Sudan: Frihed og bukser

Frihedskamp. Regimet ville piske Lubna al-Hussein, fordi hun gik med bukser, men endte med at gøre sig selv til grin. Fra sit eksil i Frankrig kæmper den tidligere journalist for at stoppe krænkelser af kvinder i islams navn. Bragt i Weekendavisen.

Af Thomas Aue Sobol

Nok var 36-årige Lubna al-Hussein bange, da hun stod ansigt til ansigt med Sudans moralpoliti, anklaget for at have krænket den offentlige moral. Hendes forbrydelse? At have båret bukser. I Sudan koster det op til 40 piskeslag, og stort set alle kvinder erkender deres skyld.

Men da Lubna så en 16-årig kristen pige – også anholdt for at bære bukser – skælve og tisse af skræk, besluttede den tidligere journalist sig for at nægte sig skyldig i regimets anklager.

»Jeg ville ikke vise min frygt. Jeg skyldte mig selv og de andre anholdte kvinder at være stærk,« siger Lubna, da jeg møder hende i København, som hun besøger i forbindelse med udgivelsen af sin bog ’40 piskeslag’.

En aften i sommeren 2009 blev Lubna og 14 andre kvinder arresteret på restaurant Orientens Stjerne i Sudans hovedstad, Khartoum. Alle var de iført bukser. Snart stod kvinderne bøjet over en mur sølet til af blod og opkast, mens pisken tegnede striber på deres ryg. Lubna nægtede at tage sin straf.

Hun var ansat ved FNs mission i landet, men fralagde sig sin immunitet. I stedet fortalte hun hele verdenspressen om anklagerne og fik fremtvunget en retssag.

»Buksesagen« kunne tage sin begyndelse. En sag, som ikke bare har udviklet sig yderst pinligt for styret i Khartoum. Men også en sag, som har vækket eliten og civile kræfter, der kræver mere frihed.

»Det handler ikke længere om mig selv, men om alle kvinder, der bliver undertrykt i islams navn,« siger Lubna.

Alene i 2008 blev 43.000 kvinder arresteret med henvisning til paragraf 152 i Sudans straffelov – paragraffen, der omhandler krænkelser af den offentlige moral.

Sudan er en eksplosiv blanding af afrikansk og arabisk kultur. Landet er delt mellem et muslimsk nord og et kristent og animistisk syd. Lubna er muslim, men har blod i sig fra mange egne – hendes kropskulør kalder hun selv caffè latte.

Hun voksede op i Omdurman, Khartoums tvillingeby, »dér, hvor Den Hvide Nil og Den Blå Nil løber sammen«. Familien var hverken rig eller fattig, barndommen for det meste lykkelig og Lubna omgivet af dyr, stammer og nomader på savannen.

»I Omdurman tilhørte verden os. Vi blev aldrig spærret inde, og gaden var vores legeplads,« husker Lubna, hvis bedstefar lærte hende, at hun aldrig skulle følge flokken som et blindt får.

Som syvårig blev Lubna for første gang konfronteret med de krænkelser, hun i dag vender sig skarpt imod. Hun og veninden blev omskåret, og Lubna lå ti dage i lerhytten, ødelagt af smerter. Veninden døde.

I 1983 begyndte præsident Gaafar Nimeiri, der havde kuppet sig til magten, at indføre sharia under vejledning fra Hassan al-Tourabi – Sudans svar på Irans ayatollah Khomeini. Indtil da havde Sudan været et af de afrikanske og arabiske lande, hvor kvinder nød størst frihed. Nu blev kjolesømmene sænket, miniskørter og stramtsiddende tøj forsvandt fra gadebilledet. Hver dag blev folk pisket eller fik lemmer amputeret. Modstandere blev dømt til døden for trosforfald. Det var ikke længere tilladt for kvinder at danse.

Med Lubnas ord: »Lugten af død spredte sig i Sudan .«

En folkelig revolution væltede Nimeiri, men fra begyndelsen af 90erne fik sharia ny udbredelse. Hardlineren Omar al-Bashir – som også havde kuppet sig til magten – gennemførte en egentlig islamisk revolution hånd i hånd med Tourabi. Nu, to årtier senere sidder al-Bashir stadig på magten.

På universitetet protesterede Lubna mod udrensningen af undervisere, der ikke var tilstrækkeligt loyale over for islam. Over 350.000 embedsmænd blev afskediget, og protester blev besvaret med vold og drab. Det var i disse år, at straffeloven fik sin paragraf 152.

Da Lubna senere blev journalist, skrev hun klummer, der udfordrede regimet. Censuren blev skrappere og skrappere, og Lubna tog dyrefabler i brug for at få sine meninger frem. Regimet gik så vidt som til at erstatte »courgetter« med »kartofler« i en af hendes artikler, fordi de frygtede, at teksten indeholdt skjulte budskaber. Til sidst fik Lubna nok. Hun mente, at hun kunne gøre mere gavn i FNs mission, der skulle overvåge fredsaftalen mellem styret og oprørsstyrkerne i det kristne syd.

Regimets selvmål

3. juli i fjor tog FN-medarbejderen på Orientens Stjerne i Khartoum – en restaurant, hvor den intellektuelle elite ordner verdenssituationen, danser og morer sig. Stedet er et symbol på det paradoks, der eksisterer i Sudan – de to verdener, der løber sammen: den kosmopolitiske, intellektuelle elite og et styre, der benytter sig af religiøse love, som i de veluddannedes øjne hører Middelalderen til.

På Orientens Stjerne trådte moralpolitiet pludselig ind ad døren. Lubna var ikke iført den traditionelle thob, der dækker det meste af kroppen bortset for ansigtet. Hun bar bukser. Løsthængende og lidt for store.

I København overvejer Lubna konsekvenserne af buksesagen.

»Siden december er styret stoppet med at anholde kvinder for at gå med bukser. Jeg ved ikke, om det skyldes min sag eller det forestående valg.« (Der er præsident- og parlamentsvalg 11. april – det første i 24 år, hvor der er reelt konkurrerende partier.)

Da Lubna nægtede at modtage pisk, blev hun i retten efterfølgende idømt en måneds fængsel. På sin vis var Lubna glad for at ende i kvindefængslet; som journalist havde hun længe ønsket at beskrive vilkårene dér.

Denne eftermiddag i København er hun iklædt mørke bukser, matchende jakke og en stribet silkeskjorte. Tørklædet er slynget om halsen – ikke hovedet.

Lubna griner højt, da jeg spørger, om hun ville blive anholdt, hvis hun tog til Khartoum i det tøj, hun har på nu.

»Man ved aldrig, hvornår man krænker den offentlige moral. Kvinder lever hele tiden i frygt for, om de gør noget anstødeligt.«

Den fransk-libanesiske journalist Djénane Kareh Tager, der har hjulpet Lubna med at skrive 40 piskeslag, fortæller, at moralpolitiet også stoppede hende, da hun var i Sudan for at skrive bogen.

»Jeg kunne ikke fremvise min vielsesattest, og de sagde, at jeg skulle tage med til hospitalet for at få lavet en jomfrutest,« fortæller forfatteren, der til sidst slap fri.

Lubna pointerer igen og igen, at det efter hendes mening ikke er islam, der er noget galt med – det er det politiske systems misbrug af religionen.

»Jeg siger til alle muslimer: ‘Vis mig det sted i Koranen eller i haditherne (beretninger om profeten Muhammeds liv, red.), hvor der står, at kvinder kan piskes på grund af deres påklædning, og jeg vil tage imod 400 piskeslag og ikke 40!’«

Det samme gælder ifølge Lubna omskæring af småpiger og reglen om, at kvinder skal holde sig inden døre i fire måneder og ti dage, når deres mand dør. Lubnas mand, en ældre avisejer, døde kort efter, at de giftede sig i 2003.

»Jeg holdt mig hjemme, men jeg skrev samtidig en klumme om, at det intet havde med islam at gøre – det var en tradition. Denne skelnen er vigtig. En enke, der frygter, at hun bliver nægtet adgang til paradis, vil lade sig spærre inde i fire måneder, selv om det betyder, at hun mister sit arbejde. Det er nemmere at sige fra over for en tradition,« mener Lubna.

Hun opfordrer regeringen til at tage sig af det jordiske liv i stedet, af infrastruktur, uddannelse og sundhed i det krigshærgede land, hvor over halvdelen af befolkningen er analfabeter og gennemsnitslevealderen 58 år.

»Religion er et forhold mellem det enkelte menneske og Gud; det er ikke noget, en regering skal blande sig i. Vi må væk fra ekstremismen ét skridt ad gangen. Vores kamp handler om retten til frihed, og den begynder med, at vi kan klæde os, som vi ønsker.«

Somalia skræmmer

Da Lubnas buksesag skulle for retten, sendte hun invitationer til venner og bekendte. Hun skrev til civile organisationer, oppositionen og regeringen, og hun gav flittigt interview til internationale medier. Selv fra fængslet lykkedes det at komme på live i medierne. Den internationale presse hængte Sudan ud som bagstræberisk og kvindeundertrykkende. Men også det sudanske civilsamfund vågnede op af sin dvale. Uden for retssalen var der demonstrationer, og siden har flere andre kvinder nægtet at modtage pisk for at bære bukser – og er sluppet godt fra det. Forsker i sudanske forhold ved Carsten Niebuhr Instituttet under Københavns Universitet, Anders Hastrup, mener, at styret først og fremmest er bange for reaktionerne indadtil. Landets ry i det internationale samfund er i forvejen ødelagt på grund af folkedrabet i Darfur – men regimet ønsker at holde sig på god fod med Sudans elite.

»Hvis 200 læger eller advokater flygter til London, fordi de ikke kan holde ud at være i Khartoum, får det konsekvenser. Nok er eliten stor sammenlignet med andre afrikanske og arabiske lande, men den er lille, når man tænker på, hvor enormt et land, den skal holde sammen på. Somalia er et skræmmende eksempel på, hvad der kan ske i et land, hvor der er borgerkrig og ingen elite tilbage.«

Regimet i Khartoum har blandt andet taget til genmæle over for Lubna i et indlæg i britiske The Guardian. Her står, at 25 procent af parlamentets sæder ved det forestående valg er reserveret til kvinder, og at der i øvrigt sidder masser af kvinder på ledende poster i samfundet: Præsidentens juridiske rådgiver er kvinde, to ministre er kvinder, tre ambassadører, seks højesteretsdommere, to formænd for politiske partier, hundredvis af professorer, forretningsledere og forskere – hvoraf en nu arbejder for det amerikanske rumfartsvæsen NASA.

Lubna griner overbærende. Hun siger, at det ikke er styrets skyld, at kvinder sidder på disse positioner, og at der før indførelsen af sharia har været en lang tradition for, at kvinder tager del på alle niveauer i samfundet.

»Jeg kender i øvrigt den kvinde, som arbejder for NASA,« tilføjer Lubna og afslører styrets hykleri ved at bruge denne tilsyneladende succeshistorie. »Hun underviste, da jeg læste på universitetet, men blev udrenset sammen med de 350.000 andre, der ikke var islamtro nok.«

Islam i Europa

I kølvandet på fængselsdommen kunne Lubna ikke få arbejde, og hun blev nægtet udrejse af Sudan . Men efter dødstrusler sneg hun sig ud af landet iført en niqab, der dækker hele kroppen bortset fra fødderne og en sprække ved øjnene.

Lubna har siden november levet i Frankrig, hvor der – som i andre europæiske lande – også er heftig debat om muslimske kvinders påklædning, bare med omvendt fortegn end i Sudan . I 2004 forbød Frankrig alle synlige religiøse symboler i folkeskolen, inklusive det muslimske tørklæde hijab. Og Frankrig er også i færd med at udfærdige en lov, der forbyder kvinder at bære niqab og burka »så effektivt som muligt«. I Danmark strandede debatten om et burkaforbud som bekendt ved, at Justitsministeriet mente, det ville krænke Grundloven.

- Hvad mener du om den europæiske debat – er niqab’en kvindeundertrykkende?

»Jeg har mødt mange kvinder, der siger, at de selv ønsker at bære niqab. Men jeg er i tvivl, om det er sandt, eller om der er en skjult undertrykkelse bag.«

- I Frankrig må muslimske piger ikke bære tørklæde i skolen. Krænker det ikke den enkeltes frihed?

»Når et parlament har vedtaget en lov, må man følge den, ellers må man finde et andet sted at være. Vælger man at arbejde for Air France eller et andet selskab, der bruger uniform, må man jo også følge de beklædningsregler, der følger med – eller finde sig et andet arbejde.«

- Men synes du, loven er rigtig eller ej? I Danmark kan skolebørn klæde sig, som de har lyst.

»Hvorfor gør du et stort problem ud af ingenting? Vi taler om skoler, hvor det er naturligt, at der er nogle regler. Vi taler jo ikke om, at børnene ikke må bære hijab på gaden eller derhjemme.«

- Hvad kan vi lære af din historie i Danmark?

»De pisk, som kvinder i Sudan får for at bære bukser, har intet med islam at gøre. Det er en diktators forkerte fortolkning af vores religion. De danske bladtegnere begik den samme fejl. Hvorfor tænkte de på Osama bin Laden, da de tegnede profeten? Han har intet med islam at gøre. Han og andre ekstremister misbruger religionen, ligesom Middelalderens Europa misbrugte kristendommen til inkvisitioner.«

Lubna siger, at hun selv blev såret over karikaturerne, men betegner samtidig Politikens undskyldning for at have genoptrykt dem for dum.

»Disse mennesker, der kræver en undskyldning, siger, at de nedstammer fra profeten Muhammed. Men hvem er de? Og hvorfor har de ret til at bede om en undskyldning på profetens vegne? Religion er en sag mellem det enkelte menneske og Gud, ikke alle mulige andre.«