Xiaobo: Ufrihed varer ikke evigt

Nobelpris. Med sikker hånd tegnede Liu Xiaobo tre kinesiske skrifttegn på restaurantens serviet. Det var kort før OL i 2008, og han brugte et udtryk fra sportens verden: Ca bian qiu - An edge ball. Eller: at gå lige til kanten. Den senere vinder af Nobels fredspris ville illustrere den balancegang, kinesiske systemkritikere må udføre: at udfordre og presse regimet nok til, at det rykker noget, men undgå at gøre det så radikalt, at de bliver fængslet – sat ud af spillet. Få måneder efter mit møde med Liu i sommeren 2008, gik han ikke bare til kanten, han trådte markant ud over den…

Bragt i Dagbladet Information

Systemkritikeren var en af hovedmændene bag Charter 08 – et manifest, der kræver ytringsfrihed og flerpartivalg i Kina, og som tusinder i dag har underskrevet. Lige før manifestet blev offentliggjort, blev Liu med det blide ydre, den tidligere universitetsprofessor, anholdt. Senere kom domfældelsen: 11 års fængsel for statsundergravende virksomhed.

»Myndighederne kan skride ind når som helst. Det er meget nemt for dem at arrestere én, hvis de synes, man er gået over stregen,« fastslog Liu Xiaobo den eftermiddag i 2008 på restauranten i et af Beijings universitetskvarterer.

Liu forklarede, at lovgivningen om, hvad man må sige og skrive, er meget mudret – en måde for styret at skabe usikkerhed og frygt på.

»Men det er vigtigt, at vi er modige nok til konstant at forsøge at rykke ved grænsen for, hvad man kan gøre,« fortsatte han.

Jeg var i Kina for at opsøge de mennesker, der spillede ledende roller under opstanden på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Liu var én af dem.

Da han af sin kone tidligere denne uge fik besked om, at han havde modtaget Nobels fredspris, dedikerede han den til »de tabte sjæle« fra massakren i ‘89, hvor regimet slog hundreder, måske tusinder studerende og andre demonstranter ihjel.

Det følgende er et uddrag af, hvad den senere nobelprisvinder sagde den dag, jeg mødte ham i Beijing – om ytringsfrihedens vilkår og mulighederne for demokratisk reformer.

Beijing, sommeren 2008. Liu bor i et treetagers betonbyggeri i udkanten af Beijing. Efter at have fået fat i ham over dørtelefonen, aftaler vi at mødes på en nærliggende restaurant. Liu er rolig og taler åbent og højt om sin sag. Det går ham på, at Kina har svigtet sit løfte frem mod OL.

»Da Beijing i 2001 fik værtsskabet for OL, lovede Kina at forbedre menneskerettighederne. Men man er fortsat med at arrestere og fængsle forfattere, kritikere og journalister – og det er kun blevet værre og værre. Alles øjne er rettet mod Kina, men det har ikke haft en positiv effekt,« siger Liu og nævner de emner, det har været forbudt at debattere og skrive om: Vestens diskussioner om boykot af OL, tvangsforflytninger, korruption, striden om Tibet. Dermed har OL sluttet sig til rækken af ‘urørlige’ begivenheder, konkluderer han.

»Der er flere tabuiserede begivenheder de seneste 60 år, som man hverken kan tale eller skrive kritisk om. Det gælder især anti-højre-kampagnen i 1957, Kulturrevolutionen og selvfølgelig opstanden på Den Himmelske Freds Plads i ‘89. Og nu også OL,« siger Liu og fortsætter med at optegne grænserne for ytringsfriheden.

»Man kan ikke skrive om højtstående politiske kadrer eller medlemmer af partiet ved navns nævnelse. Direkte kritik af kommunistpartiet accepteres ikke, det er ikke tilladt at udfordre styrets legitimitet.«

I Vesten har censuren vel ikke den ønskede effekt – medierne fokuserer på menneskeretskrænkelser alligevel. Men har det den ønskede effekt indadtil? Har styret succes med at holde kritiske historier nede?

»Det er svært at sige. Man har lukket ned for en masse kritik, og mange er blevet fængslet, men samtidig sker der også en positiv udvikling. Der er adskillige kinesiske journalister, som fra 2001 og frem til nu hele tiden har afsøgt grænserne for, hvor langt man kan gå. Det er især aviser i Sydkina og nogle magasiner her i Beijing, som udfordrer. For eksempel har det været tabu at skrive om Zhao Ziyang i alle årene (Kinas reformvenlige tidligere generalsekretær, der sagde undskyld til de studerende under opstanden på Den Himmelske Freds Plads i ‘89, fordi han ikke var i stand til at udrette mere for dem). Men de seneste par år har der været fem store artikler om hans politik og tanker. Det er meget positivt.«

Flere andre har siden 2001 forsøgt at rykke ved grænserne for ytringsfriheden ved at skrive om SARS-epedimien og politivold, påpeger Liu – det er dog ofte endt med lange fængselsdomme. I 2008 blev aktivisten Hu Jia, der er kendt for sin kamp for miljø og hiv-smittede, idømt tre et halvt års fængsel. Og et par måneder før fik freelancejournalist Lü Gengsong fire års fængsel for at have skrevet om korruption.

En del af de grænsesøgende kritikere er bloggere på nettet, som Xiaobo mener har skabt helt nye vilkår for at påvirke regimet.

»Før var det kun journalister, der kunne udgive noget, nu kan almindelige kinesere komme med alle former for udtalelser. Selvfølgelig er der begrænsninger, men styret kan ikke bare lukke ned for det hele. Det er umuligt.«

Da jeg besøger Liu i 2008, sidder 50 kinesiske cyberdissidenter ifølge World Association of Newspapers dog bag tremmer.

Intet socialt ansvar

Massakren på Den Himmelske Freds Plads har været helt afgørende for Liu Xiaobos systemkritik de seneste årtier. Liu, der har en ph.d. i litteraturvidenskab, havde i 80’erne selv undervist demonstranterne på universitetet og skyndte sig hjem fra et ophold i USA, da opstanden begyndte.

»Hvis vi ikke slutter os til de studerende og møder den samme fare som de, har vi ingen ret til at tale,« proklamerede han. Liu ville gøre op med klassesamfundet og de intellektuelles kujoneri.

Sammen med tre andre aktivister indledte han en sultestrejke, der på det tidspunkt var med til at genoplive de unges protester. Da soldaterne rykkede nærmere, opdagede underviseren, at en studerende havde bevæbnet sig med en halvautomatisk riffel, og Liu smadrede den mod Monumentet for Folkets Helte. Først troede Liu og de studerende ikke på, at soldaterne ville skyde med skarpt. Men snart så de deres kammeraters blod flyde. »Hvis hær er I?« råbte de til Folkets Hær.

Efter regimets blodige nedkæmpelse af demonstranterne røg Liu Xiaobo halvandet år i det berygtede Qingheng-fængsel for politiske fanger. I 1995 blev han igen fængslet – denne gang for at opfordre til et opgør med styrets forbrydelser i ‘89. Og da Liu året efter krævede, at daværende præsident Jiang Zemin blev stillet for en rigsret, var regimets svar tre års ophold i en genopdragelseslejr.

De studerende fra’89 var optaget af vestlige demokratiske idealer. I dag synes mange at være mere kritiske over for Vesten.

Hvad er der sket?

»De studerende fra slut-80’erne var alle født under Mao Zedongs styre. Forholdene dengang var … man havde ikke nok at spise, det var virkelig et hårdt liv. I ‘89 var der allerede sket store forandringer, og de studerende talte om frihed og var optaget af, hvad der foregik i Vesten. Dét, at de havde oplevet fattigdommen, gjorde, at de havde bevaret en social ansvarsfølelse. De ville ud og gøre noget godt for deres land og folk,« siger Xiaobo og opstiller en kontrast til nutidens unge kinesere.

»De er født i 80’erne og har ikke oplevet de hårde vilkår. De tænker mest på sig selv, på hvilke job, de kan få, og hvor mange penge, de kan tjene.«

Liu mener, at det hænger sammen med étbarns-politikken, der ikke levner plads til, at de unge ‘skejer’ ud eller sætter noget på spil gennem politisk aktivisme.

»Stort set alle, der læser på universiteterne, er enebørn, og de har et meget stort forsørgeransvar for mor, far og bedsteforældre. De kan ikke rumme at tænke på andre end deres familie og sig selv.«
Frustrationer vil vokse

Efter massakren på Den Himmelske Freds Plads indgik Kinas daværende leder, Deng Xiaoping, en kontrakt med folket om, at det fik økonomisk frihed, mod at det gav afkald på politisk frihed. Liu pointerer, at den øgede velstand de seneste årtier netop har stækket folks lyst til at protestere.

Hvis de unge er optaget af rigdom og af at forsørge familien, har kommunistpartiet så ikke et langt liv foran sig – bare det er i stand til hele tiden at øge velstanden?

»Jo, hvis det kunne lade sig gøre. Men når økonomien, der har buldret af sted de seneste 30 år, når et mætningspunkt, vil det få frustrationerne til at vokse, og folk vil vende sig mod den politiske ufrihed. Jeg siger ikke, det vil gå stærkt, men i længden kan partiet ikke blive siddende, med mindre det får de politiske reformer med.«

Hvilke reformer taler du konkret om?

»Der er utrolig mange ting, man kunne begynde med. Én mulighed er at fjerne det organ af partifolk, der sidder over domstolene, så man som borger har en reel chance for at retsforfølge staten. En anden er at give nogle medier større frihed til at bringe kritiske historier og på den måde lukke op for nogle ventiler, der kan give diskussioner. En tredje er at gøre plads til flere folkevalgte fra provinserne i Folkekongressen. Et direkte demokratisk valg vil være sidste skridt.«

Ser du tegn på, at den nuværende ledelse vil gennemføre nogle af disse reformer?

»Der sker fremskridt. Da Folkekongressen i år mødtes, valgte man nye medlemmer, som faktisk er bønder og helt almindelige arbejdere fra fabrikkerne. Vi ved ikke, hvor stort det antal bliver i fremtiden, men arbejdernes forhold er i det hele taget blevet forbedret i lovgivningen, blandt andet hvad angår sygesikring. Det er små skridt, men positivt.«

Tror du, at ledelsen i kommunistpartiet laver den samme analyse, som du gør: Hvis vi ikke laver politiske reformer, så bliver vi væltet på et tidspunkt?

»Der er en del i partiet, der tænker sådan, men klart ikke alle. I 2006 bragte den meget konservative Beijing Daily en historie under overskriften ‘Demokrati er godt’. Et højtstående partimedlem Yu Keping skrev om alle de gode sider ved demokratiet, men også om problemerne. Det var en overraskelse for mig – især at læse det i den avis. Der har helt sikkert været godkendelse bag, men det viser, det er noget, man godt kan diskutere,« siger han og tilføjer: »Det ville selvfølgelig have været noget andet, hvis jeg havde skrevet det.«

Lui nævner endnu et positivt eksempel: I 2007 skrev den 85-årige kommunistveteran og leder fra Folkets Universitet Xie Tao at kun demokratisk socialisme efter skandinavisk model kan redde Kina.

Mener du selv, at en vestlig demokratisk model kan fungere i Kina, eller skal det være en speciel kinesisk model?

»Det har jeg slet ikke … jeg har ingen forestillinger om det. Vi ønsker selvfølgelig demokrati, men vi kan ikke tænke så langt, at det bliver så konkret.«

Hvilken fløj er den stærkeste i partiet – den, der gerne vil diskutere demokratiske forandringer, eller den konservative fløj, som vandt i ‘89?

»Det er svært at sammenligne ‘89 med i dag. Dengang foregik tingene på allerhøjeste plan. Deng Xiaoping og Zhao Ziyang var uenige, og det gik ud over Zhao Ziyang, da Deng Xiaoping endte med at støtte den konservative fløj. De folk, der i dag diskuterer reformer og demokratiske modeller, er højtstående, men ikke så højtstående. Partiets top forholder sig neutralt, men selvfølgelig følger de med i det.«

Et enormt knæk

Mens vi sidder over middagen på restauranten, hvor det roterende bord hele tiden bliver ved at byde på nye retter, ringer Liu Xiaobos kone, Liu Xia, flere gange.

Der er gået halvanden time, og hun er nervøs for, hvor han bliver af. Liu forsøger at runde interviewet af med en opfordring til folket, der viser, at han i sidste ende ikke har den store tillid til, at kommunisterne frivilligt flytter sig ud af stedet.

»Historisk kan vi se, at når kommunistpartiet har rykket sig, er det sket på grund af utilfredsheder hos masserne, som styret har måttet tage alvorligt. For eksempel har man efter protester fra bønder afskaffet landbrugsskatten, og det samme gælder den styrkede indsats mod korruption. Det er op til folket at presse på for forandringer. Lederne gør det ikke af sig selv,« siger Liu, inden han igen vender tilbage til Den Himmelske Freds Plads.

Ifølge systemkritikeren har opstanden og massakren haft to afgørende og varige konsekvenser:

»Den ene er, at kommunistpartiet – efter at have brugt vold mod sin egen befolkning – har fået et enormt knæk i sin rolle og sin magt. Langt færre stoler i dag fuldt og fast på partiet. Det har tabt ansigt,« forklarer Liu Xiaobo og fortsætter:

»Den anden er, at det får langt større opmærksomhed – også i Kina – når nogen bliver straffet, fordi de kæmper for ytringsfriheden. Før ‘89 kunne det gå ubemærket hen, at nogen fik 16 års fængsel, men sådan er det ikke længere. Derfor er der også langt flere kinesere, der arbejder for menneskerettigheder og for den enkeltes personlige frihed.«