethus – der som Guds hus havde haft størst kraft til at modstå bølgen – så fik han kolde fødder.

»Da han kom til mig et par måneder efter tsunamien, var han fuld, og han sagde til mig, at han ikke ville have mig alligevel, fordi vi ikke længere havde noget at tilbyde hans familie,« fortæller Pathmapiriya.

Som mange andre kvinder i Tirukkovil rejste hendes mor til Mellemøsten for at tjene penge til et bedre liv hos de rige arabere. Da var Pathmapiriya ni år, og der skulle allerede spares op til hendes dowry. Moderen arbejdede hårdt i Kuwait på det tidspunkt, da Saddam Hussein invaderede oliestaten, og den første golfkrig brød ud, og senere tjente hun som barnepige i ti år hos en stenrig arabiske familie i Dohar i Qatar.

Hver måned sendte moren penge hjem til landsbyen i Tirukkovil. Kun én gang hvert andet år rejste hun hjem for at besøge dem, selv om det gjorde ondt i hendes hjerte ikke at se dem oftere. Men belønningen kom, som en stor fangst fra havet, og med årene blev der råd til en fiskerbåd – en dhoni – til manden, til net og endelig til et lille hus, hvor datteren skulle bo med den mand, hun snart ville finde.

»Jeg er blevet for gammel til at rejse af sted igen,« konstaterer moderen uden protester fra datter eller bedstemor.

Enkerne i klemme

I Sri Lanka er dowryen nu kommet under pres politisk og flere partier vil forbyde det, fordi mange kvinder bliver mishandlet, når mændene finder ud af, at kvindens familie ikke kan give det, den har lovet. Såkaldte dowry-dødsfald, hvor kvinden brændes ihjel af skuffede og vrede mænd, er også et kendt fænomen, importeret fra Indien.

Den srilankanske Human Development Organization (HDO) forsøger at ændre på vilkårene for kvinder som Pathmapiriya, der har mistet deres planlagte ægteskab – samt for enkerne, der nu sidder fast i et kulturelt system.

»Vi siger til kvinderne, at det er svært at skulle leve alene resten af livet, og at der ikke er noget galt i at finde en ny mand. Det samme gør vi over for naboerne og det samfund, de lever i,«” siger Ponnich Srikanth fra HDO.

Hidtil har han dog ikke hørt om at en eneste enke efter tsunamien, der har fundet en ny mand. Stigmatiseringen af enker er stor. Mange mener, at de bringer ulykke, og der bliver set ned på kvinder, som gifter sig to gange.

Også Pathmapiriya vil få det vanskeligt, selv om hun aldrig nåede at få lagt guldkæden om halsen i templet. Hun var nemlig allerede registreret med manden. Og Pathmapiriya mærker da også stemningen.

»Der bliver allerede talt om mig i landsbyen, også fordi jeg snakker med jer,« siger hun.

HDO hjælper også kvinderne i gang med småerhverv, der gør, at de kan klare sig selv bedre. Pathmapiriya er begyndt på et sykursus, men hun har også viljen til at finde en ny mand – selv om hun ikke forventer, at regeringen vil give familien to nye huse, så der er et ekstra til en ny medgift.

»Jeg drømmer om at få en ny mand, men denne gang tror jeg, at jeg lader mine forældre bestemme, hvem han skal være,« bemærker hun.

I mellemtiden er faderen kommet hjem, og de tre kvinders tale forstummer. Hans krop er spinkel og kinderne hule som to tomme muslingeskaller.

»Vi ønsker hende bare en simpel mand. En fisker ligesom mig, der kan tage sig af hende,« siger han.