En skov af guld

Den globale mission II. Rusland kæmper mod illegal hugst af verdens største skove, der koster staten milliarder af kroner. Danske importører vil ikke købe det bæredygtige træ, fordi kunderne ikke vil betale prisen. I landsbyen Plesetsk sparer Nicolay sammen til at købe datteren en ny hånd, som blev savet af i savmøllen. Bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten.

En lyskegle flakker i mørket og danser nærmere, mens den følger rytmen i den 57-årige russiske skovarbejder Nicolay Ivanovichs skridt.

Vi mærker hans faste håndtryk og oliefedtet i håndfladen, før vi møder øjnene, den stejlt skrånende pande, stritørerne og den ensomme stamme i overmunden, der kun vokser frem, når han griner.

Så kommer lugten af gris i huset, hvis fundament er lavet af lærketræ, der ikke kan rådne, og middagsbordet dækket med svampe af den slags, de russiske zarer spiste.

Snegleformede og mindre end halsen på en vodka-flaske.

Nicolay Ivanovich har arbejdet 25 år på savmøllen Plesetsk i det fjerne nordvestlige Rusland fire-fem timers kørsel fra byen Arkhangelsk.

Plesetskiy er en af de mange russiske møller, som leverer tonsvis af træ til danske møbelproducenter og de byggemarkeder, der stadig har armene i vejret over det danske byggeboom.

Nikolays historie er fortællingen om et lille skovsamfunds kamp for at overleve i en industri, hvor de store russiske og multinationale selskaber presser de små, og illegalt træ for milliarder af kroner forsvinder ud over grænsen – og noget af det ind i danske stuer.

Det er også historien om længslen efter det gamle Sovjet, hvor skovarbejderens løn rakte til 170 kilo kød og ikke 50 kilo som i dag.

Om datteren, der fik kvast hånden i savmøllen.

Og om et folk, der kæmper for at overleve ved at fælde verdens største skove, som de har gjort det så længe, Nicolay kan huske. Så længe der var noget, der hed Plesetsk. Ja, siden dengang, der fandtes zarer, der spiste svampe som dem på Nicolays bord.

Men så langt er vi slet ikke nået endnu.

Illegale træstammer

Vi er på vej gennem skoven for at besøge et af de savværker, det danske selskab Dalhoff Larsen og Horneman A/S (DLH) importerer træ fra.

Stammerne farer forbi vinduerne i minibussen: Skovfyren med den røde stamme, den kegleformede og svajende rødgran, den hvide birk med de gule blade og den grovstammede ask.

Russerne er ikke førsteleverandør til danske virksomheder, men det er et marked i vækst, og de enorme skovområder gør det til oplagt sted at af rette indkøbskikkerten mod.

Problemet er bare, at en stor del af træet fældes illegalt.

Tidligere var det kun en melodi, som miljøorganisationer som Greenpeace og Verdensnaturfonden nynnede, mens det officielle Rusland påstod, at det handlede om under én pct. af træet.

I dag erkender præsident Vladimir Putin, at det er et alvorligt problem både for naturskovene og den russiske statskasse, der hvert år snydes for milliarder af kroner i skatter og afgifter.

Regeringen mener nu, at mellem hver sjette og syvende stamme fældes illegalt, mens miljøorganisationerne siger, at det særligt i Sibirien nærmere er halvdelen – hvoraf en stor del forsvinder over grænsen til Kina.

I september viste en rapport fra Greenpeace, at det træ, der købes i den nordvestlige provins Karelia, ikke er underlagt den nødvendige miljøkontrol.

Det er her, finske UPM og svensk/finske Stora Enso, der blandt andet er papirleverandør til de danske dagblade, køber ind.

Europa presser på

Opmærksomheden fra Moskva og presset fra vestlige importører har sat gang i et hårdt opgør med den illegale handel.

I Arkhangelsk-regionen er andelen af bæredygtigt træ med det såkaldte FSC-mærke fordoblet fra 5 pct. til 10 pct. i løbet af det seneste år.

Mærket sikrer, at træet er fældet legalt, og forholdene for de russiske skovarbejdere er i orden.

»Det går meget stærkt med at få certificeret skovområderne nu. Importørerne fra Vesteuropa presser på og stiller krav. Certificeringen er den bedste måde at sikre, at det træ, man køber, er fældet forsvarligt,« siger Nikolai Tochilov fra den danske nonprofit virksomhed Nepcon, som arbejder med FSC-certificering i de russiske skove.

Nepcon får travlt i den kommende tid. Halvdelen af træet vil være stemplet med FSC-mærket inden for de næste fem år, forudser Nikolai Tochilov.

Men selv om det ”sikre” træ bliver mere og mere tilgængeligt, så vil den største danske importør DLH endnu ikke købe det. Det skyldes, at træet typisk koster 2-5 pct. mere.

»Problemet er, at vores kunder vil ikke betale den ekstra pris. Det vil de ikke, fordi forbrugeren ikke vil. Når der er tale om mørkt træ til havemøbler, som kommer fra troperne, så er folk meget bevidste om risikoen for, at det er illegalt, men det er de ikke, når det er hvidt træ fra Rusland, som bruges til møbler i for eksempel Ikea,« siger miljøkoordinator i DLH Peter K. Kristensen.

DLH sender hvert år 6.000 lastvognstog med træ ud af Rusland og mener selv, at selskabet kan spore over 95 pct. af det træ, selskabet køber i Nordvestrusland, mens det er vanskeligere med træet fra Sibirien.

»Vi skal også være påpasselige over for vores leverandører. Kigger vi for meget i deres bøger, så minder det dem om gamle dage, og så spørger de, om vi er fra det hemmelige politi. Nogle gange køber savværkerne træ, der kommer langt væk fra. Det kan være gået gennem 2-3 hænder, og derfor kan vi ikke altid vide, hvor det er fældet,« siger Peter K. Kristensen.

Netop derfor forsøger DLH også at gå uden om de mindste savværker, hvor risikoen for at købe illegalt træ er langt større.

Miljøorganisationerne en noget mere kritiske når det kommer til de danske indkøbere. Verdensnaturfonden har tidligere vurderet, at op mod tyve pct. af træet, der sendes fra Rusland til Danmark, er illegalt.

Værket i skoven

Vi nærmer os Plesetsk med det over 100 år gamle savværk og Nicolay, der venter i stuen med svampe, vodka, vægtæpper og katten, han har døbt baronessen.

Udenfor er graderne kun lige i plus, og der er pletter af sne i skovbunden.

Af og til holder skoven vejret.

Så er der plads til små klynger af træhuse og kvinder i lag-på-lag kjoler med tørklæder og bylter på krumme rygge.

På en parkeringsplads står en flok samlet om en olietønde med ild i. Røgen stiger op og danner figurer på den klare himmel lige over trækronerne.

Direktøren for savværket Plesetskiy, den 33-årige Ruslan Nikolaevich Mararov, stiger ud af sin tunede Lada klædt i cowboybukser og kasket.

Vi er nået frem. Næste dag fører Nikolaevich Mararov os gennem træporten til savmøllen.

Det har regnet, mudderet hænger fast i støvlerne og på lagerpladsen mellem de gigantiske kraner, der hæver sig som to uhyrer over pladsen, er der tømt godt ud i træstammerne.

Nogle hundrede stammer ligger her dog i stabler. Fra distancen ligner de en bunke tændstikker.

»Det er så vådt i skovbunden, at vores leverandører ikke kan hente træerne ind fra skoven, fordi vejene er ødelagte. Derfor lukker vi savmøllen ned fra i morgen og tre uger frem. Vi mangler råmateriale,« siger Nikolaevich Mararov.

Stammerne flyder gennem et kanalsystem. Vandet fjerner frosten i træet, så det er lettere at skære op. En skovarbejder sorterer træet i tre størrelser og leder det ind i fabriksbygningen. Herinde skræller maskiner barken af, som var det en kartoffel, og runde knive fileterer varen. Ingen af kvinderne ved fabriksmaskinerne bruger høreværn, selvom larmen er så voldsom, at det må svare til at stikke hovedet ind i maskinrummet på et gammelt russisk lokomotiv. Nogle af knivene er heller ikke afskærmet, men dukker op tæt på arbejdernes hænder.

Det var her Nicolays datter mistede sin hånd.

En træbjælke satte sig fast. Datteren åbnede maskinen, men glemte at slukke for strømmen, og kniven stoppede ikke automatisk efter seks sekunder, som den skulle.

Hånden forsvandt. Over alt på gulvet ligger der et fint lag af nyfalden savsmuld.

Den dag var der blod i smulden.

Kuffert med kontanter

DLH køber mellem hver tredje og fjerde stamme, der skæres op på Plesetskiy savværk.

Selskabet har foræret alle arbejderne gule ørepropper, men ingen bruger dem, og direktøren mener ikke, at der er nogen problemer med høreskader.

Længere fremme på transportbåndet står kvinder med metalkroge, der forekommer at være naturlige forlængelser af deres arme og hænder.

To bjælker vil ikke gå fri af hinanden, og en 78-årig kvinde hopper op på båndet, hakker kloen i og løfter den ene fri. Hun har arbejdet på savmøllen siden hun var 14.

»Det er hårdt fysisk arbejde, og det er kvinderne, der bedst kan holde til det i længden,« siger Ruslan Nikolaevich Mararov.

På kontoret sætter Ruslan Nikolaevich Mararov sig under portrættet af præsident Vladimir Putin, der læner sig forover og eftertænksomt støtter hovedet på sin ene hånd.

»De, der vil sælge illegalt træ, vil have en kuffert med kontanter. Men de har svært ved at komme af med træet i vores område. Alle kender alle. De kan ikke skjule det for os. Vi stoler på vores leverandører,« siger Ruslan og læner sig frem over skrivebordet, så hans position kommer til at minde lidt om Putins.

Direktøren mener, at de illegale skovfolk har fået langt sværere vilkår i skovene på det seneste.

»Det er stadig et stort problem, men de store eksportører tager større ansvar nu, og regeringen overvåger skovområderne med satellitter for at dokumentere hvor meget skov, der forsvinder,« siger Ruslan.

Noget kunne dog tyde på, at satellitterne er kommet lidt for sent op i nogle områder.

Ifølge Verdensnaturfonden er nåleskovene i visse områder gennem de seneste årtier skåret ned til 25 pct. af, hvad de tidligere var.

Ruslan klager over, at forretningen har været hårdt presset af skiftende ejere, siden privatiseringerne blev sat i gang i Rusland. Derfor er der ikke blevet investeret i teknologi til at gøre savværket konkurrencedygtigt med de større russiske og udenlandske selskaber, som dominerer industrien.

»Der er hård konkurrence om skoven. Men det er den eneste industri, vi har,« siger den unge direktør.

Ambitiøse planer

Når talen falder på ulykken med Nikolays datter, så taber Ruslan blikket på bordet.

Han siger, at savværket tager sikkerheden meget alvorligt.

Men når det kommer til FSC-mærkningen, bliver Ruslan alligevel lidt fjern.

»Det er en kompliceret og dyr proces for de små savværker og træleverandører at opnå alle de ting, der kræves, hvis vi skal certificeres,« siger han.

Samme svar kommer fra direktøren fra en nærliggende Niva Savmølle, som DLH også køber træ fra.

»Der er et pres fra køberne i Vesteuropa, men endnu svarer vores fortjeneste ikke til de investeringer, der skal til. Det er et system, som er opfundet af nogle, der vil tjene penge på det,« siger direktør Nikolay Ergorovich Khutoriansky.

Verdensnaturfonden erkender, at det er svært at få de mange mindre spillere med på det russiske marked.

»Det er yderst sjældent at de mindre savmøller og leverandører er opmærksomme på at få mærket træet. Men de fylder stadig meget i skovene, og derfor er de vigtige,« siger Elena Kulikova fra Verdensnaturfonden i Rusland.

Men pres fra indkøbere og forbrugere er i sidste ende det bedste middel for at komme den illegale handel til livs, og derfor opfordrer Verdensnaturfonden også de danske indkøbere til at skifte kurs.

»Det er rigtigt, at træet er lidt dyrere, men det er en meget lille pris at betale ekstra for at sikre, at træet bliver fældet legalt, og arbejdsforholdene er i orden. Der er en kraftig udvikling lige nu mod, at FSC bliver mere og mere påkrævet af investorer og kunderne på de store vesteuropæiske markeder. Derfor vil det også være klogt fra et forretningsmæssigt synspunkt,« mener Elena Kulikova.

Hun fremhæver at flere vesteuropæiske regeringer allerede har lavet ambitiøse planer for at sikre, at alt offentligt indkøb af træ er bæredygtigt. Det gælder for eksempel Frankrig og Belgien.

Miljøminister Connie Hedegaard (k) opfordrede tidligere i år ministre og borgmestre til at købe bæredygtigt træ, når der skal bygges, men til miljøorganisationernes store skuffelse afviste hun at lovgive om det for i stedet at satse på frivillighed.

Nicolays remse

Hjemme hos Nicolay Ivanovich er det nu andre ting end det illegale træ, der optager skovarbejderen.

Han tjener 6.000 rubler (1.200 kr.) om måneden på at reparere maskinerne på savmøllen, og så får han allerede sin pension fra staten.

En del af lønnen bliver hver måned lagt til side for at spare sammen til en ny hånd til datteren.

»Vi har fået en kunstig hånd fra myndighederne, men den er slet ikke god nok, så nu sparer vi penge sammen til at købe en ny hånd til vores datter,« siger Nicolay Ivanovich.

Han ved ikke rigtigt hvor meget, den vil koste.

Måske 30.000 rubler, måske 300.000. Alt efter hvor god den skal være, siger han.

Når Nicolay snakker, er det mest om gamle dage.

Dengang under Sovjettiden, hvor lønnen var 300 rubler, men hvor pengene rakte længere, end de gør i dag.

»Dengang kunne jeg købe 170 kilo kød for min løn, i dag kan jeg købe 50 kilo.

Jeg kunne købe 1.500 brød. I dag kan jeg købe 600 brød. Jeg kunne købe tre tons benzin. I dag kan jeg købe 300 liter«

Nicolay fortsætter remsen. Han har brugt den før, kan man høre, og når der kommer gæster forbi, så kommer den frem igen.

Når Nicolay bliver for kritisk over for arbejdet på Plesetskiy savmølle, så sparker hans kone ham over skinnebenet.

Direktøren Ruslan Nikolaevich Mararov sidder nemlig også ved bordet, der er dækket med bær, laks i lage, agurker, pølser, vindruer, kaviar, svampe, vodka og cognac.

I en by som Plesetsk er der ikke så meget andet arbejde end det ved møllen, Nicolay fortsætter snakken om de gamle dage, hvor man aldrig var nervøs for at blive fyret, og staten betalte ferien ved Sortehavet.

Alligevel er Nicolay ikke i tvivl, når han skal svare på, hvad arbejdet på Plesetskiy savmølle betyder for ham: Det er hans liv.

»Det er sådan vi lever. Vi har ikke vist eller fortalt jer noget falskt,« siger Nicolay.

Skovarbejderen griner så den ensomme stamme i overmunden igen kommer frem i lyskeglen, da han viser os vej ud gennem mørket med den dansende lygte.

Det er vist den eneste tand Nicolay har tilbage, den i overmunden.

De fældede træer i verdens største skove vokser heller ikke frem igen lige med det samme.

Det tager 100 år for en skovfyr at blive rigtigt voksen, siger de i Plesetsk.

Fakta: Leverandørprojekt DLH

Danmarks største trægrossist Dalhoff Larsen & Horneman A/S (DLH) har udviklet et leverandør-projekt som skal øge indkøbet fra leverandører med høje miljøstandarder.
DLH’s mål er blandt andet:

At etablere et velfungerende leverandørkædesystem, som sikrer at vi kender oprindelsen af alt træ, vi forhandler, seneste i 2007.

At DLH’s procentvise salg af certificeret træ som minimun skal svare til den procent af skovene, som er certificerede i de forskellige regioner, for de træarter DLH forhandler.

I Rusland deltager DLH sammen med Skov & Naturstyrelsen, Verdensnaturfonden i Danmark, Dansk Træforening, og to andre danske træimportører i et projekt, der skal forhindre handel med illegalt træ. Projektet sigter først og fremmest mod afprøvning af metoder til “uafhængig vertifikation af legal oprindelse” af træet, hvilket kan ses som første skridt mod FSC-certificering.
Fakta: International mærkning
FSC

FSC står for Forrest Stewardship Council og er en international mærkeordning med et let genkendeligt logo, der sættes på træ fra skove, hvor der ikke føldes mere træ, end der vokser op i skoven hvert år.

Ud over krav til brugen og fældningen af skoven, stiller FSC også en række sociale krav, så lokalområdet får glæde af indtægterne fra skoven.

Samtidigt kræves det at arbejderne i skoven bliver uddannet og bruger sikkerhedudstyr.